Flere børn og unge søger hjælp til nikotinmisbrug

Sundhedscenter Viborg oplever et stigende antal henvendelser fra børn og unge, der søger hjælp til at komme ud af nikotinmisbrug. Kommunen har sendt et bekymringsbrev til forældrene.

Det er produkter som disse, der er tale om.
Det er produkter som disse, der er tale om.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Viborg Kommune har netop sendt et bekymringsbrev til forældrene om det stigende forbrug af puff bars og andre nikotinprodukter, der er blandt kommunens børn og unge.

De nikotinfyldte puff bars er ikke kun farlige for børnene. De er også ulovlige.

- Nikotinprodukter med smag og duft er forbudt at sælge, distribuere og være i besiddelse af, siger afdelingsleder Søren Mønsted Krog fra Viborg Kommunes forebyggelsesteam.

Ligesom voksne kan søge hjælp til rygestop, så er børn og unge nu også begyndt at søge hjælp til nikotinstop.

Sundhedscenter Viborg oplever et stigende antal henvendelser fra børn og unge, der søger hjælp til at komme ud af nikotinmisbrug.

For de fleste ryger ikke cigaretter. I stedet suger de på puff bars, der smager som slik, men indeholder masser af nikotin.

- Vi har set børn helt ned til 12 år. Det er heldigvis ikke så mange, men der er flere på 15, 16 og 17 år, siger sundheds- og forebyggelseskonsulent Bettina Belmann Mirasola fra Sundhedscenter Viborg.

Bettina Belmann Mirasola fra Sundhedscenter Viborg hjælper de unge med en plan for deres nikotinstop.
Bettina Belmann Mirasola fra Sundhedscenter Viborg hjælper de unge med en plan for deres nikotinstop.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Henvendelserne kommer både fra de unge selv, men også fra forældre og fra fagpersoner på skolerne.

- De kommer ind til os, fordi de er blevet afhængige. De opdager, at de bliver styret af nikotinen. De bestemmer ikke selv, om de vil have et puff – et sug af puffbaren. Nogle får også fysiske mén som vedvarende hovedpine, siger Bettina Belmann Mirasola.

Sundhedscentret hjælper de unge med en plan, så de kan skære ned på forbruget og til sidst holde op.

Søren Mønsted Krog er afdelingsleder ved Viborg Kommunes forebyggelsesteam.
Søren Mønsted Krog er afdelingsleder ved Viborg Kommunes forebyggelsesteam.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Smager som slik og indeholder nikotin

Indholdet af nikotin i puff bars er langt større end tilladt i en cigaret. Alligevel er det nemt for de unge at få fat på produkterne.

- Man kan købe dem på nettet. Det er vældig tilgængeligt. Det kan være inde på Snapchat eller andre af de digitale medier. Det er alt for nemt. For det er jo ikke noget, der hører til i en børneverden, siger Søren Mønsted Krog.

Formanden for Viborg Kommunes børne- og ungdomsudvalg, Venstres Katrine Rohde, er selv bekymret over udviklingen.

- Det er i den grad et stigende problem, og det går hurtigt. Jeg har selv en datter i 7. klasse, som fortæller om det næsten helt naturligt. Hun ser på de sociale medier, at hendes venner også er brugere. Jeg synes, det er meget skræmmende, fordi vi ved, at det netop er så afhængighedsskabende, som det er.

Hvad skal forældrene gøre?

- Jeg synes, at man som forælder skal tage en snak med sit barn og gøre opmærksom på, at det ikke er ufarligt at prøve bare en enkelt gang. Man skal helt holde sig fra det. Vi ved, at børn ringer ind til de forskellige telefonlinjer og er bange. De kan mærke, at de er blevet afhængige af det, siger Katrine Rohde.