Mystisk lys skaber undren: - Jeg har aldrig oplevet noget så kraftigt
En tv-mast lyste tirsdag aften op, så det kunne ses på lang afstand.
Tirsdag aften gik en tv-mast ved Videbæk pludselig amok.
Masten begyndte at lyse så kraftigt, at flere på Facebook skriver, at de har set lyset i for eksempel Hvide Sande, Ringkøbing, Arnborg, Borris og Mejrup ved Holstebro.
Lyset kom fra den såkaldte "TV 2-mast", der er en stor tv-mast ved Videbæk.
En af dem, der så lyset, var Niels Peter Nørgaard, der kunne se lyset på motorvejen mellem Herning og Holstebro.
- Det lignede et diskoteks stroboskoplys. Det var som en stor lommelygte, der lyste hele landskabet op, siger han.
Niels Peter Nørgaard fortæller, at han undrede sig, da han ikke før har lagt mærke til tv-masten.
- Jeg kører den tur hver dag, og jeg har aldrig oplevet noget så kraftigt lyse deroppe, siger han.
Ikke første gang
TV-masten i Videbæk er blandt andet kendt som "TV 2-masten" eller "Videbæk-senderen".
Masten er 320 meter høj og anvendes til mobiltelefoni og digital TV-transmission.
Det er ikke første gang, at en fejl på masten har fået den til at lyse op. Det skete også i 2016.
Dengang var der tale om en defekt natføler, der fik det kraftige lys, som bruges i dagtimerne, til også at lyse om aftenen.
Dengang var det firmaet Teracom, der havde ansvaret for masten. Firmaet har i dag ændret navn til Cibicom.
TV MIDTVEST forsøger at få en kommentar fra Cibicom.
Vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi fik tirsdag aften en henvendelse om masten, men de kender heller ikke årsagen.
Har du noget, du gerne vil have fortalt, så fortæl det til os:
Send et tip til redaktionen