18-årig fik et chok, da hun kiggede på Rejseplanen
Christina Lund fik sig noget af et chok, da hun så prisen på Flextrafik.
Når man som Christina Lund bor i Kibæk, kan det til tider være et puslespil, hvis man skal rundt i området med offentlig transport.
I weekenderne går der eksempelvis ingen busser ind mod Herning, mens togene kun går hver anden time.
Og i hverdagene kan man ende ud i at skulle super tidligt afsted for at nå frem, eller omvendt, komme for sent, hvis man tager bussen, der lige kører afsted lidt senere.
Hvis bus- og togafgange ikke passer med ens planer, så er flextrafik en mulighed. En transportform, hvor man som privatperson kan bestille en bil eller minibus til at køre én frem og tilbage.
Men løsningen med flextrafik har en pris. Det mærkede Christina Lund fra Kibæk, som i tre uger ikke må bruge sin bil, fordi hun er med i TV MIDTVESTs eksperiment 'De Billøse'.
Da hun skulle tjekke mulighederne for at komme til gymnastik i Hammerum 18 kilometer fra sit hjem, blev hun chokeret over prisen på 300 kroner hver vej.
- Wow! Jeg synes virkelig, det er mange penge, siger Christina Lund.
I alt 600 kroner for at komme til og fra en fritidsaktivitet.
Flextrafik har flere modeller
Årsagen til prisen på Christina Lunds flextur skal højst sandsynligt findes i, at hun har valgt en ”dør til dør tur", som kan sidestilles med at tage en taxa.
Det siger Bent B. Graversen (V), udvalgsformand for Regional Udvikling i Region Midtjylland.
- Flextrafik har flere forskellige modeller. Hvis du vil vælge den billigste udgave, skal du bestille en bil, der kan køre dig til nærmeste knudepunkt, siger han og afslutter:
- Det snyder tit folk. Så det skal man være opmærksom på, når man kigger på Rejseplanen.
Rejseplanen foreslår nemlig netop dør-til-dør ture.