60 år med saksen: Kurt fejrer diamantbryllup med sit job
I seks årtier har tusindvis af kunder sat sig til rette i frisørstolen hos Kurt Madsen.
I en lille salon har Kurt Madsen i 60 år serviceret sine kunder. I løbet af årene har flere tusinde sat sig til rette i de to store, bløde frisørstole i salonen i Sdr. Nissum nær Ulfborg.
Og for frisør Kurt Madsen, så er der en helt klar årsag til at fortsætte.
- Vi snakker med hinanden om stort set alting i salonen. Når man som mig er vant til at være sammen med mange mennesker, så kan det godt blive tomt, hvis jeg bare sådan stopper, fortæller han.
Til daglig arbejder Kurt Madsen tre til fire timer om eftermiddagen. Han har ingen tidsbestilling, så hans kunder kommer bare forbi, når det igen er tid til en studsning.
Og der er igennem tiden blevet klippet lidt forskellige frisurer i den lille salon
- Da jeg startede i sin tid, kostede en klipning for en herre fem kroner og 25 øre, og en drengeklipning tre kroner og 25 øre. Så der er sket lidt med priserne siden dengang, forklarer han.
I år er Kurt Madsen fyldt 80 år. Og selvom han sagtens kunne læne sig tilbage og nyde livet som pensionist, så er det ikke det, der fylder i hans tanker.
- Hvis jeg får lyst til at holde en fridag, så sætter jeg bare en seddel i døren om, at der er lukket. Men jeg synes stadig, det er spændende, fortæller han og uddyber:
- I alle årene har jeg klippet de ældre på plejehjemmet i byen, og jeg har stadig mange kunder. Så længe jeg kan gøre den forskel, vil jeg gerne blive ved.