Ny spidskandidat til Folketinget vil lukke Kærshovedgård
Dansk Folkeparti får ny spidskandidat i Vestjyllands Storkreds.
Til næste folketingsvalg bliver byrådsmedlem i Holstebro Kommune Søren Boel Olesen spidskandidat for Dansk Folkeparti i Vestjyllands Storkreds.
Han skal erstatte Majbrit Birkholm, der ved kommende valg stiller op i Nordjyllands Storkreds.
Og han er klar i spyttet om, hvor han vil lægge sin energi, hvis det bliver som folketingsmedlem.
- Jeg kærer mig jo ærligt mest om Midt- og Vestjylland. Så ved de sager, der vedrører vores landsdel, siger han.
Og som en mere konkret mærkesag nævner han, at han ønsker at lukke Udrejsecenter Kærshovedgård nær Bording.
TV MIDTVEST kunne torsdag fortælle om en narkoring med tilknytning til Kærshovedgård. Her fik de fem dømte sammenlagt 37 års fængsel. Og tidligere har der været omtaler af alt fra terrordømte beboere til en Kærshovedgård-beboer, der er tiltalt for i narkopåvirket tilstand at have kørt en kvinde ihjel.
- Det er helt urimeligt, at kriminelle og ulovlige indvandrere, der er udvist, lever dør om dør med helt almindelige danskere, der mærker konsekvenserne hver eneste dag i form af kriminalitet og utryghed, lyder det fra den kommende spidskandidat.
Glæder sig mest til at møde vælgere
- Jeg vil ud og mødes med de borgere og de vælgere, der er i landsdelen, siger Søren Boel Olesen, der lover at både gadekampagner og debatter bliver en del af kampagnen.
Beslutningen om, at han skal være spidskandidat, er dog stadig så ny, at kampagneplanen, der skal gøre ham synlig og sikre ham stemmer, ikke ligger færdig endnu.
- Men det, jeg glæder mig mest til, er at komme ud og møde vælgere, siger han.
Næste folketingsvalg skal afholdes senest 31. oktober 2026.