Weekendtur skal lokke flere til læreruddannelsen

Fællesspisning, hygge og undervisning for efterskolelærere uden uddannelse skal være med til at lokke flere unge ind på læreruddannelsen i Vestjylland.

Fredag aften stod der fællesspisning og hygge på skemaet ved VIA Læreruddannelsen Vestjylland.
Fredag aften stod der fællesspisning og hygge på skemaet ved VIA Læreruddannelsen Vestjylland.

Læreruddannelserne hungrer efter flere studerende - og hvordan løser man egentligt den udfordring? 

Det har VIA Læreruddannelsen i Vestjylland valgt at eksperimentere lidt med i denne weekend. De har nemlig inviteret unge efterskolelærere uden uddannelse på weekendtur til seminariet. 

Fredag og lørdag står den på hygge, middag og samvær krydret med ny viden og værktøjer, der kan hjælpe dem i jobbet på efterskolen. Derudover får de unge efterskolelærer også lige lov at snuse til, hvordan det er at være lærerstuderende. 

Elise Krogh Dahl er underviser på VIA Læreruddannelsen i Vestjylland.
Elise Krogh Dahl er underviser på VIA Læreruddannelsen i Vestjylland.

- Samtidigt med, vi har inviteret dem herhen, kommer vi også til at fortælle dem, hvad det er, man kan lære på en læreruddannelse, og måske friste nogen til at fortsætte i det arbejde, de er begyndt på, siger Elise Dahl Krogh, der er underviser på VIA læreruddannelsen i Vestjylland. 

Skal have fat i de unge 

Der er store udfordringer med at få lokket de unge til at tage en læreruddannelse.  Undersøgelser viser, at flere af de optagede studerende har arbejdet som lærervikar i deres sabbatår

Derfor håber VIA Læreruddannelsen i Vestjylland på, at det her initiativ kan være med til at så et frø hos nogle af de unge, der allerede har en interesse i at være efterskolelærer. 

- Vi tror på, at de her unge mennesker er særligt motiverende, og så har vi en rigtig god læreruddannelse at tilbyde, og det er meget sjovere at vise, hvad vi gør end at sende en brochure ud, siger Elise Dahl Krogh. 

Men virker det så? 

Sara Norman har været glad for at lære mere om uddannelsen.
Sara Norman har været glad for at lære mere om uddannelsen.

Hvis man spørger Sara Norman, der til dagligt er efterskolelærer på Bøvling Idrætsefterskole, har det været rart at lære om uddannelsen på en mere uformel måde. 

- Det sætter nogle tanker i gang, fordi man får lov til at være en del af det og mærke stemningen, siger Sara Norman.

Men svaret er lidt noget andet, hvis man spørger Søren Budtz Berthelsen, der til dagligt underviser i gymnastik på Bøvling Idrætsefterskole. 

- Det har givet mig nogle nye synspunkter på, hvordan det er at være lærer, men jeg har lidt besluttet for mig i forvejen, hvad jeg gerne vil uddanne mig som, men det har givet nogle fede indblik at være med, siger han.