Hr. Nørresø har flere tusinde fans, men de fleste kender ham kun på stemmen

Morten Kristensen fra Hanstholm Madbar har en vigtig birolle som temperamentsfuld hotelejer fra Skuldborg i den populære podcast Undskyld vi Roder.

Morten Kristensen har drevet Hanstholm Madbar siden 2016. Tusindvis af podcast-lyttere kender hans stemme som Hr. Nørresø fra Skuldborg.
Morten Kristensen har drevet Hanstholm Madbar siden 2016. Tusindvis af podcast-lyttere kender hans stemme som Hr. Nørresø fra Skuldborg.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Morten Kristensen fra Hanstholm Madbar er en flink og venlig mand.

Han er i glimrende humør og giver sig god tid til at fortælle og vise rundt, da fotograf Mikael Andersen og undertegnede to gange i løbet af få dage besøger ham i restauranten, der er begunstiget med en af landets flotteste udsigter fra skrænten bag Hanstholm Havn.

Men han har også en dyster side – i et fiktivt univers vel at mærke. Han spiller en lille, men markant birolle som den temperamentsfulde hotelejer hr. Nørresø i podcasten Undskyld vi Roder.

- Han er arrogant, bedrevidende og utroligt provokerende. Og også lidt sej. Jeg kan godt lide ham, siger Kristensen om sin karakter.

Laver podcast med vennerne

Når restauratøren fra Thy har fået den lille birolle, skyldes det, at han er gode venner med de to bagmænd bag podcasten, skuespillerne Kasper Nielsen og Brian Lykke.

- Vi prøver at få mange af vores venner med i det her lille projekt, så vi kan være sammen med dem. Og da vi tit er på madbaren og har lavet testshows deroppe, var det naturligt, at Morten også skulle være med, fortæller Brian Lykke.

1:06
Kasper Nielsen, Brian Lykke og Morten Kristensen fortæller her om figuren hr. Nørresø.
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Undskyld vi Roder er et satirisk univers, der handler om tilblivelsen af snakke-, sludre- taleradioen R8dio. Podcasten har en stor, trofast og meget engageret lytterskare. De månedlige lyttertal ligger et sted mellem 200.000 og 300.000.

Handlingen foregår i den fiktive jyske by Skuldborg, og her har Nielsen og Lykke altså bestemt, at Morten Kristensen skal være den noget vrisne hotelejer Hr. Nørresø.

- Det passer rigtigt godt på Morten, udbryder de to næsten i kor.

- Nej, han er bare god til at spille rollen. Alle karaktererne prøver at tage noget af sig selv. Vi har alle sammen alle mulige sider, og så prøver vi, om man kan skrue ekstra op for et eller andet, siger Brian Lykke.

Mændene bag podcasten, Kasper Nielsen og Brian Lykke, er Morten Kristensens gode venner.
Mændene bag podcasten, Kasper Nielsen og Brian Lykke, er Morten Kristensens gode venner.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

De er pissedygtige

Morten Kristensen kan også godt genkende noget af sig selv i hotelejeren fra Skuldborg.

- Der er selvfølgelig skruet op for det irriterende, men det er ikke langt fra.

- Du virker ellers som en flink mand?

- Det er jeg også, og jeg ville aldrig nogensinde snakke sådan til gæsterne som hr. Nørresø gør. Men derhenad med et smil ville jeg gøre det.

- Jeg synes også, at det er sjovt at være restauratør på den måde. Man skal finde sig i rigtigt meget. Kunden har altid ret... jeg kan bare godt lide at vende tingene lidt på hovedet og udfordre folk. Jeg tror også, at det er en del af madbaren, siger Morten Kristensen.

Hr. Nørresø har i podcasten en fantastisk evne til at irritere direktøren for taleradioen R8dio ,Klavs Bundgaard - spillet af Kasper Nielsen - som ellers synes, at de fleste er pissedygtige. Det kulminerer i et afsnit, hvor Nørresø slår Bundgaard ned – en scene, der blev optaget inde i madbaren, mens restauranten var fuld af gæster.

- Morten var lige rundt og advare gæsterne ved de nærmeste borde, men dem, der sad længere væk, var sådan: ”Hvad sker?” Det var rigtigt sjovt, husker Kasper Nielsen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Bliver genkendt på stemmen

Morten Kristensen har drevet Hanstholm Madbar siden 2016, og før det havde han flere forskellige titler på sit cv. Han har været daglig leder af Bremen Teater i København og arbejdet som manager i musikbranchen.

Morten Kristensen har arbejdet i musikbranchen i mange år og får jævnligt kunstnere på besøg i madbaren - som her Hugorm. Sangeren Simon Kvamm, der er Kristensens gode ven, medvirker af og til også i Undskyld vi Roder.
Morten Kristensen har arbejdet i musikbranchen i mange år og får jævnligt kunstnere på besøg i madbaren - som her Hugorm. Sangeren Simon Kvamm, der er Kristensens gode ven, medvirker af og til også i Undskyld vi Roder.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Nu står der også hr. Nørresø på visitkortet. Han får ikke udleveret et manuskript, han skal holde sig til, men bliver briefet om, hvad scenen skal handle om og ende med.

- Som regel får jeg et varsel dagen i forvejen, hvis jeg skal være med. Men jeg har også oplevet at blive ringet op og få et minuts varsel: ”Er du med? Ja, jeg er med”.

Hvordan hr. Nørresø ser ud, er der vist ingen, der ved. Men lyden af ham er der ingen tvivl om. Morten Kristensen laver ikke om på stemmen, når han giver den som hotelejer, og han oplever ofte at blive genkendt på stemmen.

- Det er faktisk lidt spøjst, for jeg har aldrig tænkt over det på den måde. Det er jo kammeraternes podcast. Jeg er med på, at den har udviklet sig til noget fuldstændigt vanvittigt, men min rolle er superlille. Men ja, det sker mere og mere, siger han.