Tågen hærger igen: Sådan undgår du 1000 kroner i bøde
Her kommer to bud til dig, der glemmer selv at tænde baglyset i dårlig sigtbarhed.
Fredag morgen starter som de seneste dage med tåge eller dis flere steder, skriver DMI.
Derfor skal bilister efter reglerne sørge for at have nærlys på, som sikrer, at der både er forlys og baglys på bilen. Hvis man ikke har det, kan det koste en bøde på 1000 kroner.
Men det er ikke alle, der lige får husket nærlyset.
- De fleste nye biler i dag har en auto-funktion. Og den fungerer også fint, når det er mørkt, men den fungerer ikke, når der er tåge, eller sigtbarheden er dårlig på anden vis. Derfor skal man huske selv at tænde for nærlyset, har kørelærer Peter Mathiasen fra Køreskolen Midt/Vest tidligere forklaret til TV MIDTVEST.
Og når det nu er svært for nogle bilister, så er det godt, at der også findes en anden løsning i form af teknologisk hjælp.
Mekaniker Morten Hansen fra Mejdal Auto fortæller, at der er to måder at gå til opgaven på, som afhænger af, hvilken bil man ejer.
- Nogle skal have en tester på, som kan omkode lyset i bilen, og andre skal have monteret sådan et sæt, der går ind og aktiverer baglygterne, siger han.
Den sidste løsning er lidt dyrere end den første løsning, men der er ingen af dem, så tager ret lang tid at udføre. Det kan tage fra et kvarter og op til et par timer, forklarer Morten Hansen.
Og tåge er noget, der giver kunder i butikken til den slags ændringer af bilen.
- De kommer tit i kølvandet på, at der har været sådan nogle dage med tåge. Der får de lige en reminder ved, at de ikke kan se dem foran, og så tænker de, at de nok heller ikke selv har lys på, siger mekanikeren.
Der er selvfølgelig også den lavpraktiske løsning, som nogle bilister tyer til - et klistermærke på over instrumentbrættet med påskriften: Husk baglyset!