EU har godkendt dansk afgift ved halekupering af smågrise

Fødevareminister Jacob Jensen (V) kan nu fra næste år indføre en afgift, hvis en landmand vil halekupere gris.

EU-Kommissionen har godkendt en dansk afgiftsordning, så landmænd, der ønsker at kupere deres grises haler, fra 1. januar 2025 skal betale for det.

Afgiften var en del af en bred politisk aftale om dyrevelfærd fra februar, som fødevareminister Jacob Jensen (V) stod bag.

Jacob Jensen forsøger nu at reducere halekupering af smågrise, hvor en del af halen klippes af, ved at give landmændene et incitament til ikke at halekupere, men i stedet forbedre forholdene for grisene.

For de penge, som fra årsskiftet skal betales ved halekupering, kommer til at gå til forebyggende foranstaltninger hos de landmænd, der ikke klipper dele af deres grises hale af.

Halekupering forebygger nemlig, at grisene bider hinanden i halerne.

- Det er sådan, at hvis grisene går sammen, så vil der være en risiko for, at de bider hinanden i halen. Det er derfor, at mange landmænd halekuperer deres smågrise for at undgå infektion og dermed smerte i halen, siger Jacob Jensen.

I dag er det omkring 95 procent af alle grise, der er halekuperet i Danmark. Selv om det kun er tilladt under særlige omstændigheder, hvor landmanden har vurderet og dokumenteret, at det virkelig er nødvendigt.

Da afgiftsmodellen blev vedtaget i februar, var det ikke til jubel hos Danske Svineproducenters formand, Jeppe Bloch Nielsen.

- Vi halekuperer ikke for sjov. Der er ingen landmænd med respekt for sig selv, der synes, at det er sjovt at klippe halen af en gris.

- Vi gør det, fordi alternativet kan være værre, sagde Jeppe Bloch Nielsen.