Efter strid med Vermund – nu er Erik Mortensen ekskluderet

Efter flere stridigheder mellem partiformanden Pernille Vermund og byrådsmedlemmet Erik Mortensen er han nu ekskluderet fra Nye Borgerlige.

Erik Mortensen gik imod Nye Borgerliges vedtagne regler, og det har nu fået konsekvenser.
Erik Mortensen gik imod Nye Borgerliges vedtagne regler, og det har nu fået konsekvenser.
Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Under valgkampen til kommunalvalget, der netop er løbet af stablen, kom der flere uenigheder mellem Nye Borgerliges formand og kandidaten fra Skive.

Men på valgnatten fik Erik Mortensen fra Skive kritiseret blandt andet Pernille Vermund og partiet.

- Det er det, jeg hører rundt omkring. Det at man bliver dikteret en bestemt retning fra toppen – altså topstyring, sagde han til TV MIDTVEST på valgnatten.

Og det får nu konsekvenser for ham. 

Efter et møde med partiformanden torsdag aften, besluttede partiet nemlig at smide ham ud af Nye Borgerlige.

Det bekræfter partiets næstformand Peter Seier Christensen i en pressemeddelelse.

- Erik Mortensen, medlem af byrådet i Skive, er blevet ekskluderet af Nye Borgerlige på grund af illoyalitet. Beslutningen er taget i Nye Borgerliges hovedbestyrelses forretningsudvalg på baggrund af Erik Mortensens illoyale opførsel i dagene op til kommunalvalget, hvor han nægtede at efterleve partiets interne regler for indgåelse af konstitueringsaftaler, skriver han i meddelelsen.

Desuden uddyber han beslutningen med, at Erik Mortensen gik stik imod partiets vedtagne regler om ikke at sætte en rød borgmester i stolen, hvis altså det var muligt at få en blå. 

Og det nægtede Erik Mortensen på forhånd.

1:31
Vi kunne have fået flere stemmer, hvis ikke Pernille Vermund havde blandet sig, sagde han med reference til en plakatsag, der udspillede sig op til valget.

Tidligere ekskluderet 

Nye Borgerliges pressechef Lars Kaaber fortæller også, at byrådsmedlemmet fra Skive ikke længere er en del af partiet.

Og det prøvede de forgæves at fortælle Erik Mortensen torsdag aften.

- Vi har ikke kunnet få fat i ham, han tager ikke sin telefon, og derfor sendte vi informationen til ham på mail, siger han.

Ifølge pressechefen havde de ringet over 12 gange, men på intet tidspunkt tog han telefonen.

Byrådsmedlemmet fra Skive er tidligere blevet ekskluderet fra Dansk Folkeparti, da han stillede op med sin egen borgerliste til kommunalvalget i 2017.

"Nordkoreanske tilstande"

Ifølge Erik Mortensen så har partiet faktisk gjort ham en tjeneste ved at ekskludere ham. Og at de kalde ham illoyal, betyder intet.

- Jeg vil hellere være illoyal over for partiet, end jeg vil være illoyal over for mine vælgere i Skive, siger Erik Mortensen til TV MIDT VEST og fortsætter:

- Det er en tjeneste hun (Pernille Vermund, red. ) har gjort mig, for i et parti, der minder så meget om nordkoreanske tilstande - altså gør man ikke som mor siger, så falder hammeren, og det vil jeg ikke.

Nye Borgerliges pressechef Lars Kaaber har ingen kommentarer til udtalelsen.