Intern uro forsinker politisk aftale i Viborg

Uroen blandt de socialdemokratiske byrådsmedlemmer i Viborg er igen blusset op.

2:18
Få dage efter kommunalvalget er en gammel fløjkrig blusset op blandt socialdemokraterne i Viborg, og et af de utilfredse byrådsmedlemmer er Mette Nielsen.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Der er igen interne problemer hos socialdemokraterne i Viborg.

Få dage efter valget er en gammel fløjkrig i byrådsgruppen blusset op på ny, og uroen i kulisserne har været med til at forsinke den politiske aftale om de næste fire års politik, som først blev præsenteret fredag - et døgn senere end planlagt.

Pressemødet skulle egentlig have været holdt torsdag, men med kort varsel måtte den socialdemokratiske gruppeformand Mads Panny bede om mere tid. 

- Vi havde brug for et ekstra møde, og derfor syntes jeg, det var fint at tage det møde, siger han.

Mødet var nødvendigt, fordi ikke alle otte partimedlemmer i byrådsgruppen var klar til at acceptere den nye konstitueringsaftale, de fik præsenteret torsdag morgen.

- Jeg syntes, der var for lidt inddragelse af os i gruppen, og jeg syntes, det var ærgerligt, at vi ikke vidste noget om, hvilken retning vi skulle i, siger Mette Nielsen, der er en del af byrådets socialdemokratiske gruppe.

Savner mere inddragelse

Sammen med sine støtter tog hun derfor initiativ til et socialdemokratisk krisemøde torsdag aften, hvor også et medlem af partiets hovedbestyrelse deltog.

Skal du ikke have tillid til, at jeres forhandlere laver et resultat, der er i orden?

- Det her handler i bund og grund ikke om tillid til resultat, men om at der også er brug for inddragelse  i processen i Socialdemokratiet, siger Mette Nielsen.

Heller ikke efter dette kommunalvalg har Mette Nielsen fået tildelt en formandspost for et udvalg. Det havde hun ellers sat næsen op efter.

- Jeg fik et ret godt personligt valg, og derfor havde jeg nok ikke fantasi til at forestille mig, at det kunne ende anderledes, siger hun.

Men sådan gik det ikke desto mindre, og det er en beslutning, der er truffet af hendes partikolleger.

- Det var min vurdering, at vi kan bruge hendes kompetencer endnu bedre andre steder, forklarer gruppeformand Mads Panny.

Borgmesterkandidat måtte trække sig

Det er ikke første gang, der er ballade hos Socialdemokratiet i Viborg. I forsommeren måtte daværende borgmesterkandidat Niels Dueholm trække sig efter et internt opgør.

Så vidt har Mette Nielsen dog ikke tænkt sig at gå.

- Jeg har fået næstflest stemmer, og jeg skylder selvfølgelig mine vælgere at arbejde hårdt, så det vil jeg gøre, siger hun.

Socialdemokraterne har fået tre formandsposter i det nye byråd i Viborg Kommune.