Interview i svævefly tager uventet drejning: - Jeg kan mærke, jeg får det dårligt

Der er sjældent to dage, der er ens, når man er reporter på TV MIDTVEST.

Det har jeg fundet ud af på den helt hårde måde i 1000 meters højde i luftrummet over Herning i et lille svævefly under optagelserne til podcasten Køreturen, som i denne anledning vel går bedre under navnet 'Flyveturen'. 

For dagen ender, som du måske allerede har gættet, med at tage en ganske uventet drejning.

Inden afgang får jeg monteret en blå faldskærm på ryggen, hvorefter jeg krænger mig ned i svæveflyets cockpit. Sikkerheden skal naturligvis være i top.

Jeg får besked på, at jeg skal læne mig godt tilbage og ellers bare nyde turen, som kommer til at gå fra svæveflyvepladsen udenfor Herning og rundt i området. I strålende søndagssolskin i øvrigt.

En verdensmester ved styrpinden

Foran mig sidder den danske verdensmester i svæveflyvning, 34-årige Rasmus Ørskov, der til dagligt er revisor. Han er hamrende god til at manøvrere flyveren i de højere luftlag, og han har sagt ja til at medvirke i mit podcastprogram. 

Jeg sidder med min lille lydoptager på låret og giver en melding til Rasmus om, at vi er klar til starte programmet. Det er planen, vi skal optage både før, under og efter flyveturen.

Verdensmesteren sætter mig ind i alt, der er værd at vide om sikkerheden på turen. Og melder om perfekte vejrforhold - med dertilhørende turbulens. Sådan er det, hvis man vil opad i en svæveflyver. Det kan godt ryste lidt, forklarer han.

I bund og grund er jeg fuldstændig uvidende om, hvad der venter mig, mens jeg endnu ikke har gjort mig noget begreb om, hvor stor respekt jeg i dag har for både svæveflyvere og de entusiaster, der bruger alle deres weekender i sommerhalvåret på at komme en tur i luften.  

Flået op i luften

Ude foran svæveflyveren er Rasmus’ ven Frank, som i øvrigt er Europamester, ved at hægte en 1200 meter lang line fast under cockpittet. Det er den, der om få øjeblikke skal få os op i luften.

Eller nærmere flå os op i luften.

For hold nu op, der er fart på. Forinden har jeg lige stået og set Rasmus blive trukket op i luften under hans træning. To sekunder tager det. To sekunder, hvor farten går fra nul til over 100 kilometer i timen.

Tivoli har ingenting på gutterne ude på svæveflyvepladsen, det er helt sikkert.

- Er det normalt at være lidt smånervøs nu?, spørger jeg.

- Ja, svarer verdensmesteren helt roligt.

Behøver jeg nævne, at jeg skreg i vilden sky, da linen strammede til?

30 sekunder senere er vi 500 meter over jorden med udsigt over både Herning og Sunds. Et helt forrygende flot syn.

Da pulsen igen er faldet til ro, ruller interviewet videre. Rasmus fortæller mig om sin passion for svæveflyvning og alt, hvad der følger med. Jeg er mildest talt imponeret over alle de ting, der skal holdes styr på. Men som han siger: Baggrunden som revisor hjælper ham med at regne ud, hvordan han skal fange den næste sky, som giver den nødvendige opdrift.

'Tag dig sammen, tag dig sammen, tag dig sammen'

Rasmus svarer på alt, jeg spørger om, og udsigten er fortsat fænomenal.

Men turbulensen, som har rystet flyet under hele turen, begynder at blive mere nærværende. Ja, jeg får ligefrem kvalme. Men det er helt normalt, forsikrer Rasmus mig om.

Jeg forsøger at slå det hen og snakke videre, men kvalmen har godt fat i mig. På sådan en insisterende måde. Rigtig insisterende endda. 

‘Tag dig sammen, tag dig sammen, tag dig sammen,' mumler jeg for mig selv. Det kan simpelthen ikke passe, at jeg skal til at kaste op i verdensmesterens svævefly, tænker jeg.

- Der ligger jo poser her i siden, hvis det bliver nødvendigt, opmuntrer Rasmus.

- Hvor sagde du, de var?, vender jeg febrilsk tilbage.

Og så bliver der ellers stille omme på bagsædet hos mig. Helt stille.

Altså lige indtil jeg må stikke hele hovedet ned i posen. For åben mikrofon. Jeg rammer næsten ikke ved siden af.

Rasmus tager det rigtig pænt. Også på det punkt, at han en værdig verdensmester. Han får os sikkert ned på jorden igen, så jeg ikke skulle lide unødvendig overlast.

Lidt frisk luft og en mundfuld vand fik mig hurtigt på benene igen, så vi kunne lave programmet færdigt - på jorden. 

Det færdige resultat kan du høre lige her: