Podcast: Håndboldstjerne har oplevet folk gribe fat i ham: - Ekstremt grænseoverskridende
Det er ikke altid let at være en offentlig person, fortæller håndboldspiller Jesper Nøddesbo i denne uges udgave af podcasten Køreturen.
Han har opnået og oplevet det meste på håndboldbanen, 38-årige Jesper Nøddesbo, og derfor har hele Danmark også lært ham at kende udenfor halgulvet.
Men berømmelsen og det faktum, at mange har en mening om hans gode udseende er ikke altid let at håndtere, fortæller håndboldspilleren i en helt ny episode af podcasten Køreturen.
- Det er en svær størrelse at forholde sig til. Jeg kan selvfølgelig kun blive smigret over den opmærksomhed, men på den anden side er det også en opmærksomhed, jeg har det lidt dobbelt med.
- Jeg har det svært med, hvis det kun skal handle om, at jeg er en flot fyr, for jeg vil også gerne have noget andet at byde på. Jeg har det stramt med, hvis jeg skal være i en kasse, hvor jeg bare er en ’pretty boy’, lyder det.
Jesper Nøddesbo ved, at han gennem sin sport er en del af underholdningsbranchen, og den del af arbejdet har han ikke noget problem med.
Men det er noget andet, når opmærksomheden pludselig kommer for tæt på i privatlivet, fortæller han.
- Det er svært at forholde sig til at være blevet en offentlig person. Folk føler, de har adgang til en. Jeg vil rigtig gerne tale med folk og stoppe op og bruge tid på dem, men jeg har også haft nogle oplevelser, hvor det har virket som om, folk har troet, de ejede mig.
- Jeg skal skynde mig at sige, at det primært har været, når folk har fået lidt alkohol. Der har været nogle ting, der ikke har været så sjove. Jeg kan huske engang, jeg var til festival i Skanderborg, hvor jeg oplevede folk blive fysiske overfor mig. Der var folk, der tog fat i mig, fordi de gerne ville drikke en øl med mig eller fortælle mig noget. Det er grænseoverskridende for mig, når det bliver decideret fysisk, og folk begynder at gribe fat i en.
Simpelthen fordi du er en offentlig person?
- Jeg må gå ud fra, det er en del af det. Nu har jeg prøvet det i to år, og det er noget, jeg lige skal have mit hoved omkring. Folk er generelt rigtig søde, og mange har gode hensigter, men når de griber fat i en og mener, de kan beslaglægge dig i din fritid, så synes jeg faktisk, det er ekstremt grænseoverskridende, siger Jesper Nøddesbo.
På køretur med Jesper Nøddesbo
Du kan høre meget mere fra Jesper Nøddesbo i denne uges episode af Køreturen, hvor håndboldstjernen er gæst.
Her fortæller han om et liv med tvivl, usikkerhed og sårbarhed i rampelyset i en håndboldkarriere, der på overfladen ellers har set noget nær perfekt ud med store titler og triumfer.