Kort nyt

3. apr 2024 kl. 14:53

1000 tons sand fjernet fra begravet sommerhus

I flere år har en Hans Lund-Thomsen kæmpet en næsten umulig kamp mod sandet ved sit sommerhus i Hvide Sande. Det ligger i første klitrække, og selv om det måske skulle være en god ting, så betyder det også, at sandet begraver mere og mere af huset i takt med naturens gang.

Men nu er kampen for en stund sat på pause. Sandet, eller i hvert fald en del af det, er gravet væk.

- Jeg er glad for, at man nu kan gå ind i huset og om på terrassen. Nu går der flere år, før jeg behøver at bekymre mig, men jeg håber stadig på en mere stabil løsning, siger han.

- Vi har fjernet cirka 1000 tons sand fra sommerhuset. Det er ikke så meget, men nok til at det er gravet fri, fortæller Jørgen Astrup, der er projektleder og entreprenør hos Stauning Entreprenør og Maskinstation.

5 minutter siden

Stribevis af togaflysninger i morgentimerne

Onsdag morgen er der signalproblemer på strækningen mellem Struer St. og Vinderup St., hvilket resulterer i en række togaflysninger i morgentimerne. Det oplyser Gocollective. 

Det gælder følgende afgange: 

- Tog 5405 mellem Vinderup St. og Struer St. med afgang kl. 06:23. Der indsættes i stedet taxa fra Vinderup St. kl. 06:40.

- Tog 5416 mellem Struer St. og Vinderup St. med afgang kl. 06:43. Gocollective henviser til næste afgang. 

- Tog 95508 mellem Thisted St. og Struer St. med afgang kl. 07:42. Gocollective henviser til næste afgang. 

Du kan holde dig opdateret på Rejseplanen.dk. 

15 minutter siden

Vær opmærksom i morgentrafikken

Hvis du skal ud og køre onsdag morgen, så vær opmærksom på, at der flere steder i landsdelen kan være dis og tåge. Det skriver DMI

Ellers ser det ud til, at det milde vintervejr fortsætter, og onsdag vil temperaturen ligge på omkring 6 grader. 

Først på dagen vil der være mulighed for lidt eller nogen sol flere steder, men efterhånden trækker skyerne ind, og det bliver mest overskyet med stedvis dis eller tåge.

37 minutter siden

Har du husket cykellygten?

Hvis du skal ud på cykel her til morgen, så kan det være en god idé lige at tjekke, om du har din cykellygte med, og om den virker. Nordjyllands Politi har nemlig taget et kig i cykellygtens dagbog, og den føler sig ofte glemt, fortæller Nordjyllands Politi på X

Cykellygten kan gøre en stor forskel, når du cykler rundt i mørket - særligt i morgen- og eftermiddagstimerne, hvor der ofte er mange biler og cykler på vejene, så husk lygten, lyder opfordringen.  

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
49 minutter siden

Muflon-mysterium på Fur

Limfjordsøen Fur har fået en ny dyreart.

Sidste år dukkede en flok mufloner op på øen. En muflon er et bjergfår, der ikke hører hjemme i den danske natur. De fleste er enige om, at dyrene ikke selv er svømmet til øen -men hvem der har sat dem ud, står hen i det uvisse.

14. jan 2025 kl. 22:30

Skjern-anfører på måltavlen i slutrundedebut

Det blev til slutrundedebut for Skjern-anfører Emil Bergholt, da håndboldherrerne tirsdag aften vandt over Algeriet i overlegen stil. 

De danske drenge leverede fantasifuldt angrebsspil, storslået kontraopvisning og viste, at de er i stand til at spille sig frem til oplagte scoringschancer på noget nær hvert eneste angreb.

14. jan 2025 kl. 21:31

Pendlere kan se frem til længere transporttid

Passagererne på togstrækningen mellem Herning og Silkeborg jubler ikke ligefrem over udsigten til i fire uger at skulle køre med bus i stedet for tog.

14. jan 2025 kl. 21:29

Afspærringer er fjernet på Rute 11

Der er igen fri passage for billister på Rute 11 mellem Øsløs og Gøttrup.

Strækningen var tidligere på aftenen spærret på grund af et alvorligt trafikuheld, hvor en 57-årig kvinde mistede livet

Politiet har forladt stedet og afventer nu bilinspektørens konklusioner.

14. jan 2025 kl. 21:22

Herning følger pokaltriumf op med sejr i topkamp

Tirsdag vandt Herning Blue Fox Metal Ligaens topopgør med 3-2 ude over Odense Bulldogs, selv om holdet var bagud inden tredje periode.

Dermed udbygger Herning sin magelige føring i front af rækken, så den nu lyder på 15 point ned til fynboerne på andenpladsen.

14. jan 2025 kl. 20:58

Tyve på spil i genbrugsbutik

To malerier til en værdi af 5000 kroner stykket er blevet stjålet fra en genbrugsbutik i Lemvig.

- Tænk at stjæle fra en genbrugsbutik, hvor alle pengene går til de sårbare i vores samfund, siger Eva Daneville, der er frivillig i butikken. 

14. jan 2025 kl. 20:18

Hemmelighed blev hendes sidste ord

Der gik mange år før Michael Steinke Christensen fra Holstebro fik kendskab til sin mors barske barndom i Nazi Tyskland. Hun brød sig ikke om at tale om den svære tid, men han blev ved med at spørge. Nu har han optrevlet historien og udgivet bogen: Tre tallerkner til fem mennesker.

14. jan 2025 kl. 19:29

VM i håndbold betyder folkefest i Herning

Det er lige ved og næsten, at Danmarks håndboldherrer løber på banen i Jyske Bank Boxen i Herning.

Klokken 20.30 fløjtes der til kampstart. Her skal holdet forsøge at jagte den fjerde VM-titel i træk, og hos fansene er der selvsikkerhed at spore.

14. jan 2025 kl. 19:25

Kvinde omkommet i trafikulykke

En 57-årig kvinde er død i en trafikulykke nær Øsløs nord for Thisted. Kvinden kørte tidligere på aftenen sammen med en varebil på Aalborgvej. Det fortæller vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Vejen mellem Øsløs og Gøttrup vil fortsat være spærret helt af. Politiet ved endnu ikke, hvornår vejen åbner igen.

14. jan 2025 kl. 18:40

Aftale om beredskab på plads

Onsdag bliver en stor og vigtig dag for Torsten Schack Pedersen (V), som er minister for Samfundssikkerhed og Beredskab.

Her præsenterer han nemlig en aftale, som styrker netop Danmarks beredskab.

Det erfarer TV MIDTVEST.

Det har været en lang og bøvlet vej at få aftalen i mål - et forløb, hvor blandt andre beredskabsordførere valgt her i landsdelen har slået sig i tøjret og gjort tilværelsen svær for ministeren fra Thisted-kredsen.

14. jan 2025 kl. 18:03

Færdselsulykke: Vej helt spærret

Opdatering

  • En 57-årig kvinde er omkommet i forbindelse med ulykken. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi, som fortæller, at de pårørende er underrettet. Vejen er fortsat spærret.


På rute 11 mellem Fjerritslev S og Øsløs er der sket et færdselsulykke, hvor der er meldinger om fastklemte. 

Det skriver Nordjyllands Beredskab på mediet X.

Vejen er komplet spærret mellem Øsløs og Gøttrup, skriver beredskabet, som opfordrer bilister til at finde en anden rute.

14. jan 2025 kl. 17:58

Cykelekspert spår god sæson

Vingegaard skal i sadlen til flere store løb i det kommende år. TV MIDTVESTs cykelekspert Trine Schmidt spår en sæson, hvor Vingegaard kommer til at køre stort.

14. jan 2025 kl. 17:53

Hund fanget i røgfyldt villa

For anden gang på en time, måtte Nordvestjyllands Brandvæsen her til eftermiddag rykke ud til en røgfyldt villa i Struer-området - denne gang i Hjerm.

Der var ligesom ved første udrykning også tale om røg, der kom fra køkkenet. 

- Vi kommer ind og ser noget, der står på kogepladen, som vi tager ud, siger Jean Warming, der er indsatsleder ved Nordvestjyllands Brandvæsen. 

Huset er blevet ventileret for at blæse røgen ud af huset. Der er ikke andre skader. 

Der var ikke andre hjemme end en hund. Brandvæsenet blev tilkaldt gennem et alarmsystem i huset, fortæller Jean Warming. 

14. jan 2025 kl. 16:59

Brandvæsenet i aktion ved villa

Røg fra et køkken har tirsdag eftermiddag fået Nordvestjyllands Brandvæsen til at rykke ud til en villa i Struer.

- Det er formentligt på grund af kortslutning af en ovn, oplyser Simon Stage, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi. 

Der er ikke skade på hverken bygninger eller personer, og situationen er under kontrol, lyder det videre. 

14. jan 2025 kl. 16:56

Rekordmange pesticider i drikkevandet

I Silkeborg sætter de ind for at redde grundvandet, der har et rekordhøjt indhold af pesticider.

14. jan 2025 kl. 16:41

Begyndende skred lukker strækning

Et begyndende skred i en dæmning på togstrækningen mellem Engesvang og Silkeborg er årsagen til, at strækningen nu lukkes i fire uger.

- Det sker desværre en gang imellem. Vi har rigtig mange dæmninger, vi kører på, og nogle af dem begynder at bevæge sig, siger Anders Muus, der er sektionschef ved Infrastruktur i Banedanmark.

- Så vi er nødt til at bygge den op fra bunden, og det betyder desværre, at vi må lukke togdriften i fire uger.

14. jan 2025 kl. 16:40

Missing People afventer nye spor i sag om forsvunden 18-årig

Efter at have afsøgt områder omkring Herning og Horsens i weekenden, venter de frivillige hos Missing People nu på nye spor at gå efter, før de fortsætter eftersøgningen af 18-årige Marcus.  

- Vi er i tæt dialog med politiet omkring, hvad der giver mening, og hvor det giver mening at lede, siger Vivian Winther Eriksen, der er presseansvarlig hos Missing People.

18-årige Marcus har været forsvundet, siden han forlod Regionshospital Gødstrup onsdag aften i sidste uge. 

Siden er der ingen, der har set ham eller hørt fra ham. 

Marcus kommer fra Horsens-egnen, og derfor er sagen nu overdraget til Sydøstjyllands Politi

Vivian Winther Eriksen fortæller, at Missing People har kontaktet virksomheder og forretninger omkring hospitalet i Gødstrup og i Horsens. 

- Vi opfordrer dem til at se deres videoovervågning igennem og rette henvendelse til politiet, hvis de ser nogle, der ligner ham, siger hun og understreger, at de ikke har mistet håbet om at finde 18-årige Marcus:

- Så længe vi ikke har Marcus foran os, holder vi alle døre åbne. Vi ligger os ikke fast på noget.