25 kilometers biljagt: - Det er ikke normalt

Der udspillede sig noget af et drama mellem Hostebro og Herning, da politiet onsdag eftermiddag jagtede en bil gennem flere mindre byer. 

- Nu har jeg været mange år i politiet, og i gamle dage havde vi en biljagt hver uge. Men det har vi ikke mere. Det er ikke normalt, siger Anders Bøje Hansen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi. 

Jagten startede, da politiet klokken 16.40 fik en anmeldelse om et færdselsuheld i krydset mellem Ringvejen og Prins Buris Vej i Mejdal, hvor den ene bil straks var kørt videre. 

Vidner havde dog nået at registrere nummerpladen, og derfor kunne politiet hurtigt konstatere, at der var tale om en stjålen bil. 

Mellem Tvis og Hodsager opdagede en patrulje den stjålne bil. 

- De vender om og sætter jagten ind. Han kører meget hurtigt gennem Hodsager. Og på et tidspunkt er han over 150 kilometer i timen ude på landevejen, siger Anders Bøje Hansen. 

Biljagten fortsatte gennem Simmelkær i høj fart, inden patruljen endelig fik standset bilen og anholdt føreren. 

- Et slag på tasken vil være, at de jagter ham i i hvert fald 25 kilometer, siger Anders Bøje Hansen. 

Føreren er en 31-årig mand fra Skanderborg, der var påvirket af både alkohol og narko. Han har desuden fået frakendt sit kørekort.

I en rygsæk finder politiet knap 100 gram skunk. Derfor bliver den 31-årige udover diverse færdselsforseelser også sigtet for lov om euforiserende stoffer.  

Forsidefoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix