Muflonerne fra Fur: Forening frygter, at ideen spreder sig
Danmarks Naturfredningsforening vil have en principiel diskussion om muflonerne på Fur - og opfordrer samtidig bagmændene til at stå frem.
Muflonerne på Fur bliver nu til en sag for Vildtforvaltningsrådet.
Danmarks Naturfredningsforening mener, at der er behov for en principiel diskussion om, hvordan man skal reagere, når der bliver sat fremmede arter ud i den danske natur.
- Man kan ikke bare gå og sætte dyr ud i naturen uden at spørge myndighederne om lov. De her mufloner går jo rundt på andre folks jord, og alene det gør, at der bør være en snak om det. Samtidig kan de have en påvirkning af naturen. De kan bide noget af den botanik, som man gerne vil beskytte, helt ned, siger biolog i foreningen, Bo Håkansson.
En muflon er et sydeuropæisk bjergfår, der ikke er hjemmehørende i den danske natur. Sidste år dukkede der pludselig en flok af dyrene op på Fur - hvem der har bragt dem til limfjordsøen står hen i det uvisse, men faktum er, at det er ulovligt.
Naturstyrelsen opfordrer de lokale jægere til at skyde dyrene, hvis de kan komme til det. Men styrelsen vil ikke selv foretage sig noget aktivt i sagen, med mindre man får kendskab til, hvem der sat muflonerne ud.
Bo Håkansson mener, at Vildtforvaltningsrådet er et oplagt sted at tage diskussionen om den nye dyreart på Fur.
- Også fordi det kan have nogle principielle konsekvenser. Hvis man uden videre accepterer det her, kan det jo være, at det breder sig. Og det dur ikke.
- Er jeres ønske om en drøftelse i Vildtforvaltningsrådet også med henblik på, at muflonerne skal fjernes fra øen?
- Det kunne det godt være, men når vi ønsker snakken, er det helt fair at vende alle sten. Hvis nogen ligefrem synes, at der kan være en fordel ved at have dem på øen - det anser jeg umiddelbart for usandsynligt - skal det jo også på bordet, siger Bo Håkansson.
Selv om muflonerne er uønskede i den danske natur, udgør de ikke så stor en trussel, at biologen finder situationen helt akut.
- Man kan ikke sige, at det er en katastrofe, så alle røde lamper blinker, men mufloner kan være et problem på lokaliteter, som har særligt store botaniske interesser. Vi ved i forvejen, at for eksempel får kan fungere som plæneklippere, der kan pulverisere botanikken, siger han.
Bo Håkansson har også en opfordring til de indtil videre ukendte personer, der har sat muflonerne ud.
- Man kan opfordre til, at de træder frem. Det, de har gjort, er ikke okay, og de bør komme på banen i forhold til den snak, vi nu skal have om det videre forløb, siger han.
Muflonerne har været hårde ved træer og større buske på øen. Formanden for Danmarks Naturfredningsforening Skive-Salling, Gorm Væhrens, har taget disse fotos af træer, hvor barken er blevet bidt af.