Kort nyt

Kl. 13.11

Bager med opfindsom stikpille til Trump

Nogle kommer med sure opstød, når de er utilfredse. Bager Kjer i Videbæk kommer med et sødt opstød.

Se, hvordan bageriet gennem bagværk blander sig i debatten om Grønland i artiklen herunder:

Kl. 18.58

Fodboldhold på jagt efter ny venstre back

Viborg FF går nu her i januars transfervindue på jagt efter en ny venstre back. Det sker fordi, Oliver Bundgaard er sat ud af spillet med en korsbåndsskade i op mod et år.

- Vi leder ret markant efter en venstre back. Vi har et hul der på grund af skaden til Oliver, og vi vil hellere have en ny ind i dag end i morgen, fordi der kommer nogle gode træningskampe nu. Det har vores fulde fokus at finde en venstre back, siger Viborg FF's sportschef, Mads Agesen, til TV 2 Sport og TV MIDTVEST.

Kl. 18.26

Passet op af mand i sort tøj

Lars Benzon Mogensen fik søndag aften et opkald fra 17-årige søn, Oscar.

- Han sagde: Far, far, der er en voksen mand efter mig, fortæller Lars Benzon.

Sønnen fortalte, at han var blevet passet op af en mand, som havde sort tøj på og en halsedisse trukket op over næsen.

Kl. 17.23

Støjvold er ulovlig

En omdiskuteret støjvold ved en gokartbane i Faurholt viser sig nu at være ulovlig. 

I sidste uge skred en mængde jord ned og dækkede en offentlig vej og det satte fornyet fokus på støjvolden, som i forvejen var i naboernes søgelys.

Kl. 16.57

Dieselprisen når højeste niveau i 15 måneder

Dieselprisen rammer højeste niveau i mere end 15 måneder. Ikke siden 1. oktober 2023 har listeprisen for diesel været oppe på 15 kroner og 9 øre, som det er tilfældet igen mandag formiddag efter en prisstigning på 30 øre.

Det skriver TV2 ØST.


Kl. 15.32

Midtbanemand på vej til England

Magnus Westergaard var i dag fraværende ved Viborg FF's træning, da midtbanemanden er til lægetjek i den engelske League One-klub, Wycombe Wanderers. Tipsbladet kunne i går afsløre, at der er gang i forhandlinger imellem VFF og englænderne.

- Magnus Westergaard er en fantastisk fortælling for Viborg FF. Han har udviklet sig til at være en spiller, vi kan sælge, og det skal vi alle hylde. Også selvom Magnus Westergaard på den korte bane bliver et tab for os, siger VFF-sportschef Mads Agesen til TV 2 Sport og TV MIDTVEST. 

Kl. 15.30

Forsvarsprofil under kniven

Viborg FF's venstre back, Oliver Bundgaard, skal på mandag opereres for den korsbåndsskade, han pådrog sig søndag den 1. december i hjemmekampen mod Randers FC.

Han har ventet på operationen i nu halvanden måned, fordi ledbåndet i knæet også blev læderet. Derfor kan han først nu få foretaget en korsbåndsoperation.

23-årige Oliver Bundgaard ventes at være sat ud af spillet i op mod et år.

Kl. 15.18

Politikere deltager i transporteksperiment

Tre politikere skal mandag forsøge at finde fra hver deres by i Midt- og Vestjylland og ind i TV MIDTVESTs studie inden 19:30.

Hvis de ikke når det, kommer de ikke med i aftenens udseendelse.

Du kan følge med i de tre politikeres tur i livebloggen herunder:

Kl. 14.22

Vindfølsomme køretøjer frarådes på bro

Det blæser kraftigt på Sallingsundbroen. Det skriver Vejdirektoratet på deres hjemmeside. 

Vindfølsomme køretøjer frarådes derfor at passere. Viden forventes at aftage natten til tirsdag. 

Kl. 14.21

Traktorer dominerer landevej: Steen vil ikke finde sig i regler og afgifter

Steen Kjærsgaard har mandag eftermiddag, sammen med adskillige andre, sat sig bag rattet for at demonstrere for færre regler i landbruget.

Kl. 13.12

Tog aflyst resten af dagen

Tog mellem Herning og Skjern er aflyst resten af dagen. Det meddeler Go Collective til TV MIDTVEST.

Kommunikationskonsulent Mikkel Juul fra Go Collective fortæller, at det skyldes problemer med sporskifte. Det har Banedanmark meddelt Go Collective.

- Det betyder, at vi desværre er nødt til at indstille togdriften på strækningen resten af dagen, siger han.

Som det ser ud nu, kører togene mellem Skjern og Herning igen fra tirsdag morgen.

Kl. 12.28

Sag om hvidvask via minkskind vokser

En sag om hvidvask for millioner af kroner gennem minkskind vokser i omfang.

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) oplyser til TV MIDTVEST, at sagen nu tæller 18 sigtede.

Sagen blev første gang kendt i offentligheden tilbage i oktober, da politiet slog til mod flere adresser herunder i Thisted og Lemvig kommuner. 

På daværende tidspunkt oplyste NSK, at sagen talte 11 sigtede, hvoraf 10 var blevet anholdt.

NSK's efterforskning har nu ført til, at der er rejst sigtelser mod i alt 18 personer.

Aktuelt er en sigtet - en 43-årig mand fra Aarhus - varetægtsfængslet. Han har tidligere nægtet sig skyldig.

Kl. 11.57

Kørte med promille på over to: Nu har han fået sin dom

En 30-årig mand fra Letland er ved Retten i Holstebro blevet idømt en straksdom, efter at han søndag kørte ind i en anden bil med en promille, som viste sig at være over to.

Hændelsen skete i Lemvig, hvor manden kørte over i den forkerte vejbane, da han kørte ud af en rundkørsel. Her ramte han så den anden bil.

Politiet konfiskerede bilen.

Den 30-årige er idømt 20 dages ubetinget fængsel, fortæller anklagerfuldmægtig Caroline Antonsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Han har desuden fået en tillægsbøde på 9.500 kroner og er blevet frakendt sit førerbevis ubetinget i tre et halvt år. Den lettiske mand er desuden blevet udvist med et indrejseforbud i seks år.

Kl. 11.43

Nu skal politikere ud i den kollektive trafik

Nu skal politikere ud af bilen og i stedet ind i bussen, toget eller have snøret skoene ordentligt fast.

Det er nemlig blevet tre politikers tur til at prøve, hvordan det er at stå helt uden egen bil og være fuldstændig afhængig af offentlig transport.

I tre uger var det nemlig forbudt at starte bilen for flere midt- og vestjyder, der deltog i et TV-eksperiment for at blive klogere på hvilke alternativer, der er til biltransporten, som står for næsten en femtedel af Danmarks CO2-udledning.

Kl. 10.52

Tidligere guldvinder siger stop

Fodboldspilleren Jesper Lauridsen har besluttet sig for at stoppe karrieren. Det meddeler hans nuværende klub, Esbjerg FB.

33-årige Jesper Lauridsen kommer fra Lind ved Herning, og den professionelle karriere blev indledt i FC Midtjylland, hvor han var med til at vinde klubbens første danske mesterskab i 2015.

Siden har venstrebacken spiller for Randers FC, Hobro og Esbjerg.

Kl. 10.40

Minkmand løsladt

En 61-årig minkmand med tilknytning til Midt- og Vestjylland er blevet løsladt, efter han har siddet varetægtsfængslet siden oktober.

Det bekræfter forsvarer Mira Tøfting over for TV MIDTVEST.

Kl. 10.20

Endnu en milliongevinst på tanken

En heldig kunde har vundet 4,1 millioner kroner på en Eurojackpot-kupon, som er købt på Q8-tankstationen i Tjørring ved Herning.

Og faktisk er det anden gang på få år, at netop denne tankstation har solgt en kupon, som er millioner værd. Det skriver Herning Folkeblad.

Kl. 09.01

FCM-formand hylder Kjær: - En af de allerstørste

Fodboldlandsholdets tidligere anfører, Simon Kjær, meddelte mandag morgen, at han stopper karrieren.

35-årige Kjær indledte sin flotte karriere i FC Midtjylland, hvor det tilbage i 2007-2008 blev til 19 førsteholdskampe, inden udlandet kaldte.

FCM's bestyrelsesformand, Claus Steinlein, hylder Simon Kjær i et opslag på klubbens hjemmeside.

- Simon har sat et uudsletteligt aftryk på dansk fodbold. Hans lederskab, hans menneskelige egenskaber og hans evne til altid at klø på, uanset hvad der blev kastet imod ham, gør ham til en af de allerstørste, siger Claus Steinlein.

Kl. 09.00

14-årig vågnede i brændende villa

En 14-årig dreng havde efter en søndagstur i Jesperhus Blomsterpark taget en lur, men vågnede brat, da husets brandalarm gik. 

- Det kunne være gået helt galt, siger Lars Mikkelsen, der er politikommissær ved lokalpolitiet i Skive

Drengen var alene hjemme på en adresse i Nørre Søby. Da han stod op, opdagede han kraftig røg fra køkkenet, og klokken 13.49 ringede han 112. 

Brandvæsenet kunne konstatere, at branden var begyndt i køkkenet og havde spredt sig til stuen. 

- Der var ikke røg på drengens værelse endnu. Det var heldigt, at han vågnede lige der, siger Lars Mikkelsen. 

Ilden var slukket klokken 14.24. Hele huset er nu ubeboeligt. 

Det vides endnu ikke, hvad der antændte branden. Ifølge den 14-årige dreng var hverken ovn, kogeplader eller lignende tændt. 

Kl. 08.19

Flere uheld i morgentrafikken: Person slynget ud af bil

Mandag morgen har budt på en del uheld i trafikken.

Værst gik det for sig øst for Skjern, i krydset mellem Arnborgvej og Flodgaardsvej. En bil, der holdt stille, blev påkørt bagfra.

Vagtchef Viggo Rækby fra Midt- og Vestjyllands Politi fortæller, at en person derved blev slynget ud af bilen.

Den tilskadekomne blev fløjet på sygehuset i lægehelikopter.

Senere på morgenen kørte to biler frontalt sammen i et vejkryds ved Ikast.

- Alle involverede var ved bevidsthed, da de kom ud af bilerne, siger vagtchefen, der ikke har yderligere oplysninger udover, at der er tale om en overtrædelse af vigepligten.

Syd for Viborg skete også et uheld i trafikken mandag morgen, da en bil kørte frem for sin ubetingede vigepligt. Her var der umiddelbart ingen personskade.

Kl. 07.41

Millioner på vej til mere tryghed

Trygfonden donerer 9,3 millioner kroner til nye tryghedsskabende projekter og aktiviteter i Region Midtjylland. 

De nye donationer er uddelt efter TrygFondens overordnede mål og skal bidrage til at styrke trygheden i det midtjyske. 

Blandt andre har Ungdommens Røde Kors' indsats på Asylcenter Holstebro fået knap 600.000 kroner til deres børn- og ungeindsats. 

Værestedet Den Blå Mølle i Kibæk har fået 45.980 kroner til en sommerhustur i 2025.

I Viborg er kommunens ældre blevet tilgodeset med 239.600 kroner til et Seniorfolkemøde 2025 og projektet 'Cykling uden alder'.