Kort nyt

13. sep 2024 kl. 09:58

Er Ringkøbing det nye Christiania?

Politiet i Ringkøbing kom torsdag på en opgave, man normalt ville sætte i forbindelse med Christiania.

De fik nemlig et tip om, at en 59-årig mand dyrkede cannabisplanter i sit hjem på Mylius Erichsens Vej i Ringkøbing - og det viste sig at holde stik.

- Da vi kommer ud på adressen, finder vi 21 fuldvoksne hampplanter. Derudover finder vi 8 gram hash og 10 gram hampblade. Det er ikke noget, vi lige oplever hver dag herude, fortæller Martin Bjerg fra lokalpolitiet i Ringkøbing.

Manden kan nu se frem til en bøde.

Kl. 09.56

Tyv stjal proteinbarer

En tyv brød ind i en købmandsbutik, men kom ikke hjem med det rov, han havde tænkt sig. 

I stedet greb han efter nogle proteinbarer, men blev hurtigt opdaget af politiet, da han cyklede rundt i området. 

Det oplyser politikommissær ved lokalpolitiet i Holstebro Torben Ladefoged. 

Kl. 09.48

Mails med trusler er sendt til flere skoler

Rigspolitiet oplyser tirsdag morgen, at de har modtaget flere anmeldelser fra især skoler og uddannelsesinstitutioner. 

Flere skoler har tirsdag morgen omkring klokken otte modtaget mails med indhold som kan virke truende. Det skriver Rigspolitiet på X.

Politiet oplyser skriver, at de undersøger situationen, men at de ikke opfordrer skolerne til at evakuere eleverne. 

Fra Midt- og Vestjyllands politi lyder det, at der indtil videre ikke er tale om, at nogen skoler eller uddannelsesinstitutioner i regionen, som har modtaget mails af truende karakter.

Kl. 09.09

Brandstifter taget på video

Sådan så det ud umiddelbart efter brandvæsnets ankomst
Sådan så det ud umiddelbart efter brandvæsnets ankomst
Foto: Foto: Presse-fotos.dk

Det var ikke den sværeste opgave for politiet i Viborg at løse sagen om den hybridbil der blev sat ild til natten til mandag ved Viborg Katedralskole-

Gerningsmanden, en 28-årig mand fra Viborg, satte ild til bilen lige under skolens overvågning, og da politiet havde set de optagelse kunne de hente manden og anholde ham.

- Han er sigtet for at kaste en genstand gennem venstre siderude og herefter at sætte ild til bilen, oplyser politikommissær Peter Søndergård fra lokalpolitiet i Viborg.

Kl. 08.54

Drenge forgiftet

To drenge på 15 og 16 år fik sig mandag det, der nok er deres livs forskrækkelse.

Efter formodentligt at have røget en e-cigaret fik drengene voldsomme kramper og begyndte at kaste op.

De blev efterfølgende kørt til Regionshospitalet i Gødstrup.

Kl. 08.16

Mangler du lige én legoklods?

I dag er det International Legodag. Jo, sådan en er der såmænd også. Og står du lige og mangler én bestemt legoklods, så kan du næsten være sikker på, at Milan Zatykó fra Granslev ved Hammel har den.

Han lever af at sælge enkeltklodser, og på den måde har han gjort legoklodser til sin levevej.

Kl. 06.21

Minister overvejer yderligere tilsyn med politisager

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har indkaldt rigspolitichefen og rigsadvokaten til et møde, efter at anonyme betjente har fortalt DR, at politiet i nogle tilfælde helt bevidst undlader at efterforske reelle sager, så de ender med aldrig at blive til noget.

Det oplyser Peter Hummelgaard til DR, hvor han også siger, at han tager sagen "alvorligt".

Ministeren udtaler, at han "vil bede rigspolitiet og rigsadvokaten vurdere, om der i en periode kan være behov for at etablere et yderligere tilsyn med henlæggelser af sager".

Kl. 06.02

Hver femte dropper fritidsaktiviteter

Børn, der går til sport, spejder eller musik oplever større livstilfredshed, større skoleglæde og oplever mindre ensomhed.

Det viser en ny rapport fra Børns Vilkår, der blandt andet har spurgt 2125 elever i 4. og 7. klasse om deres fritidsliv.

Af rapporten fremgår det, at 13 procent af børnene i 4. klasse, ikke går til nogen fritidsaktiviteter. 

Blandt eleverne i syvende klasse er det 18 procent.

- Børnene siger selv, det er rart at have noget at gå til, fordi de får set venner og bliver bedre til aktiviteter, som de interesserer sig for - og fordi de kommer væk fra skærmen derhjemme, siger Mirjam Marie Westh, der er ungefaglig konsulent i Børns Vilkår.

For hende understreger rapporten vigtigheden af positive fællesskaber for børn i fritiden.

- Samtidig ved vi, at trygge fællesskaber i fritiden kan være et vigtigt helle for de børn, som har det svært i skolen eller derhjemme.

Forsidefoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kl. 05.34

DF'er hyrer Nigel Farages tidligere EU-spindoktor

Dansk Folkepartis medlem af EU-Parlamentet, Anders Vistisen fra Vridsted, har ansat Nigel Farages tidligere presserådgiver Hermann Kelly.

Kelly indleder arbejdet torsdag i denne uge som pressemedarbejder for Vistisen, oplyser det danske parlamentsmedlem.

- Hermann Kelly har vist sig som en af de dygtigste spindoktorer på den europæiske højrefløj. Han har været dybt involveret i brexit-afstemningen og var i en årrække chefrådgiver for Nigel Farage på medieområdet.

- Så vi er glade for, at Dansk Folkeparti har kunnet hive så stor en kapacitet til os i EU-politikken, siger Anders Vistisen.

Hermann Kelly skal dog ikke kun hjælpe partiet, men også styrke højrefløjen mere bredt i Europa, tilføjer Vistisen.

Valget af rådgiver kunne tyde på, at Dansk Folkeparti vil skrue endnu mere op for EU-kritikken. I hvert fald var Nigel Farage en af hovedkræfterne bag det britiske farvel til EU.

Kl. 05.03

Risiko for glatte veje

Det gælder stadig om at køre forsigtigt. Især i de tidlige morgentimer.

Vejdirektoratet oplyser, at der er risiko for glatte veje. Særligt i og omkring Herning, Ikast, Brande og Silkeborg.


Kl. 05.00

Roligt vejr i dag

Tirsdagens vejr i det midt- og vestjyske byder på lidt af det hele. Enkelte byger og lidt eller nogen sol med temperaturer på mellem fire og otte grader.

Der kommer kun en svag vind. Den vil komme fra syd i begyndelsen af dagen og dreje mod øst.

Kl. 04.30

25-årig hjælper døende

Naja Paakjær Mikkelsen fra Ringkøbing er en af de yngste, der er frivillig i Røde Kors’ vågetjeneste.

- Ingen skal dø alene, og jeg synes, det er en vigtig opgave at kunne hjælpe folk herfra, siger hun.

I en TikTok-video fortæller hun om, at de frivillige våger over døende mennesker, så dem der skal dø kan få ro og tryghed. Både hos dem, som ingen pårørende har, men også hos dem, hvis pårørende trænger til et hvil.

27. jan 2025 kl. 22:32

Vil forene kræfterne på venstrefløjen

Danmark er på vej til at få et nyt rødt parti. 

Fraktionen Rødt Venstre arbejder på at forene kræfterne på venstrefløjen. Medlemmerne mener, at Enhedslisten er rykket alt for langt mod højre. Med i kampen for en ny rød stemme  er Pia Thorsen fra Nykøbing og Per Møller Jacobsen fra Herning.

27. jan 2025 kl. 21:39

Nye initiativer skal sætte ind overfor diskrimination

SVM-regeringen nu sætter ind mod den racisme og diskrimination, som mange grønlændere i Danmark oplever. 

I dag fremlagde Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek 12 konkrete initiativer, der sætter fokus på racismen. Med initiativerne følger også 35 millioner kroner, som over de næste fire år skal være med til at bekæmpe det, som ministeren kalder for et alvorligt problem.

27. jan 2025 kl. 20:31

Marie mister sin veninde: - Uvisheden er det sværeste

Efter 40-årige Marie Bach Jakobsen fra Viborg fik at vide, at hendes veninde er uhelbredelig syg af kræft, talte hun med en sygeplejerske.

- Hun snakkede med mig om ventesorgen, og det gav mig en ro, og jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle gå på listetæer, det er okay bare at spørge, og Rikke (veninde, red.) kan bare sige, hvis hun ikke lige orker at snakke om det, siger hun.

27. jan 2025 kl. 19:28

80 år siden befrielsen: Torbens far overlevede Auschwitz

Mandag markeres 80-årsdagen for befrielsen af Auschwitz i Polen, hvor cirka 1,1 million mennesker blev dræbt.

Torben Leninums far var en af fangerne.

27. jan 2025 kl. 19:00

Politiker skifter parti

Regionsrådsmedlem i Region Nordjylland og kommunalbestyrelsesmedlem for Venstre i Thisted Kommune, Peter Larsen, skifter parti. Han forlader Venstre til fordel for Liberal Alliance. Det oplyser han til TV MIDTVEST.

Læs hele historien her:

27. jan 2025 kl. 18:01

Lad nikotinprodukter blive hjemme fra idræt

I flere idrætsforeninger i Ringkøbing-Skjern Kommune bliver der nu sat fokus på et tobaks- og nikotinfrit idrætsliv. Det skriver kommunen på deres hjemmeside.

Derfor vil man nu kunne finde skilte med opfordringen "Her er vi fælles om et Tobaks- og nikotinfrit idrætsliv," i flere af kommunes haller.

Trine Bloch Burmølle, der er Udviklingskonsulent for Sundhedscenter Vest, er glad for kommunes tiltag.

- Vores fokus er, at børn og unge ikke skal lære at ryge eller bruge snus, så når der er nogle idrætsfaciliteter, som også er interesserede i den dagsorden, er det oplagt at indgå i et samarbejde. Måske kan vi også være med til at aflive nogle af de myter, der er om snus, som for eksempel at det er præstationsfremmende i idræt. Det er det ikke, tværtimod, forklarer hun.

Indsatsen forgår i samarbejde med DGI Vestjylland, og vil være fuldt udrullet i slutningen af februar.

27. jan 2025 kl. 17:47

Pludselig fik en gruppe krondyr travlt

Flere har de seneste dage registreret en ulv omkring Brande. En af dem er Emil Harrild Bach Jensen.

- Pludselig kunne jeg se, hvordan krondyrene løb mod skoven med en ulv i hælene, forklarer han. 

27. jan 2025 kl. 16:46

Politiker tavs i sag om whisky

Danmarksdemokraterne har på vegne af erhvervsordfører Betina Kastbjerg, der er er valgt i Vestjyllands Storkreds, gjort TV MIDTVEST opmærksom på en historie om, at Stauning Whisky måske har et problem med sin Whisky på rug. 

Den markedsføres som "Rye Whisky", men Danmarksdemokraterne skriver, at det kan være i strid med en handelsaftale mellem EU og Canada. Men nu vil Betina Kastbjerg ikke udtale sig om sagen, selv om hun har stillet spørgsmål til ministeren.

Læs hele historien her:

27. jan 2025 kl. 15:19

Spillere i chok over VM-modstander

Spørger man sig i den danske VM-lejr, var der ingen af håndboldherrerne, der før turneringen havde regnet med Brasilien som modstandere i en VM-kvartfinale. Gættet var i stedet faldet på topnationer som Sverige, Spanien, Norge og Portugal.

- Hvis du havde spurgt en hvilken som helst ekspert før turneringen, var der næppe nogen, der havde sendt Brasilien videre fra den gruppe, siger Rasmus Lauge efter mandagstræningen i Oslo og uddyber:

- Det er kun positivt. Det er fedt, og vi er alle sammen glade for, at det ikke kun er "the usual suspects", der er videre. Fans og tilhængere af håndbold har jo også efterspurgt i mange år, at der kommer nogle overraskelser, siger Rasmus Lauge.

Brasilien har ved VM slået Norge, Sverige og Spanien, så det er slet ikke tilfældigt, at sydamerikanerne er blandt turneringens otte bedste.

Danmark møder Brasilien onsdag aften.