Kort nyt

Kl. 15.59

Flest sigtet for vanvidsbilisme i Midt- og Vestjylland

I april 2021 trådte loven om vanvidsbilisme i kraft. Direktør i transportfirma har et bud på hvorfor. 

20 minutter siden

Tyve gik specifikt efter landbrugsmaskine

En landmand i Hundborg fik sig en overraskelse, da han torsdag morgen opdager, at han mangler sin gule minilæsser. Dertil mangler der også tilhørende skovl og pallegaffel.

- Det virker til, at tyven er gået direkte efter landbrugsmaskinen, oplyser Lokalpolitiet i Thisted.

Politiet oplyser derudover, at de er i færd med at undersøge nogle DNA spor, der blev efterladt på gerningsstedet.

59 minutter siden

Kommune indfører forbud mod nikotin på fodboldbaner

I Skive Kommune har man besluttet at forbyde indtagelsen af nikotin på fodboldbaner og andre idrætsanlæg. 

Kl. 15.54

Endnu et produkt tilbagekaldes

Minimuffins af mærket Mrs. Muffin tilbagekaldes, da der kan være mug i produktet.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Fundet af mug gør produktet uegnet som fødevare.

De små muffins er solgt i Bilka- og Netto-butikker landet over og online på Nemlig.com.

Kagerne med navnet "Mini Muffins Classic" kan kendes på bedst før-datoen 18. januar 2025.

Forbrugere kan kassere produktet eller kontakte butikken, hvor det er købt.

Kl. 15.16

Småkager tilbagekaldes

Småkageproducent tilbagekalder småkagerne Sweet Home af mærket Zlotoklos, da produktet indeholder udeklareret soja.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Soja er et allergen, der skal fremgå af produkters mærkning.

Kl. 14.36

Speciel velkomst til nyt job

Michael Stadil er lige flyttet fra Nørrebro til Silkeborg på grund af nyt job. Nye kollegaer ville byde ham velkommen, og det involverede blandt andet 70 nøgler og 37 mystiske opkald.

Kl. 14.15

Brand i silo - 500 tons foder går tabt

0:10

Der er fredag eftermiddag opstået brand i DLG-siloen på havnen i Struer.

Indsatsleder Birgitte Buskov fra Nordvestjyllands Brandvæsen fortæller til TV MIDTVEST, at foderet i siloen er så olieholdigt, at det kan selvantænde. I dag udviklede det sig så til flammer.

- Der er nu 500 tons foder, der er ubrugeligt, lyder det. 

Indsatslederen oplyser, at det var en borger, der observerede røg fra bygningen og derefter tilkaldte brandvæsnet. 

Brandvæsnet vurderede, at man måtte gå ind i laden, og derfor skar man porten op. 

Der er nu styr på branden på stedet, og man er i gang med at fragte kornet ud af laden i øjeblikket. 

Kl. 14.09

Nyhedsudsendelser kan ikke følges på tvmidtvest.dk

TV MIDTVEST har fredag tekniske udfordringer, og det vil derfor ikke være muligt at se aftenens nyhedsudsendelserne live på tvmidtvest.dk.

Udsendelserne kan ses på flow-tv, og vi vil forsøge at lægge udsendelserne ud senere i aften. 

Kl. 13.31

Forbruget af PFAS-pesticider slog rekord

Forbruget af såkaldte PFAS-pesticider i dansk landbrug slår tidligere års rekorder.

Det skriver Ingeniøren på baggrund af en opgørelse over danske landmænds indberetninger til Miljøstyrelsen.

Landmændene sprøjtede med rekordhøje 196 ton PFAS-stoffer fra 1. august til 31. juli 2023.

Den tidligere rekord var på 117 ton i 2023.

Kl. 12.54

Hollandske forsvarshelikoptere har øvet i landsdelen

Forsvarshelikopter
Foto: Forsvaret

I to uger har Forsvaret haft besøg af et par slagkraftige helikoptere fra Holland, som blandt andet har øvet skarpskydning og taktisk troppetransport med deres danske kollegaer. 

Det skriver Forsvaret på X. 

Forsvaret skriver, at helikopterne har fløjet over det midt- og vestjyske, fordi de danske øvelsesterræner giver gode muligheder for at træne forskellige typer af skarpskydning og lavflyvninger.

Under opholdet har de haft base i Karup og fløjet til blandt andet Borris og Oksbøl. Så hvis man har hørt lidt ekstra larm på det seneste, så er det ikke så sært, skriver de.

Fredag er sidste dag, hvor helikopterne er i Karup. 

Kl. 12.38

Mistænkeligt skum sætter stopper for vinterbadning

Morsø Kommune fraråder vinterbadning ved Sundby Strand, skriver kommunen i et opslag på Facebook.

Det er en borger, der har set noget mistænkeligt skum i området, som ligger tæt på Vilsundbroen.

- Vi vurderer umiddelbart, at det er bundfald fra en regnvandsledning, skriver kommunen.

Det er først muligt for kommunen at få foretaget prøver på mandag, så vinterbadning frarådes indtil da.

Morsø Kommune opfordrer til, at man giver beskeden videre til potentielle vinterbadere.

Kl. 12.19

27-årig mand idømt 4 års fængsel for forsendelser med stoffer

Retten i Viborg har idømt en 27-årig mand fire års fængsel for at have forsøgt at få sendt i alt 2,9 kilo amfetamin gennem forskellige forsendelser.

Manden blev opdaget af Toldstyrelsen, der opfangede flere forsendelser med det euforiserende stof. Forsendelserne er sendt til 'ikke eksisterende' adresser med navne på 'rigtige' mennesker.

- Efter overvågning fangede man den 27-årige gerningsmand, der i første omgang nægtede sig skyldig til politiet, lyder det fra anklager Kasper Helbo ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Den 27-årige mand virkede afklaret i retten efter at have erkendt sig skyldig.

Kl. 11.50

Mand modtog 11 sigtelser efter biljagt

En 28-årig mand fra Viborg blev efter en længere biljagt stoppet og anholdt af en patrulje i Viborg. Det fortæller lokalpolitiet i Viborg.

Her modtog han 11 sigtelser for blandt andet vanvidskørsel, en ulovlig kniv i bilen og en uregistreret bil.

Kl. 11.39

Danish Crown vil slagte 250.000 flere grise

Danish Crown vil øge tilførslen af grise og indfører derfor tillæg til de andelshavere, der leverer flere grise end forventet.

250.000 flere grise skal der slagtes inden regnskabsåret er omme. Derudover indfører Danish Crown er tillæg på 80 øre per gris.

- Vores mål er at øge tilførslerne med mindst 250.000 grise i dette regnskabsår, for det vil sikre en bedre afregning til alle andelsejere, siger Daniel O. Pedersen, der er næstformand i Danish Crown Amba, i meddelelsen.

- Med andre ord vil flere grise spare os for flere omkostninger, end udbetalingen af tillæg vil koste os, lyder det videre.

Kl. 10.43

Søstjernerne mangler

Mens fiskerne torsdag endelig fik deres licenser til at fange muslinger i denne sæson, så lader de tilsvarende licenser til at fange søstjerner stadig vente på sig.

Det betyder blandt andet, at der ikke er noget at levere til virksomheden Danish Marine Protein. Her producerer man nemlig primært søstjernemel.

Kl. 10.05

Mistanke om skimmelsvamp lukker skole

Eleverne på Humlum Skole er blevet bedt om ikke at møde ind som vanligt efter efterårsferien. Der er mistanke om skimmelsvamp i skolens hovedbygning, og derfor har skolen sammen med kommunen fået et firma til at lave en undersøgelse. 

- Indtil vi har et overblik og nogle prøvesvar, synes vi ikke, det er forsvarligt at have elever og medarbejdere i bygningen, siger Jeanette Enevoldsen, der er er skolechef i Struer Kommune.

Den midlertidige lukning betyder, at skolens ældste elever skal møde ind på naboskolen i Bremdal, og skolens yngste elever skal undervises i byens sportshal.

Kl. 10.00

Gammelt signalsystem skyld i togaflysninger

Mange steder i landsdelen har togene holdt stille fredag formiddag. Et gammelt signalsystem for togene skaber signalfejl, og det skaber store problemer for togene. Signalsystemet skulle have været skiftet i 2010'erne, men nu er det først klar i 2033. 

Kl. 07.36

Antallet af indbrud i Midt- og Vestjylland er faldet

I tredje kvartal af 2024 er der blevet anmeldt 3503 indbrud i danske hjem. Det er ti procent færre sammenlignet med samme periode i 2023. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

I Midt- og Vestjylland er antallet af indbrud også nedadgående. I 3. kvartal 2024 er antallet faldet med 38 procent i forhold til samme periode i 2023. Tæt på alle kommuner viser et fald.

Men selvom antallet er faldende, skal man fortsat være på vagt, når tyvenes højsæson nu går i gang.

Det siger programleder i Bo Trygt Britt Wendelboe.

- Vi går ind i en tid med mange mørke timer i døgnet, og så er det nemmere for indbrudstyvene ikke at blive set, lyder det.

Kl. 06.57

Træfsikker på isen igen

Der gik tre kampe, inden Oliver Bjorkstrand fik gang i målscoringen i den nye NHL-sæson, men nu har den herningensiske forward tilsyneladende fået indstillet sigtekornet.

Bjorkstrand scorede for anden kamp i træk natten til fredag, da hans hold, Seattle Kraken, på hjemmebane besejrede Philadelphia Flyers med 6-4.

Det var holdets tredje sejr i fem kampe.

I onsdags lavede Oliver Bjorkstrand både mål og assist, da Nashville Predators blev slået 7-3, og han er dermed oppe på tre point i fem kampe.

Kl. 06.55

Det går nedad for stærene

På 40 år er der forsvundet omkring 75 procent af stærene i Danmark - og det går kun én vej, og det er nedad. Det viser de nationale punkttællinger, som DOF laver.

- Det er ret dramatisk, at det er droslet sådan ned, siger Egon Østergaard, der er formand for Dansk Ornitologisk Forening.

Kl. 06.43

Knallerthærværk på fodboldbaner

Onsdag aften til torsdag morgen har en gruppe knallertfører begået hærværk på to fodboldbaner i Vemb, oplyser Lokalpolitiet i Ringkøbing.

Fodboldbanerne var beskadiget i så høj grad, at de ikke er mulige at bruge igen før reparation.

- Nogle af hullerne er 10 centimeter dybe og der er over 50 donut ringe i græsset, fortæller Peter Ackermann, Lokalpolitiet i Ringkøbing.

Anmelderen har taget kontakt til en lokal SSP konsulent - som skal hjælpe med at finde frem til gerningsmændene.