Kort nyt

22. jul 2024 kl. 22:32

Mor til transkønnet bifalder ny bog

- Hvis børn er i tvivl om deres køn, vil sådan en bog enten bekræfte eller afkræfte, hvad de er.

Sådan siger Chalotte Rahbek, der selv er mor til en transkønnet, om den nye børnebog ”Noah er en pige & Nora er en dreng”.

7 minutter siden

Smoothies til børn kaldes tilbage

smoothie
Foto: Fødevarestyrelsen

Fødevarestyrelsen oplyser, at Geia Food a/s tilbagekalder økologiske smoothies til børn, fordi der er risiko for mug i produktet. Det skyldes en fejl i emballagen.

Fødevarestyrelsen opfordrer til, at man enten kasserer produktet eller afleverer det der, hvor det er købt. Smoothierne er solgt i Rema 1000 over hele landet.

13 minutter siden

Hundeejer læste om sin hund i medierne

En 49-årig mand har meldt som ejeren af den dansk-svenske gårdhund, der i sidste uge måtte tage en nat i detentionen på politigården i Viborg, efter den var blevet væk fra sin ejer. 

Men genforeningen koster ejeren et par sigtelser efter hundelovens bestemmelser. 

Kl. 13.31

Razzia: Talte i mobil og påkørte betjent

Lokalpolitiet i Silkeborg var tirsdag på razzia langs Søndre Ringvej. Her stoppede politiet en række trafikanter, som ikke overholdt loven på den ene eller anden måde. 

Her fremhæver politikommissær Kenn Sølvkær Jensen en episode som særligt farlig. 

- Vi har en observationsmand stående 500 meter fra det sted, hvor folk bliver vinket ind. Han ser, at der er en, der taler i telefon, og da bilisten har kørt de 500 meter, taler han stadig. Den uniformerede betjent, som står i en vest, kan godt se, at bilisten ikke kigger op, så han springer til side, men bliver alligevel ramt af sidespejlet på højre arm.

Han tilføjer, at bilisten stoppede med det samme, da han opdagede, hvad der var sket. 

- Men det er jo åbenlyst, hvorfor han ikke opdagede betjenten inden. Hans fokus var et andet sted, siger politikommissæren. 

Bilisten bliver derfor sigtet for at tale i håndholdt mobiltelefon. Derudover skal politiet vurdere, om han også skal sigtes for påkørslen af betjenten. 


Billedet på forsiden har ikke noget med den aktuelle sag at gøre. Det er taget af Khan Tariq Mikkel/Ritzau Scanpix.

Kl. 13.05

Uheld på hovedvej

Opdateret 15.45: Køen ser nu ud til at være opløst.

Onsdag eftermiddag er der sket et uheld på rute 11 Oddesundvej i Thy. 

Det skriver Vejdirektoratet på sit trafikkort. 

Uheldet er sket mellem Sundby og Thisted i nordgående retning. 

Stedet er endnu ikke sikret, skriver Vejdirektoratet.

På trafikkortet kan man se, at der er opstået kø eller i hvert fald øget køretid på begge sider af uheldet. 

Kl. 13.02

20-årig dømt for uagtsomt manddrab

En 20-årig mand fra Randers-området er onsdag blevet dømt for uagtsomt manddrab ved Retten i Viborg. Det koster ham en bøde på 8.000 kroner og en betinget frakendelse af sit kørekort. 

Det skriver retten på det sociale medie X. 

En 65-årig mand fra Tjele mistede 22. oktober sidste år livet i en trafikulykke, da han kom kørende i en minibus vest for Viborg og mødte den dengang 19-årige mand i T-krydset mellem Tjele Møllevej og Hobro Landevej.

Ulykken skete, da den nu 20-årige mand kom kørende med for høj hastighed i en kurve og endte med at køre af vejen ud over et grønt område for derefter at torpedere minibussen på en anden vej, forklarer anklager Frederik Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.

Den dømte modtog sin dom med det samme.

Kl. 12.52

Amerikaner har været ulovligt i Danmark i 17 år

Et skænderi mellem en kvinde og en mand er for ham endt med 40 dage i fængsel.

Tirsdag blev en patrulje kaldt ud til husspektakel på Lollandsgade i Silkeborg, og her var et kærestepar godt i gang med at skændes. Men da politiet dukkede op, viste det sig, at den ene part slet ikke må være her i landet. 

- Når man kommer fra et sted uden for EU, må man ikke være her i mere end 90 dage, men han har opholdt sig ulovligt i Danmark siden 2008, siger Kenn Sølvkær Jensen fra lokalpolitiet i Silkeborg. 

Manden, der er 46 år og fra USA, blev anholdt og stillet for en dommer. Her fik han 40 dages fængsel for ikke at have opholdstilladelse. Efter han har afsonet sin straf, bliver han desuden udvist af landet. 

- Det er imponerende, at han har opholdt sig i så lille et land uden at være kommet i søgelyset. Men han har for eksempel ikke haft brug for en læge. Og hvad han har ernæret sig ved, ved vi ikke, siger Kenn Sølvkær Jensen.

Kl. 11.46

15-årig sigtet for at køre uden kørekort til motorcykel

En 15-årig dreng fra Vestsalling kørte tirsdag alt for stærkt på sin knallert. Det kunne han, fordi knallerten var bygget om til at kunne køre mere end de 30 kilometer i timen. 

Derfor er drengen nu sigtet for en stribe overtrædelser - blandt andet at køre uden kørekort til motorcykel.

Kl. 11.02

Skrothandler er "pisseirriteret"

Nedrivnings-, ophugnings- og skrothandelsforretningen Jatob Aps i Bjerringbro har haft ubudne gæster for tredje gang inden for kort tid, og det er direktør Orla Daugaard Rasmussen rigtigt træt af. 

- Det er pisseirriterende. Det er også en økonomisk bet. De har hentet for omkring 300.000 kroner, så det er ikke til at blive ved med at holde til. Det er sgu træls, siger han til TV MIDTVEST.

Kl. 10.47

EU vil lægge skat på billige varer fra Kina

Det kan snart blive dyrere at købe pakker på online markedspladser som kinesiske Temu.

I hvert fald foreslår EU-Kommissionen at fjerne fritagelsen for told på pakker, der koster under 150 euro. Det svarer til omkring 1100 kroner.

Forslaget er del af et udspil, der også lægger vægt på øget kontrol med, om billige varer fra tredjelande lever op til EU's regler på eksempelvis miljøområdet.

Det sker for at beskytte forbrugerne og sikre lige konkurrencevilkår for onlinebutikker i EU, siger EU's handelskommissær, Maros Sefcovic.

Udspillet kommer, på et tidspunkt hvor europæerne tilsyneladende er gået shop amok i billige varer på internettet på et niveau, der lagt overskygger corona-dagene.

Kl. 10.35

Butikstyverier stiger for tredje år i træk

For tredje år i træk er antallet af anmeldte butikstyverier stigende. Sidste år blev der anmeldt 27.625 butikstyverier.

Det er 13 procent flere anmeldelser end året før, viser tal fra Danmarks Statistik.

Stigningen skaber frustration hos købmændenes brancheorganisation.

- Butikstyverier er stukket helt af, og det har alvorlige konsekvenser for både butikker, medarbejdere, men også lokalsamfundet bliver ramt, siger administrerende direktør hos De Samvirkende Købmænd Jannick Nytoft.

Han forventer, at tallet reelt er langt større og indeholder et mørketal af butikstyverier, der ikke bliver anmeldt.

- Det er et rekordhøjt tal i de seneste 20 år. Vi troede, at det var inflationen, der drev det, men stigningen er blevet ved, siger Jannick Nytoft.

I 2024 blev der i gennemsnit begået omkring 75 butikstyverier om dagen ifølge antallet af anmeldelser.

For danske dagligvarebutikker alene løber omkostningerne op i mindst to milliarder kroner årligt, skriver brancheorganisationen i meddelelsen.

Kl. 10.33

Nyt kæmpehotel på vej

Et nyt hotel på sammenlagt 7.500 kvadratmeter og med 450 sengepladser kan være på vej i Bjerregård tæt på Hvide Sande.

Hotellet skal erstatte en forladt svinefarm, der i mange år har stået ubeboet hen.

- Alle ønsker at få den svinefarm ned, når den ikke er i brug længere. Og så er det en oplagt mulighed for at selvfølge for at forstærke en af kommunens styrkepositioner, som er turismen, fortæller Ole Knudsen (V), der er formand for teknik- og miljøudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Kl. 10.28

Simon fra Hvide Sande lander kæmpe håndboldjob

Simon Dahl, der er opvokset i Hvide Sande, bliver permanent cheftræner i Aalborg Håndbold.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside. 

Den 33-årige træner kommer fra en rolle som assistenttræner i klubben, men har været fungerende cheftræner, efter klubben tog afsked med den tyske stjernetrænere Maik Machulla efter kort tid i klubben.

Simon Dahl, der taget alderen i betragtning, er ung i trænerregi, får dog hjælp af erfarne Henrik Kronborg, der har været assistenttræner på landsholdet i mange år.

Aftalen gælder frem til 30. juni 2027.

Klubben er en topklub i Danmark, men gør også fin figur i udlandet i blandt andet Champions League.

Kl. 10.09

Overlæge spår stigende smittetal

Det kan blive en periode med stigende smittetal, vi går ind i, spår overlæge Lars Østergaard. 

Influenzaen er kommet for at blive.

Kl. 09.40

Villa tømt for sexlegetøj for op mod 10.000 kroner

Først på formiddagen tirsdag var en villa udsat for indbrud, og kosterne er af den mere pikant type. 

Mellem klokken 08.15 og 10.40 var villaens beboer væk fra sit hjem uden for Roslev i Skive Kommune, og da anmelderen kom tilbage, havde ubudne gæster været på besøg. 

- Anmelderen er sikker på, at dørene var låst fra morgenen af, men både hoveddøren og kælderdøren stod åben, da anmelderen kom hjem, siger Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive, der tilføjer, at der dog ikke er fundet opbrudsmærker omkring dørene.

På stedet konstaterer anmelderen, at der mangler sexlegetøj for mellem 6.000 og 10.000 kroner.

- Vi har mistanke til en person i sagen, så nu følger vi op og ser, om mysteriet kan blive løst, siger Niels Bach.

Forsidebilledet er ikke af tyvekoster fra denne sag. Det er taget af Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix.

Kl. 09.37

Trist: Derfor flages der ikke for Dronning Mary

Tirsdagens tragedie i Sverige, hvor 11 er døde efter skyderi på et gymnasium, betyder, at flagene ikke går til tops på officielle bygninger i dag, hvor Dronning Mary ellers fylder 53 år.

Det har Justitsministeriet og Kongehuset besluttet sammen. Det samme gælder i morgen, hvor det er Prinsesse Marie, der har fødselsdag.

Kl. 09.18

17 timer efter er der stadig flammer

Branden, der i går fik en 25-årig mand til at redde sin 76-årige nabo i Sønder Felding, er ikke helt overstået.

Onsdag morgen er Brand & Redning MidtVest på stedet for slukke det sidste ild. 

- Der er nogle brandlommer, som vi efterslukker med vand. Det er helt stille og roligt, konstaterer indsatsleder Søren Stidsen og slutter:

- Vi kører herfra om maksimum en times tid. 

Kl. 09.10

Jens vil have nye regler for ulve

Jens Ingemann Feldbak har flere gange oplevet, at ulve har angrebet hans får i Isenvad.

Han har haft får siden 2020, og problemet bliver ifølge ham kun større.

- Vi ser et stigende problem med, at de kommer ind til vores får på den ene eller på den anden måde. Og de laver altså voldsom ravage, hvis de først kommer ind til sådan en flok, siger han. 

Kl. 09.02

Årets cykelrytter kører på hold fra Skive

Det Skive-baserede cykelhold Team Coloquick har haft mange fine navne på holdkortet.

Blandt andre har Tour de France-stjernen Jonas Vingegaard kørt på holdet, og nu kan holdet bryste sig af at have årets cykelrytter 2024 på holdet.

Tobias Aagaard Hansen, der i oktober blev dobbelt verdensmester i banecykling i Ballerup, løb med titlen foran Jonas Vingegaard, som med sin andenplads i Tour de France ikke kunne hamle op med Coloquick-rytteren. 

Det er Tobias Aagaard Hansens første sæson på Team Coloquick.

Kl. 08.53

Plyndrede byggeplads for flere hundredetusinde kroner

En byggeplads på Attenagrevej i Ringkøbing fik mellem mandag og tirsdag besøg af langfingrede gæster, der kunne tage værdier for flere hundrede tusinder kroner.

Lokalpolitiet i Ringkøbing har ikke klarhed over, om der er tale om en eller flere gerningspersoner, oplyser politikommissær Bjarne Askholm fra lokalpolitiet i Ringkøbing.

Politiet kan dog konstatere, at der fra pladsen er blevet stjålet en minilæsser af mærket Weidemann til en værdi af 250.000 kroner.

- Minilæsseren var ellers sikret ved at afmontere hovedafbryderen og gemme nøglen, men den blev stadig stjålet, fortæller Bjarne Askholm.

Derudover er to rotationslasere fra to forskellige virksomheder på byggepladsen blevet stjålet til en værdi af henholdsvis 15.000 kroner og 25.000 kroner.

- Der er desværre ikke noget overvågninger fra stedet, så hvis nogen ved noget, så vil vi gerne høre fra dem, fortæller politikommissæren og konstaterer:

- Det er en, der er gået målrettet efter det. En, der har vidst, det var der. 

Kl. 08.43

Gravid kvinde undersøgt efter trafikuheld: Her er status

Et uheld på i krydset mellem Brejningvej og Gl. Landevej lige udenfor Brejning nær Spjald sendte i går en gravid kvinde til tjek på Regionshospitalet Gødstrup.

Nu har lokalpolitiet i Ringkøbing nye detaljer om uheldet.

- Det var en minibus, der kørte op i den gravide kvindes bil, som fortsatte videre op i en bil foran, fortæller politikommissær Bjarne Askholm og fortsætter:

- De to biler holdt stille for at svinge til venstre, og minibussen overså dem så.

Bjarne Askholm fortæller, at den 43-årige kvinde, der kommer fra København, er i sin 19. uge, hvorfor man var nervøs for fosterets tilstand.

- Der var heldigvis ikke noget, da hun kom til tjek på hospitalet.

Den 54-årige mand, der førte minibussen er sigtet for overtrædelse af færdselsloven, da han var uopmærksom på forankørende trafik, oplyser politikommissæren.