Kort nyt
Nu er større brand i forsorgshjem under kontrol
Brand og Redning MidtVest har nu fået kontrol over den kraftige brand, der torsdag aften ved udbrød i et afsnit af forsorgshjemmet PotentialeHotellet på Lundvej uden for Herning.
Det oplyser indsatsleder Kasper Andersen til TV MIDTVEST.
Alarmen lød klokken 18.01 og både brandvæsen og politiet rykkede talstærkt til stedet.
- Da jeg ankom herude, fik jeg heldigvis den gode melding, at alle var kommet ud. Et afsnit med kontor og et par værelser var overtændt, og der var risiko for, at branden kunne brede sig til endnu et afsnit og en lade med halm på loftet, fortæller indsatslederen.
Det lykkedes heldigvis brandfolkene at forhindre, at branden bredte sig til endnu et afsnit med værelser. Til gengæld fik flammerne en en smule fat i laden, og brandfolkene er derfor stadig i gang med efterslukningen på stedet.
Indsatslederen vurderer, at indsatsen på stedet varer et par timer endnu.
Politiet oplyser, at et par personer er blevet tilset af den tilkaldte ambulance, men der skulle ikke være personskade.
Branden er tilsyneladende opstået på et af værelserne, men årsagen er stadig ukendt.
Juletrafikken: Undgå dette tidspunkt siger Vejdirektoratet
Hvis du, ligesom mange andre, har planer om at 'Drive home for Christmas', så pas på med, hvornår du tager afsted, lyder det fra Vejdirektoratet.
- Mandag er sådan set den travleste dag op til juleaften, og det er mellem klokken 11.00 og 14.00, at man kan forvente lidt kødannelse eller forlænget rejsetid i værste fald, udtaler Peter Bruun-Mogensen vagthavende hos Vejdirektoratet til Ritzau.
Det vil især være fra øst mod vest, at trafikken kan være ekstra tæt.
Julen falder i år på nogle gode dage, hvilket har hjulpet juletrafikken lidt ekstra. Mange danskere har nemlig haft mulighed for at tage afsted allerede fredag eller i løbet af weekenden.
Dog er opfordringen klar fra den vagthavende hos Vejdirektoratet.
- Så forsøg at køre lidt før eller senere, siger han til Ritzau.
Når julefreden har lagt sig og mandlen er fundet i risalamanden, så skal snuden tilbage af. Derfor vil torsdag blive den helt store rejsedag. Her peger Vejdirektoratet på at undgå vejene mellem 11 og 15.
Så måske skulle man lige blive til en ekstra kop kaffe eller frokost d. 26. december
Stedvis regn og ingen sne lille juleaften
DMI afliver her til morgen alt håb om sne i juledagene.
I stedet vil lille juleaften byde på lidt regn eller byger forskellige steder i regionen. Det vil efterhånden klare op i løbet af dagen, oplyser DMI.
Temperaturen vil ligge omkring en fem grader i løbet af dagen, mens natten kan blive en del koldere med en temperatur mellem to graders frost og tre graders varme.
Blæsevejret bliver hængende det meste af dagen. Der vil være jævn til hård vind fra nord og nordvest - ved vestkysten kan der komme kuling med kraftlige vindstød.
Vinden vil aftage så småt i løbet af dagen til let eller svag.
Nu kan hyggen og pølsevognen blive kulturarv
Hvad er egentlig dansk kulturarv?
Det vil kulturminister Jakob Engel-Schmidt have danskernes bud på. Formålet er at få Danmark bedre repræsenteret på UNESCO’s liste over immateriel kulturarv.
Derfor kan alle danskere fra i dag give deres bud på hvilke traditioner, håndværk og skikke, der er særlige for Danmark.
Immateriel kulturarv dækker over den kulturarv, vi ikke fysisk kan gribe fat i såsom traditioner, kundskaber og måder at være sammen på. Ministeren nævner selv hygge og pølsevognen.
Har du et forslag, så kan du indsende dit bud til og med den 8. januar 2025 lige her.
Herefter igangsættes en afstemning, hvor alle danskere på Kulturministeriets hjemmeside kan stemme på, hvad der er det bedste bud på unik dansk, levende kultur.
Uheld på Herningmotorvejen søndag
Søndag aften kunne TV MIDTVEST fortælle, at Herningmotorvejen var midlertidigt spærret grundet et uheld nær afkørsel 36 ved Bording i vestgående retning.
Vagtchefen oplyser mandag morgen, at der var tale om 41-årig mand fra Låsby, der ligger syd for Hammel, der kørte op i en anden bil. Han kørte med betydeligt højere hastighed, hvilket forårsagede uheldet.
- Han har fået taget en blodprøve, da vi mistænkte, at han var påvirket, fortæller vagtchef Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi.
I forbindelse med uheldet blev ambulance og lægehelikopter tilkaldt, da bilen, der havde en familie med fire i, var endt på hovedet.
- Lægehelikopteren blev ikke brugt, men det gjorde ambulancerne. De fire blev kørt til Aarhus og manden blev kørt til Viborg til undersøgelser, fortæller vagtchefen.
Uheldet skete klokken 20.25, og motorvejen var spærret på skift, da politiet skulle rydde op på stedet.
Klokken 22.00 var motorvejen så helt genåbnet.
Dyrene må lade livet for familiens skyld
Julen er hjerternes og mavernes fest. Det ene rituelle ædegilde efter det andet. Men hvordan harmonerer det egentlig med den livsstil, familien i Liv på landet har?
Her bliver svømmeturen billigere næste år
I det nye år bliver det billigere at tage en tur i vandet i Holstebro Svømmecenter.
Holstebro Kommune oplyser på Facebook, at man indfører nye rabatter fra januar. Det betyder, at det bliver billigere at besøge svømmehallen, hvis man køber et 10- eller 20-turskort.
Der er ligeledes rabat i seks timer om fredagen samt rabat til grupper, der besøger svømmehallen sammen.
Populært julemarked lukker efter 30 år
Efter 30 år med julemarked og salg af juletræer og -pynt, så lukker og slukker Øster Skovgård i Snejbjerg ved Herning. Derfor var det en særlig følelse for indehaver Kaj Pedersen at tage julemandsskægget på for sidste gang.
Tabt gods spærrede vej i begge retning
Opdateret: Vejen er nu genåbnet.
Vejdirektoratets trafikkort viste, at rute 34 fra Skive mod Herning er spærret mellem Skive SV og Estved.
Vejen var spærret, da der var tabt gods på den.
Beredskabet ryddede op på stedet. Vejen forventedes at blive åbnet igen midt på aftenen.
Jyske Bank bliver sponsor for klub
Fra årsskiftet får håndboldklubben Silkeborg-Voel KFUM Jyske Bank som sponsor.
Det fortæller klubbens direktør Jakob Andreasen til TV MIDTVEST.
Selv om partnerskabsaftalen først træder i kraft fra 1. januar 2025, så vil samarbejdet allerede være synligt mellem jul og nytår, når klubben deltager i kvindernes Final4, som afholdes i JYSK Arena i Silkeborg.
Motorvej atter åbnet efter uheld
Opdateret: Der er nu igen åbnet op på motorvejen.
Søndag aften er der sket et uheld på rute 15 fra Silkeborg mod Herning.
Uheldet er sket mellem Bording og Ikast Ø, og vejen var i en periode spærret i vestgående retning. På det sociale medie X oplyste Vejdirektoratet tidligere på aftenen, at det var nu åbnet op i det ene spor.
Lidt før klokken 22 oplyste Vejdirektoratet igen på X, at motorvejen nu var spærret på ny. Det skyldtes oprydningsarbejdet efter uheldet.
Senest er det blevet oplyst fra Vejdirektoratet, at der nu igen er åbnet op for trafik på motorvejen.
Vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Viggo Rækby oplyser til TV MIDTVEST, at to biler kolliderede på stedet. Det er endnu uklart, hvordan uheldet skete.
Han oplyser, at der blev sendt ambulancer, lægebiler og en lægehelikopter til stedet.
Politiet har endnu ikke overblik over, hvor der har været impliceret i uheldet, men der er foreløbigt ingen meldinger om alvorligt tilskadekomne.
I samarbejde med Vejdirektoratet har man lavet omkørsel ved afkørsel 36 ved Bording.
Billedet på forsiden er leveret af Presse-nyt.dk.
Efterskolevenner med skør bedrift
To efterskolevenner besluttede, at de ville gå fra Ikast til Vejle for at besøge hinandens familier.
TTH Holstebro tabte i sidste sekund
Søndag aften tog TTH Holstebro imod GOG på hjemmebane i Herrehåndboldligaen.
Det var holdenes sidste kamp, inden de kunne gå på juleferie. Og der blev leveret spænding for alle pengene, da GOG tog en kneben sejr på 36-35 efter en scoring i sidste sekund.
En af dem, der var til stede på lægterne, var Dorthe 'Dut' Sindersen, som er dedikeret TTH Holstebro-fan. Hun var efter kampen ærgerlig over, at det ikke blev til en sejr.
- Vi misser to point ved, at de lige får straffe og scoret til sidst. Det kunne godt have været bedre. Men de spiller godt drengene, de skal de have, siger hun.
TTH Holstebro har gennem en periode haft en svingende formkurve, men Dorthe 'Dut' Sindersen ser forbedringer på holdet.
- Jeg synes, de er klarer det så godt drengene. I forhold til sidste år er der gejst, og det har vi savnet. De tror lidt mere på sig selv. Jeg synes, de er kommet langt i forhold til sidste år, siger hun.
Kvitteringer fra fødevarekøb sladrer om årsag til dårlige maver
Hvert år bliver op mod 100.000 danskere syge af sygdomme, der stammer fra fødevarer.
Nu vil forskere fra Statens Serum Institut (SSI) tage et nyt redskab i brug i jagten på at finde årsagen til fødevarebårne sygdomme.
De vil gennemgå kvitteringer fra fødevareindkøb og banktransaktioner for at finde frem til de fødevarer, de syge personer har købt.
Det skriver SSI i en nyhed på instituttets hjemmeside.
- Når vi kan se præcist, hvilke fødevarer de syge har købt, vil vi for eksempel blive bedre til hurtigt at finde smittekilden, når der opstår fødevarebårne sygdomsudbrud, siger professor og sektionsleder Steen Ethelberg.
To dødsulykker ved samme kryds på to døgn
To personer har i denne uge mistet livet ved det samme kryds nord for Bækmarksbro.
Torsdag overså en 83-årig mand sin vigepligt og blev påkørt af en 17-årig dreng. Den 83-årige døde på stedet, mens den 17-årige er sigtet for at køre uden kørekort.
Fredag blev en 32-årig mand på et løbehjul påkørt ved samme kryds. Han døde lørdag af sine kvæstelser.
Om uopmærksomhed var årsagen til den ulykke vides endnu ikke. Politiet undersøger stadig sagen og kan endnu ikke oplyse flere detaljer. Der er ikke rejst nogle sigtelser i sagen.
- Det er to forskellige sager og to forskellige ulykkestyper. Umiddelbart er der ikke anledning til at kæde dem sammen. Vi må vente og se, om undersøgelserne giver anledning til, at man gør det efterfølgende og kigger på de fysiske forhold ude på stedet. Det er for tidligt at konkludere noget på det område, siger Jeppe Holgersen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Hård vind i aften
Søndag aften bliver en blæsende omgang; særligt ved vestkysten.
I sin vejrudsigt melder DMI om op til hård vind ved vestkysten. Inde i landet er vinden dog noget mildere.
Temperaturen bliver mellem tre og seks graders varme med vekslende skydække.
Skibonit holder jul langt væk hjemmefra
Kold polarvind, frostgrader på minus 18 og et lille, orange telt midt i sneen i den gigantiske øde Antarktiske ørken. Her skal eventyreren Rasmus Kragh fra Skive fejre jul.
Obduktion efter mistænkeligt dødsfald i Silkeborg
Det har ikke været muligt at fastslå dødsårsagen, efter at en ældre mand søndag blev fundet død i Silkeborg.
Der vil nu blive foretaget en obduktion mandag, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på X.
Nu losses vindmølledelene
Efter at have ligget på prammen på Hanstholm Havn i flere dage, bliver de enorme vindmølledele nu losset fra prammen.
Ole Vognstoft fortæller til TV MIDTVEST har man nu påbegyndt losningen af vindmølledelene fra den prammen. En af delene er blevet transporteret på land fra prammen.
Prammen ankom til havnen i Hanstholm 13. december. De skal i sidste ende nå frem til testcenteret i Østerild.
Vær opmærksom på tabt gods
Skal du ud at køre i eftermiddagstimerne, så vær opmærksom på, at der lige nu er tabt gods på Rute 15. Mere konkret er der tale om strækningen fra Silkeborg mod Aarhus mellem afkørslen 28 Søholt og 26 Hårup.
Vejdirektoratet opfordrer til at være opmærksom og nedsætte hastigheden, da der angiveligt ligger træstykker mellem sporene.
Vejhjælp er på vej til stedet, oplyses det.
Usædvanligt antal 'fanget' i politiets spritkontroller
Et stort rundt 0.
Det er, hvad det er blevet til i politiets spritkontroller i julen indtil videre.
Det fortæller Operativ Færdsel ved Nordjyllands Politi og fungerende politikommissær Hjalte Reines.
- Vi har så sent som i weekenden standset flere hundrede biler til kontrol, men det har fordelt over hele politikredsen ikke givet anledning til nogle sager, og det er selvfølgelig positivt, siger han.
Nordjyllands Politi dækker blandt andet Vesthimmerlands Kommune.
Tilgengæld har politiet fanget et par spritbilister, efter de har fået opkald fra borgere. En af dem var en person, der havde en promille på 2,4, og derfor er det en sag om vanvidskørsel.
Personen med den høje promille var involveret i et færdselsuheld, fortæller den fungerende politikommissær videre.