Kort nyt

2. jan 2025 kl. 13:59

Ny togstrækning er aflyst: Der forsøges at finde erstatning

GoCollective har aflyst flere tog i dag. Og nu rammer det også strækningen mellem Struer og Vejle.

Der er tale om eftermiddagsafgangene klokken 15.04 fra Struer mod Vejle og klokken 17.03 fra Vejle mod Struer.

GoCollective beklager og arbejder i øjeblikket på at finde erstatningsmuligheder. Så hold godt øje med rejseplanen, hvis du skal med tog på strækningen i dag.

Kl. 17.28

Stor interesse for stjålent kød på Facebook

"Jeg kunne godt bruge oksemørbrad, hvis det er".

"Pris for det hele?".

"Tjek PB (privatbeskeder, red.)".

Sådan lyder et udpluk af de kommentarer, som brugere skriver på opslag fra den falske Facebook-profil 'Svend Larsen', der sælger stjålet kød i en lukket gruppe på Facebook.

Kl. 17.13

Verdens bedste håndboldspiller stod i vejen for Ikast

Der er Henny Reistad, og så er der alle andre i Kvindeligaen.

Det understregede den norske bagspiller endnu en gang lørdag, da hun storspillede og førte an i Team Esbjergs knusende sejr på 30-22 over konkurrenten i toppen Ikast Håndbold.

For tredje kamp i træk lavede norske Reistad mindst ti mål. Hun sluttede lørdagens kamp med 11 scoringer.

I den anden ende af banen havde den danske landsholdskeeper Anna Kristensen også en strålende dag mellem stængerne.

Hendes aggressive stil gjorde gang på gang livet surt for Ikast-skytterne, og keeperen endte opgøret med 19 redninger.

Med sejren kravler Esbjerg i toppen op ved siden af Kvindeligaens duks, Odense Håndbold, der dog har en kamp i hånden. Ikast ligger nummer tre med to point færre.

Kl. 16.37

Folketingspolitiker har født

Folketingspolitikeren Signe Munk (SF), der er opstillet i Vestjyllands Storkreds, er igen blevet mor. Det skriver hun i et opslag på Instagram.

- Kort før årsskiftet kom vores lille Dagmar til verden. Hun er så fin, nysgerrig og kær, står der blandt andet i opslaget.

Signe Munk var før hun gik på barsel SF's politiske ordfører. Du kan læse mere om SF's "kronprinsesse" her. 

Kl. 16.24

Hvad laver russisk skib der?

Et mystisk skib med russiske forbindelser er spottet ud for Danmarks kyst. Bevægelsesmønstret omkring et datakabel giver anledning til bekymring, ifølge garvet sømand. Hvad laver skibet der?

Kl. 14.39

Lægehus har sendt vigtig besked til klienter

Den 9. december blev Alles Lægehus udsat for et cyberangreb.

Det betød, at hackere havde fået adgang til personlige data fra 130.000 patienter landet over. Det har DR Nyheder tidligere skrevet.

Men først i det nye år har Alles Lægehus' patienter fået direkte besked om konsekvenserne af angrebet.

Kl. 14.19

Flere holder "hvid januar"

Flere og flere holder hvid januar og dropper alkoholen i årets første måned. Det kan de også mærke hos en vinhandler, vi har besøgt. Her forsøger de at holde omsætningen oppe med særlige tiltag.

Kl. 13.16

500 til Royal Run-træning

Trods snehvide veje og råkold januar-temperatur var omkring 500 lørdag mødt op til "løbefest" i Viborg. Det er årets første officielle træning i Viborg op til Royal Run i sommeren 2025. 

Kl. 12.46

Butik må dreje nøglen om

For bare otte måneder siden slog han dørene op til en ny butik.

Et nyt koncept var udviklet - og selvom vi hører igen og igen, at det er svært at drive en butik i provinsen, troede Thomas Eriksen på projektet.

Men nu er det snart slut. 

Kl. 11.59

Kortslutning var formodentlig skyld i ladebrand i Grønbjerg

Det var formodentlig en kortslutning i en kompressor eller noget elektrisk udstyr, der lørdag var skyld i, at der lørdag udbrød brand i en lade i Grønbjerg mellem Skjern og Holstebro.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch på baggrund af politiets indledende undersøgelser.

Branden blev anmeldt kort før klokken 09, og da brandvæsnet nåede frem kort tid efter, stod der flammer ud gennem taget, vinduer og døre.

En fjerdedel af laden er brændt bort, men det lykkedes for brandvæsnet at rede resten af laden, der blandt andet rummer et værksted.

Mandag vil lokalpolitiet i Ringkøbing vurdere om der er grundlag for at foretage yderligere undersøgelser.

Kl. 11.47

Høj vandstand ved Sminge får borgmester til tasterne

Borgmester Helle Gade (S) er gået til tasterne på Facebook, efter Silkeborg Kommune tidligere på ugen meldte, at broen på Sørkelvej ved Sminge nordøst for Silkeborg er lukket på grund af høj vandstand.

I en kommentar på kommunens Facebook-opslag erkender borgmesteren, at broen jævnligt er udfordret af høj vandstand i Gudenåen.

- Løsningen kunne godt være fundet før, men det er nu der er politisk enighed om at Sminge Broen også er vigtig, skriver hun.

Borgmesteren henviser til budgetforliget for 2025, hvor der er enighed om at igangsætte et arbejde for at "fastlægge økonomi og projekt for opgradering" af broen.

- Det har været et stort ønske også fra min side at få Sminge Broen prioriteret, da jeg ved selvsyn kan se, hvor vigtig den er for mange, skriver Helle Gade.

I januar 2024 var broen på Sørkelvej i tre uger som følge af høj vandstand.

Billedet på forsiden er fra 2019.

Kl. 10.39

Helle valgte dyr frem for mennesker

Helle Iversen fra Mors læste til læge, men hendes store drøm var at blive dyrlæge, så da chancen bøde sig på den nye dyrlægeuddannelse i Foulum ved Viborg, så slog hun til.

- Jeg nyder nærværet med dyrene. Så det er nok mest af alt patientgruppen, der har betydning for mit valg, siger Helle med et smil.

Kl. 10.27

Togene kører til Aarhus igen

Togtrafikken til Aarhus via Silkeborg kører igen som vanligt.

Det fremgår af oplysninger på Rejseplanen.

Fredag var der indsat togbusser på strækingen på grund af et skinnebrud ved Hørning nær Aarhus.

Ifølge Rejseplanen har de første tog bevæget sig afsted på strækningen fredag aften.

Kl. 09.52

Vandstanden i Storå har toppet

0:22
Videoen her er lavet 1. januar, hvor stierne ved Storå blev spærret på grund af oversvømmelse.
Foto: Olav Fonager, TV MIDTVEST

Efter flere dage med høj vandstand er vandet i Storå i Holstebro nu på vej retur.

Det fremgår af målinger, som ligger på Holstebro Kommunes hjemmeside.

Omkring årsskiftet blev flere stier lukket på grund af høj vandstand.

Der går forventeligt nogle dage, før stierne igen er fri for vand. Det skyldes, at vandstanden i skrivende stund er højere end den var omkring nytår.

Samtidig betyder udsigten til mere nedbør, at kommunen forventer, at vandstanden fortsat vil være høj.

Vandstanden toppede omkring 2.-3. januar.

Kl. 09.22

Nasa-billede viser snedækket landsdel set fra rummet

I løbet af fredagen var der klart vejr over en stor del af landet.

Det klare vejr gav mulighed for, at en af Nasas satelitter kunne tage et flot billede af snedækket.

Det er særligt det midtjyske, Thy og Mors, der var vidt fredag, men lørdag har flere steder i Vestjylland også fået en sending sne.

Ifølge snemålinger fra Danmarks Meteorologiske Institut er der tale om op til et par centimeter sne, som skulle være faldet frem til fredag.

Billedet her er taget 3. januar, hvor der var et godt udsyn over landsdelen fra rummet.
Billedet her er taget 3. januar, hvor der var et godt udsyn over landsdelen fra rummet.
Foto: Nasa
Kl. 08.41

Flammerne stod ud gennem taget på lade i Grønbjerg

0:03

Brand og Redning MidtVest er lørdag formiddag ved at efterslukke en brand i en lade i Grønbjerg mellem Skjern og Holstebro.

Det fortæller indsatsleder ved Brand og Redning MidtVest Michael Nielsen.

Kort før klokken 09 blev der banket på døren hos ladens ejer, da en forbipasserende havde set røgen fra laden, mens han kørt på hovedvejen i nærheden.

Her efter blev brandvæsnet kontaktet.

- Da vi lander herude står flammerne ud gennem taget, vinduer og døre, forklarer indsatslederen.

Omkring klokken 09.30 oplyser Michael Nielsen, at man nu er i gang med efterslukningen.

- En fjerdedel af laden er brændt bort, men det er lykkedes at rede resten, fortæller han.

Laden er fritliggende, og der har ikke været nogen fare for hverken dyr eller mennesker.

I skrivende stund er det uvist, hvorfor branden opstod.

Kl. 07.57

Spor i sneen fundet ved brand i Holstebro

Midt- og Vestjyllands Politi har fundet flere spor i sneen ved en brand nær en skole i Holstebro.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch.

Klokken cirka 00.47 lørdag blev brandvæsnet kaldt til Nørre Boulevard Skolen i den vestlige del af Holstebro, hvor der var gået ild i et klatretårn på skolens legeplads.

Indsatsleder fra Nordvestjyllands Brandvæsen Per Jakobsen har tidligere fortalt, at det "brændte lystigt".

- Tårnet er formodentlig blevet antændt med brandbar væske, og alt tyder på, at den var påsat, forklarer Jens Claumarch.

Ved tårnet har politiet fundet fodspor og spor fra en scooter, oplyser vagtchefen.

Kl. 07.48

Politi med godt nyt om 55-årig involveret i alvorlig ulykke

Den 55-årig mand, der fredag morgen blev kvæstet i en trafikulykke på Herningvej uden for Holstebro, er uden for livsfare.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch til TV MIDTVEST.

Den 55-årige, der er fra Holstebro-området, blev ramt af en lastbil, da han efter alt at dømme overså sin vigepligt og kørt ud i kryds foran en lastbil.

Efter ulykken blev den 55-årige kørt til Aarhus Universitetshospital. Hospitalet melder ifølge politiet, at den 55-årige sandsynligvis slipper uden større mén.

En bilinspektør har undersøgt stedet. Hans rapport er med til at klarlægge omstændighederne omkring ulykken herunder, hvorvidt fredagens snevejr spillede ind.

Kl. 07.03

Tæt på tocifrede minusgrader i Midtjylland

Natten til lørdag har været "iskold".

Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) på X lørdag morgen.

DMI melder videre, at der i det midtjyske er målt tæt på tocifrede minusgrader. Traditionen tro er det ved Isenvad syd for Ikast, at termometret er kravlet længst ned.

Her blev der målt -9,7 grader klokken 02.20 natten til lørdag.

Mens det midtjyske har været koldt, så ser det noget anderledes ud ved kysterne og vandet. Her har temperaturen natten i gennem været i plusgraderne.

GgbGSZBXEAAnMqz
Grafik: DMI
Kl. 06.39

- Det brændte lystigt, sig indsatsleder om brand i Holstebro

Nordvestjyllands Brandvæsen blev lørdag midnat kaldt til en mindre naturbrand, der viste sig at være alt andet end naturligt.

Klokken cirka 00.47 blev brandvæsnet kaldt til Nørre Boulevard Skolen i den vestlige del af Holstebro, hvor der var gået ild i et legetårn.

- Det brændte lystigt, konstaterer indsatsleder fra Nordvestjyllands Brandvæsen Per Jakobsen.

Ifølge indsatslederen er ét af tårnene i konstruktionen brændt ned.

På nuværende tidspunkt er det uvist, hvorfor der gik ild i legetårnet.

- Men der går ikke ild i den af sig selv, lyder det fra Per Jakobsen.

Kl. 05.58

Sådan rammer snebygerne lørdag

0:12
TV 2 Vejrets vejrudsigt for lørdag.
Foto: TV 2 Vejret

Vintervejret med sne, glatte veje og nattefrost fortsætter lørdag.

Først på dagen bliver det mest skyet med spredte snebyger.

Som dagen skrider frem, breder skyer og snebyger sig østover, mens chancerne for solstrejf stiger i vest.

Temperaturen ligger fra morgenstunden mellem frysepunktet og syv graders frost, men når de fleste steder lige op over frysepunket i løbet af dagen.

Men på grund af opfriskende vind, vil det føles som frostvejr dagen igennem.