Kort nyt

4. jan 2025 kl. 18:28

Stor interesse for stjålent kød på Facebook

"Jeg kunne godt bruge oksemørbrad, hvis det er".

"Pris for det hele?".

"Tjek PB (privatbeskeder, red.)".

Sådan lyder et udpluk af de kommentarer, som brugere skriver på opslag fra den falske Facebook-profil 'Svend Larsen', der sælger stjålet kød i en lukket gruppe på Facebook.

27 minutter siden

Færger aflyst

Færgeoverfarten mellem Thyborøn og Agger er aflyst tirsdag på grund af blæsevejret. Det fortæller Andreas Groth, der er overfartsleder. 

- Som det ser ud lige nu, er det hele dagen, siger han. 

Han fortæller desuden, at der er blevet sendt en SMS rundt til kunderne om aflysning.

Også Venø-færgen har sendt en SMS ud om, at de forventer aflysninger natten til tirsdag og tirsdag formiddag. 

53 minutter siden

Oversvømmelser truer

Ovenpå en nat og en morgen med kraftig blæst og sne er den næste omgang vilde vejr lige om hjørnet.

I aften og i nat byder på hård eller stormende kuling fra sydvest med vindstød op til stærk storm eller orkanstyrke, oplyser DMI. Den kraftige vind betyder, at der bliver forhøjet vandstand. Det giver stor risiko for oversvømmelser.

Kl. 16.18

Politiet kommet med advarsel

På det sociale medie X er Midt- og Vestjyllands Politi ude med en advarsel.

- Regn og smeltevand giver udfordring på veje i politikredsen, hvor vandløb krydser under vejen og i viadukter. Vær opmærksom på kørsel sådanne steder, skriver politiet.  

Kl. 15.33

Grådkvalt forstander tror ikke på punktum

I dag begynder retssagen, hvor en nu 24-årig mand sidder tiltalt for drabet på en 26-årig beboer på PotentialeHotellet i Herning. 

Tiden siden drabet har været præget af sorg og meningsløshed hos forstander Søren Wistrup og hans ansatte. 

Tror du, retssagen kan være med til at sætte et punktum for jer?

- Det lyder jo rart. Men det er ikke min forventning. Jeg tror, at det er noget, vi skal bære med os. Men det bliver mindre smertefuldt henad vejen, siger Søren Wistrup. 

Kl. 15.10

Her befinder det mistænkelige russiske skib sig nu

Det mistænkelige russiske skib 'Mulan', der vakte opsigt i Skagerrak ved at kredse om et 1400 kilometer langt internetkabel, har nu bevæget sig væk fra dansk og norsk farvand. 

Det viser skibets position på marinetraffic.com. 

Skibet befinder sig lige nu mellem det nordlige Skotland og Færøerne. Det har dog ikke bevæget sig særligt langt det seneste døgn.

Skibet sejler i sydvestlig retning. Det skal ifølge skibets egne oplysninger ende i en havn i Egypten. 

Skibet har det seneste døgn fulgt den grønne streg på kortet. Her bevæger det sig i sydvestlig retning mellem det nordlige Skotland og Færøerne.
Skibet har det seneste døgn fulgt den grønne streg på kortet. Her bevæger det sig i sydvestlig retning mellem det nordlige Skotland og Færøerne.
Foto: Marinetraffic.com
Kl. 14.14

Drabstiltalt forblev tavs i retten

En 70-årig mand blev dybt berørt i retten, da han skulle forklare om natten til den 21. november, hvor han var på arbejde på forsorgshjemmet Potentialehotellet ved Lund lige uden for Herning.

Hans stemme knækkede i retten, lige inden han fortalte om, hvordan det foregik, da han blev kaldt ind i den afdeling på forsorgshjemmet, hvor de unge bor, og hvor han så den 26-årige mand, der øjeblikket forinden var blevet tildelt dødelige knivstik.

Kl. 13.49

Indbrudstyve snuppede en motorcykel

En eller flere indbrudstyve er sluppet afsted med en Harley Davidson-motorcykel fra en adresse på Haydnsvej i Holstebro.

Harley'en er af modellen "Night Rod", fortæller fungerende politikommissær Mathias Sørensen fra lokalpolitiet i Holstebro.

Indbruddet er sket i tidsrummet fra tirsdag til fredag i sidste uge.

- Faktisk fik vi allerede torsdag et tip om, at nogen trak rundt med sådan en motorcykel i området. Men det har vi ikke kunnet få bekræftet, siger Mathias Sørensen.

Udover Harley Davidson-motorcyklen blev der stjålet nogle designermøbler ved det samme indbrud.

Kl. 12.57

Væltet grisetransport er dyrlæges værste mareridt

Det er nu lykkedes at få alle grise ud af den grisetransport, der tidligt mandag morgen væltede mellem Koldby og Villerslev i Thy. 

TV MIDTVESTs reporter på stedet fortæller, at der er minimum 60 døde. 

Dyrlæge på stedet Ole Stærk Nicolajsen har aldrig stået med en lignende opgave. 

- Det er ens værste mareridt, der pludselig kommer til live. Man har jo hørt om staldbrande og væltede grisetransport. Men det er jo noget, man håber, ikke kommer til at ske, siger han til TV MIDTVEST. 

Kl. 12.50

Store pumper flytter hvert år 14 milliarder liter vand i kampen mod oversvømmelser

Lemvig Kommune ligger lavt og må derfor ty til blandt andet pumper, for at holde beboede områder tørre.

Knud Vrist er formand for Harboøre Pumpelaug. Her bliver 14 milliarder liter vand hvert år pumpet væk. Ellers ville Harboøre ikke være beboelig.

Alene ved Sandholm Pumpestation står tre store pumper klar til at håndtere vandet i Harboøreland. Og det virker.

- Vi har aldrig problemer med vand eller oversvømmelse, fastslår Knud Vrist.

Kl. 12.42

Brand i myretue

Gløder i en myretue. Det var, hvad der ventede indsatsfolkene fra Midtjysk Brand & Redning, da de blev kaldt til Salten Skov-området syd for Silkeborg mandag formiddag.

Ved ankomst konstaterede man en glødebrand i en myretue. Midtjysk Brand & Redning skriver på X, at branden kan have ulmet længe og formentlig er startet af noget fyrværkeri.

Kl. 12.28

Lægehus forklarer fejl

Nu er der en forklaring til de midt- og vestjyder, der undrer sig over, at de i sidste uge modtog en besked i e-Boks med afsenderen "Din arbejdsgiver", men som var sendt fra Alles Lægehus.

Beskeden handlede ikke om en lønforhøjelse, som ægteparret Rita og Preben Toft fra Mors troede

Den kom i stedet fra Alles Lægehus og oplyste om, at lægehuset i december havde været udsat for et hackerangreb, hvor patienters personoplysninger kan være blevet lækket. 

På deres hjemmeside skriver Alles Lægehus nu, hvordan forvirringen kunne opstå.

- Grundet en fejl i opsætningen stod ”Din arbejdsgiver” som afsender på beskeden til den første gruppe, der fik brev fra os. Så snart vi opdagede fejlen, bremsede vi den videre masseudsendelse. Herefter overgik vi til manuel udsendelse til hver enkelt modtager – altså den resterende gruppe, som på det tidspunkt endnu ikke havde fået tilsendt vores brev. Alle i denne sidste gruppe vil dermed modtage vores brev med den korrekte afsender.

Lægehuset forsikrer samtidig, at beskedens indhold er korrekt.

Kl. 11.12

Kommune fortsætter samarbejde med kaosramt virksomhed

Grovvarekoncernen DLG har valgt at trække sine to bestyrelsesmedlemmer fra biogaskoncernen BioCirc. Det skriver den mandag i en pressemeddelelse.

Meldingen kommer efter flere dages kaos på ledelsesgangene i BioCirc, der udvikler energiparker med solceller, vindmøller, biogas og power-to-X-anlæg.

Her i landsdelen opererer selskabet med store planer i både Viborg, Skive og Vesthimmerlands kommuner.

I Viborg Kommune har BioCirc to store energiparker i støbeskeen, men DLG's beslutning ser ikke ud til at få konsekvenser for de projekter.

Næstformand i kommunens klima- og miljøudvalg, Kurt Mosgaard (V) fortæller, at han håber, at samarbejdet kan fortsætte.

- Vores mål er stadig at være CO2-neutral i 2050. Her hjælper de to projekter rigtig meget. Hvis de stoppede, ville det være meget uheldigt. Som det ser ud lige nu, ryster vi ikke på hånden, siger han til TV MIDTVEST.

Kl. 11.06

Udgav sig for at være læge

En 34-årig kvinde fra Midtjylland er sigtet for at have udgivet sig for at være læge og for i den forbindelse at have besvaret mere end 1000 spørgsmål om coronavirus i en Facebook-gruppe.

Det fremgår af retsmødebegæringen.

Det drejer sig om gruppen "Spørg en læge om coronavirus", der på nuværende tidspunkt har 57.000 medlemmer.

Kl. 11.04

Storm og forhøjet vandstand rammer vestkysten

Mandag aften rammes dele af landet af en regulær storm, skriver TV 2 Vejret. Det er med vindstød af orkanstyrke

TV 2 Vejret har udsendt et varsel om kraftige vindstød i en stor del af landet i perioden mandag klokken 18 til tirsdag klokken 18.

Mest blæsende bliver det langs Vestkysten, hvor der også kan forekomme forhøjet vandstand.

Kl. 10.06

Stige på motorvejen

Der ligger en stige på motorvejen ud for MCH i Herning, oplyser Vejdirektoratet.

Stigen ligger mellem sporene på Messemotorvejen - mellem afkørslerne mod Lind og Herning Syd.

Kl. 09.48

Viborg lejer målmand ud

Fodboldklubben Viborg FF lejer Kasper Kiilerich ud til Aarhus Fremad i 2. division for resten af sæsonen. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Den 19-årige målmand har spillet to kampe for førsteholdet.

Kl. 09.30

Uheld: Kvinde kunne ikke komme ud

En kvindelig bilist kørte mandag formiddag galt på Linåvej øst for Silkeborg. Der var tale om et solouheld, fortæller indsatsleder Anders Simonsen fra Midtjysk Brand & Redning.

- Hun ramte den suppedas, som ligger i siden af vejen, siger han med henvisning til den blanding af slud, sjap og regn, som er mange steder rundt omkring.

Kvinden mistede herredømmet over sin bil i et blødt sving. Bagefter kunne hun ikke komme ud, fordi bilen var væltet om på siden.

Hun blev efterfølgende tjekket i den ambulance, der var kaldt til stedet.

Kl. 09.29

DLG trækker sig fra kaosramt virksomhed

Grovvarekoncernen DLG har trukket sig fra bestyrelsen i biogasvirksomheden BioCirc.

BioCirc udvikler energiparker med solceller, vindmøller, biogas og power-to-X-anlæg.

Her i landsdelen opererer selskabet med store planer i både Viborg, Skive og Vesthimmerlands kommuner.

Det skriver DLG i en pressemeddelelse mandag, efter at flere medier de seneste dage har beskrevet interne stridigheder i BioCirc.

Der har været uenighed om, hvorvidt direktøren, Bertel Maigaard, er blevet fyret.

Bestyrelsen har villet afsætte ham, fordi parterne ifølge Berlingske har haft forskellige syn på ledelse.

Børsen skrev kort efter nytår, at Bertel Maigaard er blevet anklaget for at have en hård ledelsesstil.

Direktøren har imidlertid modsat sig det, der så ud til at være en fyreseddel. Herefter blev det meldt ud, at de uenige bestyrelsesmedlemmer nu ville blive afsat ved en kommende ekstraordinær generalforsamling.

Noget som de to medlemmer fra DLG nu er kommet i forkøbet.

Kl. 08.51

Dyrlæge: Det værste mareridt

- Det er simpelthen ens værste mareridt, der bliver virkeligt, siger Ole Stærk Nicolajsen, dyrlæge ved Thy-Mors Kvægdyrlæger.

Han er kaldt til den væltede grisetransport i Thy og har måttet aflive en del af grisene.

- Vi har i hvert fald aflivet 20, hvis ikke flere.

Kl. 08.35

Cyklende narkobud i Viborg

Fredag eftermiddag kl. 13.22 standsede Midt- og Vestjyllands politi en 46-årig mand på cykel på Jegstrupvej i Viborg. 

På sig havde den 46-årige 298,7 gram hash fordelt på tre hashplader, hvilket gav anledning til at ransage hans hjem i Viborg. Her fandt politiet 3,8 gram skunk. 

På grund af mængden af euforiserende stoffer er der rejst sigtelse for narkosalg.