Kort nyt

20. aug 2024 kl. 11:00

Vestas fyrer medarbejdere

54 Vestas-medarbejdere hos koncernens afdeling i Ringkøbing bliver inden længe afskediget. Det bekræfter pressechef Claes Lautrup Cunliffe.

- Det er altid ubehageligt at skulle afskedige dedikerede og hårdtarbejdende medarbejdere, siger han.

Han fortæller, at der netop nu bliver forhandlet, og at virksomheden melder ud til de berørte medarbejdere hurtigst muligt.

- Vi prøver at finde nye Vestas-lokationer, som de eventuelt kan blive flyttet til.

Nedlæggelsen af stillinger på fabrikken kommer som følge af øget efterspørgsel fra USA, hvor en del af produktionen flytter til.

- Vi vurderer hele tiden markedet og efterspørgslen og indretter os efter det, lyder det.

Efter stillingsnedlæggelserne vil der være 350 fabriksansatte i Ringkøbing.

2 minutter siden

Viborg mindes Søren Pape

Søren Pape Poulsen, der afgik ved døden tilbage i marts, vil blive mindet af Viborg.

En julekoncert er under opsejling til ære for den afdøde formand fra Det Konservative Folkeparti, der også var borgmester i Viborg Kommune. 

Det fremgår af en Facebook-begivenhed.

- Søren Pape elskede julen mere end fleste. Derfor er det oplagt at mindes ham med en stor julekoncert på Viborg Teater, står der i invitationen.

Koncerten, der finder sted den 26. november, består blandet andet af musikalsk input fra operasanger Jens-Christian Wandt, der sang til Søren Pape Poulsens bisættelse.

29 minutter siden

Politisk redaktør om Søe vs. Løkke: Det sidste kapitel er ikke skrevet endnu

Det sidste kapitel i sagaen om Moderaterne og Lars Løkke Rasmussen og Jeppe Søe er næppe skrevet endnu.

Det konkluderer TV MIDTVESTs politiske redaktør Klaus Knudsen Pedersen, efter at Jeppe Søe i dag endnu engang har undsagt sin tidligere formand Lars Løkke Rasmussen. Læs hele analysen inde i nedenstående artikel.

Kl. 08.53

Slukningsarbejdet forsætter i Skjern

I nat omkring 01.30 var der i Skjern brand i to biler, der stod i en dobbeltgarage. 

Branden bredte sig til huset, og Brand og Redning MidtVest rykkede derfor ud.

Af frygt for, at branden spredte sig til nabohusene og at røgen kunne gøre skade på naboerne, valgte de i nat at evakuere fem huse, hvori der i alt boede 18 personer. De kunne dog alle komme tilbage i eget hjem 45 minutter senere.

- Der er stadig nogle smågløder, der lige skal slukkes efter, så det har vi gang i, fortæller Jan Johnsen, der er indsatsleder ved Brand og Redning MidtVest.

Kl. 08.46

"Mads Skjern" reagerer på butikslukning

”Mads Skjern” reagerer nu på lukningen af den 65 år gamle Damernes Magasin i Lemvig. Han mener, at de længe har overset konerne og pigerne.

Kl. 08.21

Indvielse af havvindmølleparker

Det er 12 år siden, at Energiaftalen kom på plads. Resultatet er vindmølleparkerne Vesterhav Syd og Nord, der i dag bliver officielt indviet i Hvide Sande af miljøminister Magnus Heunicke.

Møllerne leverer strøm til 350.000 husstande og er de største, der står på havet i Danmark lige nu.

Kl. 08.14

Fik ransaget sit hjem efter stor politiaktion: Politiet fandt pistol

Den 39-årige mand, der tirsdag fik sat en større politiaktion i gang, da han viste mistænkelig adfærd omkring børnehuset Unoden, var kun kortvarigt anholdt.

- Han blev hurtigt løsladt igen. Vi har efterfølgende ransaget hans hjem, hvor vi fandt en hardball-pistol. Den er dog ikke ulovlig at have, når man er 18 år og har den i hjemmet. Så der har ikke været grundlag for nogen sigtelse, fortæller politiassistent ved lokalpolitiet i Viborg Henrik Hansen.

Politiet fik tirsdag en anmeldelse om, at manden havde opholdt sig nær hegnet til børnehaven med en pistollignende genstand. Efterfølgende udsendte Midt- og Vestjyllands Politi en pressemeddelelse, hvori der stod, at han gik rundt med en bæltetaske, og at der ikke var noget, som tydede på, at han havde haft en pistol.

Kl. 07.54

Slagtilbud: Pludselig var der bar røv i Rema

En 31-årig lokal mand havde onsdag lidt for meget fart på, da han skulle i Rema 1000 på Holstebrovej i Skive.

Manden valgte nemlig at råbe og skrige i butikken, inden han også smed tøjet og blottede sine genitalier foran butikkens ansatte og andre kunder.

Det fik politiet til at rykke ud.

- Manden blev kortvarigt anholdt, inden han blev løsladt igen. Han har også modtaget en bøde, fortæller Henrik Hansen, der er politiassistent ved lokalpolitiet i Viborg.

Forsidefoto: Imago/Ritzau Scanpix

Kl. 07.50

Dansk OL-svømmer har brækket halebenet

Svømmeren Helena Rosendahl Bach fra Holstebro havde et succesfuldt OL i Paris, hvor hun blev nummer fire i 200 meter butterfly, men nu må hun sætte farten lidt ned i en periode.

For nylig brækkede hun halebenet, da det gik galt under et træningspas, skriver TV 2.

- Vi skulle lave en øvelse på land, hvor vi skulle træne vores eksplosivitet. Jeg skulle lave et hop på en måtte, og da jeg så lander, glider den under mig.

- Jeg er jo bare drønuheldig, fortæller Helena Rosendahl Bach til Ugeavisen.dk.

Holstebro-svømmeren er dog ikke tvunget til at holde en lang pause. Selvom hun har smerter, er hun allerede begyndt at træne igen, fortæller hun til mediet.

Kl. 07.43

Bilist uden for livsfare efter vigepligtsforseelse

Den person, som onsdag blev fløjet væk i helikopter fra en trafikulykke ved Thyborøn, er stabil og ikke længere i kritisk tilstand. Det fortæller Torben Ladefoged fra lokalpolitiet i Holstebro.

Ulykken skete på rute 181 Thyborønvej mellem Thyborøn og Rønland i sydgående retning.

- Det var en klassisk vigepligtsforseelse. Den ene part overholdt ikke sin vigepligt og bragede ud i en anden bil, siger Torben Ladefoged.

Vejen, der er hovedfærdselsåre for al trafik til og fra Thyborøn, var totalspærret i et par timer på grund af ulykken.

Kl. 07.12

Soloulykke skaber kø på motorvejen

En bil ramte torsdag formiddag autoværnet i midten af motorvejen mellem Holstebro og Herning, og det skabte kø torsdag formiddag ifølge vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi Anders Bøje Hansen.

- Der er tale om en soloulykke med en personbil, men en lastbil blokerede noget af vejen, fortalte vagtchefen.

Motorvejen var ikke spærret, men ulykkesstedet skulle passeres med forsigtig kørsel. Politiet havde en patrulje på stedet.

Soloulykken skete lidt efter afkørsel 18 til Sinding i sydgående retning på motorvejen.

Udklip.JPG2
Foto: Vejdirektoratet
Kl. 06.55

Vild udvikling i sag om brandbombe: Mand har meldt sig selv

En 47-årig mand, der ikke kommer fra lokalområdet, blev onsdag eftermiddag anholdt i en sag fra juni, hvor han kastede to molotovcocktails ind under en BMW i Thisted, hvor et kærestepar befandt sig. 

- Han kommer ind på politigården onsdag, efter vi har været i kontakt med ham, og der melder han sig selv, fortæller Niels Kristensen, der er politikommissær i Thisted.

Manden bliver fremstillet i et grundlovsforhør torsdag, hvor han vil blive begæret varetægtsfængslet. Anklagemyndigheden vil anmode om at retsmødet foregår bag lukkede døre.

Hændelsen fandt sted i slutningen af juni måned, da manden kastede en hjemmelavet molotovcocktail ind under en BMW, der var ved at lade op på ellade-stationen Kvix i Thisted.

Niels Kristensen fortæller, at de har fået mange borgerhenvendelser omkring sagen, og det har været stærkt medvirkende til, at politiet fandt frem til manden.

Kl. 06.16

Færge går på weekend

Thyborøn-Agger færge holder fra fredag eftermiddag stille.

Det skriver færgen i en driftsmeddelelse.

Et årligt syn sender færgen ud af drift over weekenden. Sidste afgang inden synet er fredag kl. 14:20, mens første afgang efter synet er mandag morgen kl. 06:00. 

Kl. 06.08

Angreb på marsvin får forskere til at følge delfinen Skywalker tæt

Delfiner angriber marsvin i danske farvande. Forskere bruger undervandsmikrofoner til at følge situationen.

Mindst to marsvin har mistet livet efter et møde med en delfin i Svendborgsund.

Det dokumenterer biologer fra Syddansk Universitet (SDU), Fjord&Bælt og Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i en ny videnskabelig artikel.

Forskerne har derfor sat sig for at følge samspillet mellem delfiner og marsvin i danske farvande på tæt hold med undervandsmikrofoner.

Der skal holdes øje med, om marsvin bliver fortrængt. For der foregår formentlig mange flere drab end de to, mener forskerne.

Flere af de delfiner, der indimellem ses i Danmark, er opkaldt efter karakterer fra "Star Wars". De danske forskere har lige nu særligt øje på Skywalker, der svømmer rundt i Lillebælt, men som tidligere har huseret ved Thyborøn.

Det er ikke stjernekrig, han er kendt for. Tværtimod er det kamp under vand, for Skywalker er blevet ret berygtet for at lemlæste marsvin.

Med undervandsmikrofonerne vil forskerne finde ud af, om marsvinene eksempelvis holder sig helt væk fra området på grund af Skywalker, der i øvrigt har krøllet en af mikrofonerne sammen, fordi han opfattede den som et stykke legetøj.

Kl. 06.07

Kvinder forfordeles stadig i musikbranchen

For femte år i træk viser Kodas kønsstatistik, at det halter gevaldigt med ligestillingen i dansk musik, hvor kun 10 procent af de penge, Koda udbetaler, havner i de kvindelige musikskaberes lommer.

Samtidig er kvinders andel blandt de højest indtjenende den laveste i fem år. Kodas forperson kalder det nedslående og opfordrer til, at hele branchen tager ansvar. Det skriver Koda i en pressemeddelelse fra Koda.

Kl. 05.59

Efter bombe: Nu vil Mette have pensionsaftale inden et valg

20240905-183158-L-7509x5006ma
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

En kattelem. Det er, hvad statsminister Mette Frederiksen (S) åbner for, at en aftale om fremtidens pensionsalder kan falde på plads inden næste folketingsvalg, sådan som adskillige partier ønsker.

Det siger Mette Frederiksen torsdag til Fagbladet 3F.

- Det kan jo være, at det ender med, at vi kan lave en bred aftale omkring det allerede inden et valg, og det vil jo være det allerbedste, siger hun, inden hun tager et forbehold.

- Men om vi kan blive enige om det i Folketinget, det ved jeg ikke endnu, siger hun.

Mette Frederiksen udløste i august en politisk bombe. I et interview med Berlingske sagde hun, at Socialdemokratiet fra 2030 ikke længere automatisk vil stemme for at forhøje pensionsalderen i det tempo, det sker i dag.

Kl. 05.38

Underdirektør stopper hos B&O

Jens Gamborg har efter syv år som underdirektør, bæredygtigheds- og kommunikationschef i B&O valgt at stoppe.

Det skriver Jens Gamborg selv på Linkedin.

- Efter syv år hos Bang og Olufsen, har jeg valgt at forlade det her fantastiske og ikoniske mærke. B&O har mødt sin andel af udfordringer i løbet af min tid, men fremtiden ser lys ud, skriver han blandt andet.

Han oplyser desuden, at han på nuværende tidspunkt ikke ved, hvad fremtiden kommer til at bringe endnu, men at det er det rigtige tidspunkt for ham at stoppe på.

Kl. 05.01

Værn mod ulve virker

Ifølge Miljøstyrelsen er et elektrisk hegn den mest effektive beskyttelse mod ulveangreb, og der findes lige nu en forsøgsordning, hvor fåreavlere kan få tilskud til et ulvesikret hegn.

Sådan et hegn har fåreavleren Jørgen Blazejewicz fra Idom ved Holstebro fået. Siden det kom op, er hans får slet ikke blevet angrebet.

Kl. 04.31

Risiko for kraftig regn og skybrud

Det er måske en god idé at huske regnjakken eller en paraply, for torsdag kan gå hen og blive en våd en slagsen i det mest af det midt- og vestjyske.

DMI varsler om risiko for kraftig regn og lokale skybrud fra klokken 12 til 21.

Varslet gælder for det meste af Jylland - kun Thisted og Morsø Kommune er ind til videre ikke omfattet i landsdelen.

Kraftig regn er, når der falder mellem 25 og 35 millimeter på seks timer, mens der i de lokale skybrud kan falde over 15 millimeter på 30 minutter.

Store mængder vand kan oversvømme kældre, vejbaner og vandløb, lige som det kan påvirke trafikken, så det kan være en god ide at nedsætte hastigheden for at undgå akvaplaning.

Kl. 04.15

Brand i biler bredte sig til bolig - 18 personer evakueret

I Skjern har der natten til torsdag været brand i et parcelhus.

Branden startede i boligens dobbeltgarage, hvor to biler brød i brand. I den forbindelse spredte ilden sig til selve boligen. Her fik branden fat i overetagen.

- Fem omkringliggende huse med i alt 18 personer blev kortvarigt evakueret på grund af røg og spredningsfare. De var ude i tre kvarter, inden indsatslederen på stedet vurderede, at de kunne komme tilbage i deres huse, fortæller Allan Riis, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Bilerne og carporten er desuden nedbrændt.

Kl. 03.53

Omfanget af udbredt følelse skræmmer sociolog

Knap en halv million danskere over 16 år føler sig svært ensomme, viser nye tal. Og det kan have store samfundsmæssige konsekvenser, mener sociolog.