Kort nyt

Kl. 20.17

VUC får dødsstød

Landsdelens voksen-uddannelsescentre står til at blive nedlagt fra 2030. Det er kendsgerningen, hvis regeringens reform på uddannelsesområdet bliver vedtaget.

Kl. 20.51

Nordlys over landsdelen

På trods af det kraftige blæsevejr, har der været gode muligheder for at se nordlys torsdag aften i landsdelen. 

Rikke-Louise Hvidbjerg Nielsen og Lise-Lotte Mierzejewski så det smukke naturfænomen i Thisted. 

Kl. 19.50

Sådan påvirker kongens besøg trafikken fredag

Når kongeparret besøger Holstebro fredag, kommer det til at have indflydelse på trafikken. Få overblikket i artiklen nedenfor. 

Kl. 19.32

To navne er i spil som Venstres spidskandidat i Ringkøbing-Skjern

I Astrup Aktivitetshus mødtes lokale venstremedlemmer torsdag aften til et dialogmøde med Erik Viborg og Lone Andersen for at blive klogere på, om det skal være den ene eller den anden.

Kl. 18.52

Tvunget til at lukke streetpark

Den populære streetpark på Østergade i Skjern er lukket - og åbner ikke igen. 

Det er risikoen for, at der skal drysse asbest fra loftspladerne, der har fået Ringkøbing-Skjern Kommune og Ringkøbing-Skjern Ungdomsskole til at træffe beslutningen.

Kl. 17.28

FCM undviger lukket tribune - men får stor bøde

FC Midtjylland undgår at skulle lukke en tribune, efter at de fik tændt omkring 30 pyroteknik.

Det skete søndag d. 29 september til en kamp mod rivalerne VFF. Kampens dommer indberettede at FC Midtjyllands tilskuerrækker afbrændte i alt 30 pyroteknik, som medførte at spillet blev afbrudt et minutstid, fordi røgen gav udfordringer for spillet.

På Viborgs halvdel blev der afbrændt i alt 22 pyroteknik. Dette havde dog ikke indflydelse på spillet. 

FC Midtjylland får til gengæld en bøde på 60.000 kroner for brud på sikkerhed og orden på stadion og tuningsreglerne. 

Kl. 16.58

Kommune offentliggør budget for kongepars besøg

Timepris for fredagens kongelige besøg i Holstebro står til at blive op til 30 gange højere end på Ærø.

Kl. 15.15

Landmand reagerer på nye anbefalinger til biodiversitet

Mange midt- og vestjyske landmænd vil blive påvirket, hvis de nye anbefalinger træder i kraft. Men det vil ikke nødvendigvis være en dårlig ting, mener Anders Ahrenfeldt, der selv er landmand og formand for Landboforeningen Midtjylland.

Kl. 14.39

10. klasses elever protesterer mod afskaffelse

I dag gik 10. klasses elever på gaden for at gøre dem opmærksomme på, at byen, hvis 10.klasse bliver afskaffet, komme til at miste elever som dem.

På plakaterne stod der blandt andet, at 10. klasse er med til at udvikle eleverne både socialt, personligt og fagligt, og at eleverne vil have en ungdom, før de presses ud i et arbejde resten af livet. 

Kl. 14.18

Kraftigt blæsevejr på vej: - Her rammer det hårdest

DMI har udsendt en kategori 1 varsel torsdag aften om stormende kuling med vindstød af stormstyrke svarende til 25 meter per sekund. 

Her i landsdelen går det især ud over den jyske vestkyst. Varslingen gælder for Ringkøbing-Skjern, Holstebro, Lemvig og Thisted kommuner. 

Det vil dog ikke være et blæsevejr, som vestjyderne ikke har set før.  

- De er jo vant til det ude ved vestkysten, men det er en god idé at sætte havemøblerne ind og stormsikre campingvogne og lignende, siger Mette Zhang, der er vagthavende meteorolog ved DMI. 

Ud af de fire kommuner vil det blive værst omkring Limfjorden, den vestlige del af Holstebro, Thisted og Lemvig tættest mod kysten. 

Kl. 13.54

Flere tog aflyst

Torsdag eftermiddag er flere tog til og fra Skjern St. aflyst rundt i Midt- og Vestjylland. 

Få et overblik her:

Tog 5358 mellem Skjern St. og Herning St. med afgang klokken 16:18 er aflyst.

Tog 5861 mellem Herning St. og Skjern St. med afgang klokken 17:02 er aflyst. Her er der indsat en bus som erstatning, der har afgang fra Herning klokken 17.07.

Tog 5174 mellem Skjern St. og Varde St. med afgang klokken 17:42 er aflyst. Her er der også indsat en bus som erstatning. Den har afgang fra Skjern klokken 18.00.


Kl. 13.45

Særlig halskædes forsvinden fik ejeren til tasterne

For nylig opdagede Lene Nørmark, at hun pludselig havde mistet et helt særligt smykke – en halskæde, som hun har arvet fra sin farmor, hvori der var et vedhæng med et fingeraftryk fra hendes afdøde søn.

Det fik hende til at lavet opslag på Facebook, som er delt over 15.000 gange.

Kl. 12.37

Kontrol af køretøjer kaster flere bøder af sig

Både lastbiler, kartoffeltransportere og andre tunge køretøjer er blevet kontrollet denne uge, og det har kastet flere bøder af sig.

Højdespringeren var en bøde på 200.000 kroner.

Kl. 11.36

Næssundfærgen fortsætter sejladsen

Næssundfærgen sejler mod lysere tider.

Sidste år havde færgen, der sejler mellem det sydlige Mors og Thy, et større underskud. Takket være stor lokal opbakning ser dette års regnskab ud til at slutte med et lille plus - og dermed står det fast, at sejladsen fortsætter til næste år.

Kl. 11.25

Eksminister bliver præsident

Simon Kollerup, der er valgt til Folketinget for Socialdemokratiet i Nordjyllands Storkreds, kan tilføje en ny titel til sit CV. 

Han er fra i dag præsident for Beredskabsforbundet, der er en landsdækkende organisation for alle frivillige i redningsberedskaberne, der hører under Beredskabsstyrelsen

- Jeg glæder mig til at stå i spidsen for Beredskabsforbundet, som i mine øjne har gode svar på de trusler, Danmark står mest direkte over for lige nu, skriver han i et opslag på LinkedIn.

Af trusler nævner han blandt andet vildere vejr, klimakatastrofer og cyberangreb.

- Den dårlige nyhed er, at truslerne desværre kun bliver større og større i disse år. Derfor er der brug for et endnu stærkere beredskab i Danmark, skriver han i opslaget.

Simon Kollerup (S), der er forsvarsordfører, hjemmeværnsordfører og tidligere erhvervsminister, fortsætter sit arbejde i Folketinget sideløbende med virke ved Beredskabsforbundet.

Kl. 10.01

Forsøg gik galt - nu har skolen fået strakspåbud

Snejbjerg Skole ved Herning har fået et strakspåbud af Arbejdstilsynet, efter en elev i 7. klasse blev alvorligt forbrændt i undervisningen.

Kl. 09.54

Færge indstiller sejlads i eftermiddag

Færgen mellem Thyborøn og Agger indstiller sejladsen torsdag eftermiddag. 

Sidste afgang fra Thyborøn er klokken 14.00, og så sejler færgen ikke resten af dagen. 

Det skriver færgen i en service-sms.

Kl. 08.59

Kommunen lagt ned af henvendelser

Vesthimmerlands Kommune er blevet lagt ned af henvendelser, efter man meldte ud, at fem efterladte sejlbåde kunne afhentes ganske gratis.

Kl. 08.08

Usædvanligt biltyveri

Et usædvanligt tyveri har fundet sted på et autoværksted i Viborg. 

Hvad der formodes som flere gerningsmænd har stjålet tre biler med de nøgler, som passer til bilerne.

Kl. 07.16

Flere udsat for klassisk svindelnummer

Bankbude er efterhånden blevet et klassisk forsøg på at franarre folk penge.

Netop det svindelnummer blev flere udsat for i Hvide Sande i går fra middagstid og frem til klokken 14.30, oplyser lokalpolitiet i Ringkøbing.

- Det er det klassiske eksempel, hvor nogen ringer og udgiver sig for at være fra banken, og så sender de efterfølgende en ud for at hente hævekortet, siger politiassistent Martin Bjerg.

To borgere faldt ikke i fælden, men det gjorde den tredje. Her blev der hævet 13.000 kroner, som er overført til en konto i Frankrig.

De tre borgere, som blev udsat for svindelnummeret, er fra 73 år og op.

Kl. 07.01

B&O mister omsætning

Bang & Olufsen måtte se omsætningen falde i første kvartal af det forskudte regnskabsår 2024/25.

Den danske hi-fi-producent omsatte i månederne juni, juli og august for 544 millioner kroner, hvilket er 12 procent lavere end i samme periode sidste år.

Salget ligger dog på niveau med forventningerne, og i Struer-virksomheden hæfter man sig både ved, at sammenligningsgrundlaget var ekstraordinært højt, og at bruttomarginen samtidig blev forbedret.

- Vi fortsatte arbejdet med at eksekvere vores strategiske prioriteter med særligt fokus på at øge brand awareness på globalt plan, optimere vores retailnetværk og skabe produkter i verdensklasse, siger administrerende direktør Kristian Teär i en kommentar til regnskabet.

Han ser nu sammen med resten af ledelsen frem mod den aktieudvidelse, der blev vedtaget på den seneste generalforsamling, og som vil tilføre ny kapital, der skal bruges på at føre en treårig strategiplan ud i livet.

Bang & Olufsen vil forhøje selskabskapitalen med 20 procent i en såkaldt rettet emission, som bliver gennemført inden udgangen af november.