KreaTID

Psykolog: Håndarbejde skaber både smertelindring og trivsel

Strik og hækling er meget mere end en hyggelig hobby, det kan lindre smerte, og man kan blive afhængig af det. Psykolog Anne Kirketerp har undersøgt, hvad der rent psykologisk sker, når vi laver håndarbejde.

4:07

Anne Kirketerp er oprindelig uddannet håndarbejdslærer og er en passioneret håndværker. Oprindelig var det vævning, i dag har hun kastet sig over både strik og hækling. Hun opdagede nemlig, hvordan man kan glemme tid og sted og bare føle sig lykkelig, når man sidder med håndarbejde. Oplevelser hun på daværende tidspunkt ikke havde nogen teoretisk viden om, og derfor besluttede hun sig for at læse psykolog.

- Jeg ville gerne finde ud af, hvorfor det er, vi får det så godt, når vi sidder og laver håndarbejde og håndværk, siger Anne Kirketerp.

Som uddannet psykolog, satte hun sig for at samle al den viden, der var omkring de sundhedsfremmende effekter af at lave håndarbejde og håndværk. Det hele samlede hun i begrebet Craft Psykologi.

- De sidste fem år har jeg brugt på at fortælle om det, forske i det og undervise i det. Det var som at komme hjem og bruge det, jeg elsker allermest; at lave håndarbejde hele dagen og lave psykologien om, hvorfor det er så sundt.

Anne Kirketerp har samlet sin viden om de sundhedsfremmende effekter, der er ved at lave håndarbejde og håndværk, i en bog.
Anne Kirketerp har samlet sin viden om de sundhedsfremmende effekter, der er ved at lave håndarbejde og håndværk, i en bog.

Håndarbejder giver trivsel og smertelindring

Anne Kirketerp har ikke bare samlet eksisterende viden, hun har lavet spørgeskemaundersøgelser og lavet dybdegående interviews med hundredvis af kreative personer om, hvorfor de strikker, hækler eller laver håndarbejde.

Helt overordnet handler det for alle om motivation og trivsel.

- Når mennesker laver det, de elsker og er motiveret for, så har de den sjældne oplevelse af, at selve processen og produktet er belønningen. Mennesker, der har en passion for noget som eksempelvis at strikke og hækle, de trives.

De fleste strikker og hækler, fordi de synes, det er hyggeligt, og fordi de kan ikke lade være. Mange siger måske, de er afhængige, og det er der en psykologisk forklaring på. Det handler ikke kun om garn og pinde og ret og vrangmasker.

- Der sker primært det, at vi får så mange mikrosucceser, når vi lykkes med små masker, og så udskiller hjernen dopamin, der er et lykkehormon. Det er dopamin, der gør, at vi biokemisk kan blive afhængige af at sidde og strikke og hækle, forklarer Anne Kirketerp.

Håndarbejde og håndværk kan ud fra hendes teori ikke bare skabe trivsel - det har også en lindrende effekt.

- Når vi er fordybet med håndarbejde, så producere kroppen anandamid, der er et smertelindrendestof. Så man bliver reelt smertedækket af at være fuldt fokuseret på at lave craft. Så man er ikke kun distraheret væk fra det svære, der er også en reel biokemisk smertelindring.

Uddannelse i craft-prykologi

Arbejdet med at samle viden og beskrive teorien om craft-psykolog har hun samlet i bogen Craft Psykologi - Sundhedsfremmende effekter ved håndarbejde og håndværk.

- Jeg har valgt at kalde det for craft-psykologi, ligesom vi har sportspsykologi og andre, så har jeg lavet et overordnet teoretisk billede og en model for, hvad det er for nogle helt specielle effekter og sundhedsfremmende effekter, der er ved at lave håndarbejde eller håndværk.

Anne Kirketerp har lavet en certificeret uddannelse i craft-psykologi. En uddannelse, der underbygger den positive oplevelse og erfaring, folk har med at lave håndarbejde, og uddannelsen åbner mulighed for bevidst at arbejde med psykologien mere professionelt. For måske kan vi i fremtiden få håndarbejde og håndværk på recept.

- Det er i gang allerede rundt omkring, og man er begyndt at få øjnene op for, at ligesom vi har motion til at lave fysisk sundhed, så har vi brug for redskaber til at skabe mental sundhed. Der er craft en af de ting, som er nemme, fordi det er så passionsbåret, og det ikke er svært at tage sig sammen til at lave noget, man elsker, siger psykologen. 

Vil du være med i KreaTID-fællesskabet?

TV MIDTVEST har oprettet en gruppe på Facebook for alle, der elsker at bruge tid på det kreative. Gruppen hedder KreaTID - TV MIDTVEST, og her kan du dele billeder af dit eget kreative håndarbejde og inspiration med andre.