Finanslovsforslag sender millioner til Nr. Nissum: Nu kan der laves kostskole
Et af de steder, der er udset til at få del i pengene på næste års finanslov, er HF-uddannelsen i Nr. Nissum.
Klokken 12 præsenterer Mette Frederiksens regering deres udkast til det kommende års finanslov. I den gemmer sig en stor pose penge til en ny kostafdeling i forbindelse med HF-uddannelsen i Nr. Nissum.
Helt nøjagtigt er der afsat 1,5 millioner kroner til projektet i 2019 samt 3 millioner kroner årligt fra 2020 og frem.
- Mit hjerte banker jo for uddannelserne i Nr. Nissum. Jeg er selv blevet uddannet lærer der. Jeg har haft samarbejde med dem gennem mange år, og derfor vil jeg selvfølgelig gerne hjælpe, siger det socialdemokratiske folketingsmedlem, Annette Lind til TV MIDTVEST.
- Det betyder rigtig meget for mig at kunne være med til at sætte gang i nogle nye ting i Nr. Nissum, uddyber hun.
Særligt fokus på ordblinde
På HF-uddannelsen i Nr. Nissum betyder den store pengesum, at en længeventet drøm nu kan realiseres.
- Det betyder jo, at nu har vi mulighed for at drive kostskole og lave nogle af de initiativer, som vi rigtig gerne vil på kostskolen sammen med eleverne, siger Tina Gade, der er pædagogisk administrativ leder på stedet.
- At være skole handler jo om, at den enkelte elev bliver så dygtig som overhovedet muligt, og det kan vi jo lige præcis også bruge kostskolen til, så vi får lidt mere blik for den enkelte og kan bidrage lidt mere til, at den enkelte har den bedste betingelser for at få den bedst mulige HF-uddannelse.
Skolen i Nr. Nissum skiller sig ud ved at have et særligt tilbud til ordblinde elever. De får også bedre betingelser på en kostskole, vurderer Tina Gade.
- Det er ikke fordi, at de har vanskeligere ved at begå sig end andre unge - slet ikke, men de har brug for noget tid til at studere, og det vil vi gerne give dem. Og vi vil også gerne give en særlig opbakning til den elevgruppe, forklarer hun.
Netop den ekstra støtte, der bliver tilbudt til ordblinde elever, er en af årsagerne til, at Annette Lind og socialdemokratiet har prioriteret penge til kostskolen.
- Nr. Nissum er jo en skoleby, og det er nødvendigt, at der kommer nogle nye tiltag. Og det her er bare et rigtig godt tiltag, hvor man hælper nogle unge mennesker, som kan være særligt sårbare, med at få en studentereksamen, siger Annette Lind (A).
Yngre elever
Udover tilbuddet til ordblinde har det også været afgørende, at eleverne nu kan optages på HF-uddannelsen direkte efter 9. klasse. Det sparer eleverne for et uddannelsesår, men det betyder også, at nogle elever er meget unge, når de begynder.
- Eleverne er blevet yngre, så derfor er det vigtigt, at der bliver en kostafdeling, så man kan hjælpe de unge mennesker, siger Annette Lind (A).
Der er allerede et kollegie i forbindelse med uddannelsen, men netop muligheden for at der kan være meget unge elever øger behovet for en kostskole, mener Tina Gade.
- Vi har elever fra hele landet, Det betyder, at man kan være 15 år og komme fra Haderslev, når man skal man væk hjemmefra og skal klare sig, både i forhold til det faglige og alt det, der ligger oveni og ved siden af.
- Det er ikke fordi, at vi skal være støttepædagoger på den måde, men vi skal gøre livet omkring dem rigtig godt både fagligt og socialt, og det kan vi gøre, når vi har midler til at ansætte personale, lave mad og alt det, der hører til en kostskole, siger Tina Gade.
Finansloven skal nu forhandles på plads med Folketingets øvrige partier. Den endelige finanslovsaftale indgås almindeligvis i november.