Fra fodboldspiller til Danmarks bedste sprinter

På blot et år er 22-årige Ida Karstoft fra Lemvig gået fra at være professionel fodboldspiller til Danmarksmester i atletikdisciplinen 200 meter sprint.

Ida Karstoft mistede glæden ved at spille fodbold. Hun valgte derfor at skifte fodbolden ud med løbebanen.
Ida Karstoft mistede glæden ved at spille fodbold. Hun valgte derfor at skifte fodbolden ud med løbebanen.
Foto: Michael Andersen, TV Midtvest

Det er de færreste, der kan prale af at have været på landsholdet inden for to sportsgrene, men netop det kan 22-årige Ida Karstoft fra Lemvig. På et år er hun gået fra landsholdet i fodbold til landsholdet i atletik.  

- Det er jo mega fedt. Jeg kan ikke klage over det. Jeg er så beæret over de muligheder, jeg har fået inden for både fodbold og atletik, siger Ida Karstoft, der til dagligt løber i atletikklubben Sparta på Østerbro. 

Lørdag deltog hun i DM i atletik i Skive, og her løb hun sig til en guldmedalje med en tid på 24,52 sekunder. Hun kan dermed kalde sig Danmarks bedste kvindelige 200-meter sprinter blot et år efter at have sat fodboldstøvlerne på hylden. 

Ida Karstoft sprintede sig til en guldmedalje på 200-meter distancen med tiden 24,52 sekunder. Hendes personlige rekord er 24,32 sekunder. 
Ida Karstoft sprintede sig til en guldmedalje på 200-meter distancen med tiden 24,52 sekunder. Hendes personlige rekord er 24,32 sekunder. 
Foto: Michael Andersen, TV Midtvest

- Det er fantastisk. Jeg er så glad for at jeg kan hente en medalje med hjem her, siger Ida Karstoft.  

Fodboldglæden forsvandt

Meget tydede på, at Ida Karstoft skulle gøre god karriere inden for fodbold. Hun spillede som professionel for Brøndby og var tilmed på det danske fodboldlandshold, men noget var, som det ikke skulle være. 

- Det var nok glæden, der forsvandt. Jeg kom ikke længere til træning for min egen skyld. Motivationen forsvandt i takt med mange skader, og jeg var ikke glad for det længere, siger den 22-årige atlet. 

Da lysten til fodbold var på sit mindste, spottede Sparta-træneren Michael Jørgensen potentialet i den lynhurtige spiller, og derefter tog det fart. 

- Ida har et meget effektivt løb. Det ser meget elegant ud, og det er utrolig effektivt. Hun har lange ben, og hun kan flytte dem hurtigt, så der er rigtig gode muligheder i løb for hende, siger Michael Jørgensen. 

Han så lynhurtigt talentet, og få øjeblikke senere havde Ida Karstoft en plads på atletiklandsholdet. 

Svær erkendelse 

Selvom Ida Karstoft strøg fra den ene gode position til den anden, var erkendelsen om karriereskiftet svær. 

- Jeg har jo altid spillet fodbold, og det var en stor del af mig, Det var et svært valg at tage. Nu var jeg lige pludselig ikke fodboldpigen Ida mere. Jeg skulle smide den væk og starte helt forfra på noget nyt. Det var lidt en identitet, man sagde farvel til, siger Ida Karstoft. 

Den 22-årige sprinter, der til dagligt bor på Amager og læser markedsføringsøkonomi, har i dag fundet sig til rette med sin nye identitet. Oven på DM-guldmedaljen er hun klar til at drømme endnu større. 

- I det lange løb er min drøm at begå mig internationalt i Europa. Om det så er på 200 eller 400 meter, det ved jeg ikke endnu, lyder det fra Ida Karstoft. 

2:25
Ida Karstoft skiftede for et år siden fodboldstøvlerne ud med pigsko. I dag vandt hun sin første DM-guldmedalje