Nu er storkeungerne både genforenet og ringmærket
Efter en dramatisk dag i storkereden i går, hvor vind og vejr nær havde taget livet af den mindste unge, var søndag en anderledes stor dag.
Lørdag måtte den mindste af storkeungerne i reden i Flynder hentes ned på jorden, så den kunne komme indenfor og blive tørret og få varmen.
Den seneste uges dårlige vejr har været hårdt for storkeungerne, især den mindste, der er lidt yngre end de to andre. Eksperterne fra storkene.dk så derfor ikke anden udvej end at hente ungen ned fra reden, hvis den skulle have chance for at overleve.
Men efter at have tilbragt natten i en papkasse med tør halm under en varmelampe har storken fået det bedre, og den var derfor klar til at deltage i søndagens store begivenhed - ringmærkning.
- Den skal have på højre ben, fordi det er et lige årstal. Og det er så dejligt, at de instinktivt spiller døde, for så skal man ikke holde på dem, fortalte Hans Skov, der er ringmærker for Zoologisk Museum, mens han forestod selve ringmærkningen af den mindste unge.
Det blev ordnet, mens den stadig var i tørvejr på landjorden. Og da det var overstået, strøg Hans Skov og storkeungen til vejrs i en lift sammen med Per Fjeldgren, der bor på ejendommen, hvor reden er placeret.
Her hjalp Per Fjeldgren med at holde ungerne, mens Hans Skov fik placeret ringmærkerne.
- De skal helst være omkring fire uger gamle, fordi så begynder de at have en passende fjerudvikling. Det kniber lidt med den yngste af ungerne, men de to andre har udviklet sig sådan, at dårligt vejr ikke længere kan tage livet af dem, forklarede Hans Skov.
- Og hvis man ringmærker for tidligt, så er der stadig for stor chance for, at ungerne går til på grund af dårligt vejr eller andre uheld. Så de skal være omkring fire uger, så plejer de at klare sig.
Genforenet i reden
Efter endt ringmærkning blev den lille storkefamilien atter fuldtallig, og de tre unger blev genforenet, da den mindste unge blev placeret lige i smørhullet mellem sine søskende.
- Det er gået rigtig godt. Lige så snart den kom ind og fik noget varme, så livede den op. Den har også spist godt, så den er i topform lige nu, forsikrede Hans Skov, der dog håber, at vejrguderne er med storkene de næste dage.
Hans vurdering er, at den lille unge stadig mangler fire-fem dage i at have så meget fjer-udvikling, at den kan holde vandet ude.
Det næste store skridt i storkeungernes liv bliver, når de skal på vingerne for første gang. Eksperterne forventer, at det sker om en måneds tid.