Nu kommer vindmølleaktier for Vesterhav Nord også til salg
Torsdag begynder salget af aktier til Vesterhav Nord, der kan købes af borgere fra to midt- og vestjyske kommuner.
Hvis du bor i Lemvig eller Thisted Kommuner, kan du inden længe blive medejer af havvindmølleparken Vesterhav Nord, der skal ligge ud for Lemvig Kommunes kyst.
Fra torsdag 8. juni sætter Vattenfall, der står bag projektet, 166.797 vindmølleaktier til salg, som kan købes af borgere med fast bopæl eller sommerhus i en af de to kommuner. Sommerhusejere skal dog have ejet deres hus i minimum to år.
Det fortæller Arne Rahbek, der er ansvarlig for det lokale samarbejde i Vattenfall.
- Reglen er, at borgere fra kommuner, der ligger inden for en radius af 16 kilometer fra parken, skal tilbydes aktier. I det her tilfælde rammer den radius Lemvig Kommune og det yderste af Agger Tange, og derfor er Thisted Kommune også med, siger han.
Tilbuddet om at købe aktier i Vesterhav Nord gælder ikke kun for dem, der bor inden for radiussen, men for alle borgere i de to kommuner.
Håber på en stor ejerkreds
Hver aktie kommer til at koste 3.441,75 kroner, og alle interesserede købere kan reservere lige så mange aktier, som de har lyst til, men det er først, når salgsperioden slutter, at aktierne reelt bliver fordelt.
Ønsket fra Vattenfalls side er nemlig, at så mange som muligt får mulighed for at købe sig ind i projektet. Derfor bliver aktierne også fordelt ved, at der bliver ”fyldt op nedefra”, står på projektets hjemmeside.
Det betyder, at der først bliver uddelt én aktie til alle, der vil købe. Dernæst får alle, der ønsker at købe flere end én aktie, tilbudt en mere og så videre.
Senere i juni kan potentielle købere komme til informationsmøde om projektet.
- Her gennemgår vi de risici, der er ved sådan et køb, meget omhyggeligt, og vi gennemgår processen omkring det at købe en aktie helt faktuelt. Det er for, at folk ligesom ved, hvad pakken indeholder, siger Arne Rahbek.
Deadline er skarp
Og Vattenfall har allerede erfaringer at trække på, når det kommer til salg af havvindmølleaktier, for allerede 11. maj gik salget af aktier til parken Vesterhav Syd, der ligger ud for Hvide Sande og Søndervig, i gang.
Indtil videre er omkring 25.000 aktier reserveret af mere end 1200 borgere i Ringkøbing-Skjern Kommune, og Arne Rahbek håber, at det kommer til at gå mindst lige så godt med salget af vindmølleaktierne for Nord-parken.
- Der er en større mulig ejerkreds, fordi det er borgere i to kommuner, der kan købe. Så vi forventer nok, at der kommer flere købere, fordi der er flere, der har mulighed, siger han.
Salget af Vesterhav Nord-aktier løber frem til torsdag 3. august klokken 12.00. Hvis alle aktier ikke er solgt, beholder Vattenfall selv resten.
- Hvis man kommer efter det tidspunkt, er det for sent. Den bliver der ikke afveget fra, så man skal have besluttet sig inden da, siger Arne Rahbek.