DF og Socialdemokratiet enige: Musikterapi skal udbredes
Både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet er åbne over for at øge brugen af musikterapi.
Alzheimerforeningen foreslår at gøre musikterapi til standardbehandling for demensramte. Et forslag, Dansk Folkeparti hilsner velkomment.
- Jeg synes, det er en virkelig god idé. Vi ved jo, at det hjælper de mennesker til at få noget af deres hukommelse og gode humør igen, forklarer partiets sundhedsordfører, Liselott Blixt.
Også Socialdemokratiet er åbne for idéen. For TV MIDTVEST's serie, Lyden af Liv, har vist, at musikterapi i allerhøjeste grad er berettiget.
- Jeg tænker, det er helt fantastisk - og det, der er mest fantastisk, er, at det kommer til kendskab for stort set hele Danmarks befolkning. For der er jo noget at gøre for de demente, det er helt tydeligt, siger Karin Gaardsted, der er medlem af Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg.
Vil tage det op - og finde ud af praksisform
Dansk Folkeparti vil gå musikmetoderne efter i sømmene.
- I øjeblikket skal vi jo finde ud af, hvordan det kan praktiseres. Vi har jo allerede i 2016 sat en pulje af på cirka 17 millioner, som kommunerne søgte til dans, musik og andre aktiviteter. Vi har også lavet en demenshandlingsplan, hvor vi talte meget om musikterapi - så det skal bare sættes i system, hvad vi allerede har været i gang med, fortæller sundhedsordføreren.
Socialdemokratiet vil tage det op på førstkommende udvalgsmøde.
- Det her vil vi komme til at diskutere i Sundhedsudvalget. Jeg vil i hvert fald tage det op med mit partis medlemmer af Sundhedsudvalget, afslutter hun.
Sidste afsnit i serien, Lyden af Liv, bliver sendt torsdag kl. 19.30.