100 blev sigtet i narkosag: Halvdelen ville frivilligt hjælpe politiet

Ifølge politiet er en ny metode en "stor succes."

Efter en sag, hvor politiet fandt frem til 100 købere af euforiserende stoffer, har flere af dem nu sagt ja til tilbud om hjælp.
Efter en sag, hvor politiet fandt frem til 100 købere af euforiserende stoffer, har flere af dem nu sagt ja til tilbud om hjælp.
Foto: Foto: Colourbox / Grafik: Jens Svenning

"En stor succes"

Sådan betragter Midt- og Vestjyllands Politis forebyggelsesafdeling en nylig sag, hvor 100 personer i Thy og på Mors blev sigtet for at have købt euforiserende stoffer, herunder hash og kokain.

Siden har de fleste af de sigtede skullet møde op på politistationen, så politiet kunne sikre fingeraftryk.

I samme ombæring blev de sigtede købere tilbudt at hjælpe politiet - og selv blive hjulpet.

- Det tyder på, at man godt kan se, at det er et problem, når man er villig til at hjælpe andre til ikke at komme i samme situation, siger Ane Friis. Hun er specialkonsulent i politikredsens afdeling for Forebyggelse, Nærhed og Tryghed og godt tilfreds, efter der onsdag var sidste frist for de sigtede at møde op på politistationen i Thisted.

Her blev de sigtede købere først tilbudt en samtale med politiet, som spurgte ind til den sigtedes forhold til stoffer og blandt andet, hvordan den sigtede havde fået fat i stoffet, om det var første gang, og om det er til hverdag eller fest, at de sigtede indtog stoffer.

Festkultur, hvor kokain er "normalt"

Samtalen var frivillig, og formålet er at hjælpe politiet til at forebygge, at flere køber stoffer.

Det havde omkring halvdelen af de 100 sigtede sagt 'jatak' til.

- Vi bruger det til at finde ud af, hvor vi skal sætte ind med forebyggelse. De her mennesker er de bedste vidner til at give en status i kredsen på de forhold, som de er sigtede for, siger specialkonsulent, Ane Friis.

Men det er også en meget bred gruppe, som politiet nu har haft direkte adgang til, og det gav politiet nyt indblik i den kultur, som stofferne florerer i, fortæller Ane Friis.

- Vi er bekymret over at høre om en festkultur, hvor man først indtager en stor mængde alkohol, og så bruger kokain til at blive mere frisk og fortsætte festen. Hos dem, vi har talt med, virker det til at være normal adfærd i en festkultur, og det var nyt for os, siger Ane Friis.

Kokain med et klik

Selvom omfanget af en festkultur med stærke stoffer er forholdsvist nyt land for politiet, er stoffernes tilgængelighed ikke nyt, siger Ane Friis.

- Vi er også bekymrede over, hvor hurtigt og nemt, de får fat på stofferne. Vi skal helt sikkert se på tilgængeligheden – og her er Snapchat en kæmpe synder. Det siger selv, at det er svært komme ud af et stofmisbrug, når det bare er et klik, og så er du der igen, forklarer Ane Friis.

Flere ønskede personlig hjælp

På baggrund af den samtale, som politiet foretog med 77 procent af de sigtede, som mødte op på politistationen, blev de sigtede også tilbudt en personlig samtale med en misbrugsvejleder.

25 procent af i alt 74 fremmødte ville gerne tale med en vejleder fra rusmiddelcenteret.

Det er også en stor succes for forebyggelsesafdelingen, mener Ane Friis. De, som politiet har sigtet i denne sag, er både personer, som har købt hash en enkelt gang, og nogle som har mange køb af stoffer bag sig.

- Nogle er nede i 13-14 år, når de første gang prøver hash, og når man starter tidligt, så får man også blod på tanden til at prøve andre former for stoffer, siger Ane Friis, som ser muligheden for en samtale på politistationen for den helt rette vej at gå.

- Vi kommer i kontakt med dem i forbindelse med en sigtelse, og der er de motiverede for at få hjælp. Vi kan se, at vi har fat i noget her, siger Ane Friis.,

Også flere af de sigtedes pårørende henvendte sig samtidig til rusmiddelcenteret for at få hjælp.

- Det siger mig, at vi næste gang også skal havde en mulighed for at de pårørende kan henvende sig. Hvis de pårørende også er engageret, så er der større sandsynlighed for, at misbrugeren kommer ud af sit misbrug.