1500 Venstre-medlemmer til landsmøde i Herning - Nu skal skuden vendes

Kongrescentret i Herning har taget en ekstra sal i brug for at få plads til de mange Venstre-folk. Det er det, Venstre kan, siger Thisteds borgmester Niels Jørgen Pedersen.

Venstre-landsmøde
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

1500 Venstre-medlemmer fra hele landet har lørdag taget turen til Herning Kongrescenter for at være med til at vælge Troels Lund Poulsen som partiets nye formand.

Selv om Venstre har et stort bagland, er det alligevel usædvanligt med så mange deltagere, og partiet har måttet tage et ekstra lokale i brug for at få plads til de mange medlemmer. 

Det drejer sig om kongrescentrets Teaterscene, hvor der både er stemmetællere og en storskærm, så medlemmerne kan følge med i, hvad der sker i den store sal.

Blandt deltagerne er Hernings tidligere borgmester Lars Krarup, der ellers har gjort en dyd ud af ikke at blande sig i politik, efter at han stoppede som kommunens førstemand.

- Sådan en dag som i dag, hvor vi helst skulle have markeret en ny start og trukket en streg i sandet, synes jeg, at man skal markere sin opbakning. 

- Jeg kommer også for at mærke stemningen, og det er let at mærke, så snart man kommer ind ad døren. Man møder mange glade mennesker. Nu skal skuden gerne vendes. Det er det, det handler om i dag, siger Lars Krarup.


- Det er det, Venstre kan

Thisteds Venstre-borgmester Niels Jørgen Pedersen kommer med samme dagsorden og er  imponeret over opbakningen. 

- Det er det her, Venstre kan. Der er et kæmpestort bagland, og baglandet bakker op. Nu skal vi vælge ny formand, og så sætter vi kursen igen.

- Men baglandet gør det vel ikke alene i den situation, partiet befinder sig i?

- Nej, der er trods alt et stærkt fundament, når båden rokker. Og det er det fundament, der gør, at man kommer tilbage igen.

- Hvilke politiske signaler vil du gerne høre i dag?

Jeg vil gerne høre, at vi stadig står fast om de liberale og borgerlige værdier. Og det tror jeg også, at vi kommer til. Nu skal vi have tingene til at falde til ro og så skal vi finde vores ben og så skal vi videre derfra, siger Niels Jørgen Pedersen.