25-årige Benjamin lever af at sælge møbler og antikviteter til hele verden

Mange af de ting han omgiver sig med er mere end dobbelt så gamle som ham selv.

Benjamin Jensen i sin nye lagerhal udenfor Ikast.
Benjamin Jensen i sin nye lagerhal udenfor Ikast.
Foto: Louise Deruginsky, TV MIDTVEST

25-årige Benjamin Jensen fra Engesvang har kastet sin kærlighed og arbejdsiver på noget helt andet end de fleste af sine jævnaldrende.

Præcis som sine bedsteforældre og sin onkel har han gjort det til sine levevej at sælge gamle møbler og antikviteter. Og det går så godt for ham, at han for nyligt har flyttet sin voksende forretning til en lagerhal udenfor Ikast, der rummer hele 1100 kvadratmeter.

- Jeg er jo købmand, så det handler altid om jagten på at finde de ting, der er lige en tak bedre, end det jeg har nu, siger den unge indehaver af Antik og Design Compagniet. 

10 års erfaring

Men selvom Benjamin Jensen blot er 25 år, har han allerede 10 års erfaring med at sælge og købe gamle sager. Interessen begyndte allerede, da han var teenager. 

- Det startede for mig, da jeg var 15 år. Jeg havde vel et værelse på 10 kvadratmeter, og de syv af dem var fyldt op med kasser, der var pakket og klar til, at jeg skulle afsted på loppemarked.

- Min mor var glad for det, da jeg kom og sagde, at jeg flyttede, og jeg så flyttede ud i et større lager, husker han.

Selvom hans mor var glad for at slippe af med kasserne, så er hun mest af alt stolt. 

- At se det mine forældre kæmpede for bliver ført videre, det er sejt. Jeg synes, at han gør det mega godt, siger Benjamin Jensens mor, Stella Gjødvad Jensen.

Hele verden er hans handelsplads

De fleste af de ting, Benjamin Jensen sælger fra lageret i Ikast, forelsker kunderne sig i via de sociale medier. 

- Uden de sociale medier havde jeg ikke haft muligheden for at have de 1100 kvadratmeter lager, jeg har i dag, siger Benjamin Jensen.

Det var eksempelvis via Instagram, at Rikke Randbæk fra Herning fik øjnene op for en lampe, der kom med hende hjem efter en tur forbi lageret søndag.

- Jeg havde set den inde på Instagram, og jeg må sige, at den levede op til det, jeg havde regnet med, siger hun. 

Men en del af sagerne ryger også ud på længere ture end bare en biltur fra Ikast til Herning. Benjamin Jensen handler med kunder i hele verden.

- Herovre er der to ordre, siger han og peger på en stor gruppe teaktræsmøbler, der er stablet op på lageret. 

- Det halve skal til USA, og den anden halvdel ryger til Kina. 

En stor del af kunderne er desuden fra København. Næsten hver tredje faktisk, og derfor fylder Benjamin Jensen hver tredje uge bilen op og leverer varer til hovedstaden. Se mere til den unge købmand i indslaget herunder.

2:29
Interessen ligger i Benjamin Jensens DNA - og i dag lever den unge mand af at sælge dansk design til hele verden - fra en lagerhal i Ikast.