Aflyste færger og halvlukkede broer: Det skal du vide inden du tager ud i trafikken
Vindstød af stormstyrke rammer Danmark og det giver trafikale udfordringer.
Her i landsdelen vil man nok kalde det "en bette vind", for vi er for en sjælden gangs skyld ikke i orkanens øje så at sige.
Men blæsevejret, der har ramt store dele af Danmark, får alligevel betydning for trafikken regionalt.
Blandt andet har Thyborøn-Agger færgen valgt at indstille sejladsen fra fredag morgen, da vinden skaber lavvande, der vil gøre det svært at sejle, det skriver Folkebladet Lemvig.
Det forventes, at man kan sejle videre lørdag, når vinden har lagt sig.
På Sallingsundbroen advarer man mod kraftigt blæst, men fredag morgen er der endnu ikke nogen varsel for vindfølsomme køretrøjer.
Orienter dig
Fordi der er tale om efterårsferie, er der nok også en del midt- og vestjyder, der bevæger sig ud i resten af landet.
Særlig hvis man bevæger sig mod Sydøstjylland, hvor vandet bliver presset ind af vinden, og ifølge DMI kan give op mod to meter bølger, ligesom vandstanden altså stiger.
Når der er markant forhøjet vandstand, skal du som trafikant være opmærksom på, at trafikken kan blive påvirket af oversvømmelser og lukkede veje som følge deraf.
Derudover skal man være opmærksom på, at visse broer allerede fraråder vindfølsomme køretøjer. Det gælder blandt andet Vejlefjordbroen.
Man kan med fordel følger Vejdirektoratets trafikinfo, inden man bevæger sig ud.