Badevejr på vej, men...: Det vrimler med gopler
Vejrudsigten for de kommende dage byder på stigende temperaturer. Og det kan skyde gang i badesæsonen. Men flere steder er der rigtig mange gopler for tiden. Læs blandt andet, hvad du skal gøre, hvis du kommer i nærkontakt med en brandmand.
Hvis du er en af dem, der ikke bryder dig om de geleagtige skabninger, der nogle gange er i massevis langs kysten, skal du nok ikke tage et hovedspring i vandet i eksempelvis Thyborøn Havn lige nu.
For der er mange vandmænd, ja faktisk kan man vist godt sige, at det vrimler med dem. Og det er ikke så mærkeligt, at der er en så stor koncentration lige netop nu.
- De bestemmer ikke selv, hvor de vil hen. Det er jo vind og vejr, der bestemmer, hvor de ender, siger Michael Madsen, indehaver af JyllandsAkvariet i Thyborøn.
Flere gange om dagen runder Michael Madsen havnen i Thyborøn. Han skal lige fornemme, om det er vejr til at sende gæster på sælsafari eller delfinsafari på vandet.
- Vi synes, der er mange vandmænd lige nu, og det er blevet endnu mere synligt, efter vi har set, hvordan delfinerne leger med dem, siger Michael Madsen.
Sommervejret har været usædvanligt med vind fra skiftende retninger.
- Når vinden slår ind mod kysten, så er der rigtig mange gopler, siger Michael Madsen.
Vandmænd er bare en af de gopler, man kan opleve ved kysten, og der er god grund til at holde øje. For nogen af dem ønsker du ikke at komme i kontakt med. Ifølge naturguide.dk er de tre mest almindelige gopler ved kysten:
Vandmand
Vandmanden kaldes også for øre-gople, den er glasklar og kan normalt ikke forveksles med brandmænd. Vandmanden har også nældeblærer, men brænder ikke mennesker.Rød brandmand
Rød brandmand hører til den største af goplerne i de danske farvande. Den kan måle op til 35 cm i diameter og have et slæb af meterlange næsten usynlige tynde tråde med giftige nældeceller.
Blå brandmand
- Blå brandmænd er mindre end de røde brandmænd. Den træffes hyppigst ved den jyske vestkyst, men kan også optræde i de indre farvande. De kan også brænde, men noget mindre end de røde brandmænd.
På JyllandsAkvariet i Thyborøn har de endnu ikke fået rapporter fra gæsterne om mange gopler på stranden.
- Tit kommer det op, fordi gæsterne synes, det er ulækkert at bade i og kommer der badevejr her i weekenden, så skal vi nok høre om det, siger Michael Madsen.