Bagere, slagtere og vinhandlere scorer kassen under corona

Borgerne i Midt- og Vestjylland har brugt ekstra mange penge på de lidt dyrere madvarer, da restauranter og caféer har været coronalukket.

2:28
Ole Østberg, direktør i Mr. Beef (t.v.), Jesper Sander, bagermester hos Bageriet Max (i. m.), og Kristian Uhrskov fra Uhrskov Vinhandel (t.h.) har alle set deres virksomhed stige kraftigt i omsætning under corona.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Mange elsker at gå ud på en restaurant eller café og spise. Nogle nyder et glas dyre dråber på en vinbar. Men hvad gør man, når coronaen har lukket for det hele? 

Mange midt- og vestjyder har taget hyggen med hjem, og det mærker de blandt andet hos Bageriet Max i Holstebro.

- Det er sandwicher og kager, vi sælger. I særdeleshed kager. Jeg tror, at vi har lavet 30 – 40 procent mere på vores bundlinje i forhold til sidste år, og sidste år var faktisk vores bedste år nogensinde, fortæller Jesper Sander, der er bagermester.

Hvis man spørger kunderne, så har de skruet op for hjemmehyggen, fordi pandemien har sat en stopper for cafébesøgene.

- Vi kommer her ofte for at hente brød og sandwicher, fordi vi ikke kan komme på café og sådan noget, siger Selina Thomsen.

- Det er fordi, jeg får besøg af min mor, og så skal vi lige være ekstra gode ved os selv. Vi kan jo ikke komme på café, så det er en anden måde at gøre det på, fortæller Laura Gjedsig.

Sagen er bøf

Men det er ikke kun bagerne, der har tjent lidt ekstra det sidste års tid. Onlineslagteren Mr. Beef, der sælger alt fra entrecote til spareribs, har også set sin omsætning blive mere end fordoblet.

- Vi har haft rigtig travlt. Vi er steget fra ti millioner til 34 millioner i omsætning, siger Ole Østberg, der er direktør i Mr. Beef.

Med til en god bøf hører et godt glas vin, og hos Uhrskov Vinhandel i Herning steg omsætningen med 50 procent sidste år. 

Det er ikke bare flere vine, de har solgt, men også dyrere vine er blevet revet af hylderne.

- Det ser ud til, at folk har forkælet sig selv og dem der hjemme. Det har gjort, at der er røget lidt af de bedre vine, fortæller Kristian Uhrskov, der er medejer af vinhandlen.

Bageriet Max, Mr. Beef og Uhrskov Vinhandel kan måske snart se deres omsætning falde igen. Med coronapas er der nemlig udendørsservering igen fra den 21. april.