Brandvarm debat om afskaffelse af Store Bededag

Er der noget, der virkelig har fået midt- og vestjyderne til at diskutere nye regeringsforslag, så er det udspillet om at afskaffe Store Bededag.

Den nye SVM-regering foreslår at fjerne Store Bededag for at finansiere de øgede forsvarsudgifter.
Den nye SVM-regering foreslår at fjerne Store Bededag for at finansiere de øgede forsvarsudgifter.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Står det til den nye SVM-regering, så skal den mere end 300 år gamle helligdag, Store Bededag, sløjfes i 2024.

- Hele idéen med det her er, at vi har behov for at finansiere nogle øgede forsvarsudgifter, sagde statsminister Mette Frederiksen (S), da den nye regering præsenterede sit regeringsgrundlag 14. december.

Siden da har debatten været heftig - også her i Midt- og Vestjylland.

På TV MIDTVEST's Facebookside har spørgsmålet: "Hvad mener I om forslaget om at stryge St Bededag i produktivitetens og arbejdsudbuddets navn?" affødt mere end 500 kommentarer.

En del debattører er ikke tilfredse med forslaget, imens andre i stedet foreslår andre helligdage, der kan droppes. Og en del foreslår også, at vi i stedet for at sløjfe helligdage, begynder at arbejde en time mere om ugen. 

Kan pengene ikke spares andre steder?

I flere af kommentarerne til TV MIDTVEST's Facebook-opslag undrer midt- og vestjyderne sig over, at pengene skal findes ved at fjerne en fridag i stedet for at skære andre steder.

- Store bededag er den store konfirmationsdag. Der er så meget tradition forbundet til denne dag. Og skal man have familien med, som bor langt væk, så er det fantastisk mulighed, med en forlænget weekend. Skær lidt ned på borgen i stedet for. Måske skulle de skære lidt i deres 3 måneders lange sommerferie, skriver Kitty Thinggaard i en kommentar.

Peter Christensen, der er butikschef i Imerco i Viborg mener, at det er ærgerligt at fjerne en fridag.

- Vi har mange skæve arbejdstider i butikkerne, jeg synes, at vi kommer til at miste noget her, som ikke kan erstattes af, at vi får noget ekstra løn. Så jeg synes, at det er ærgerligt, siger han.

- Lige da jeg hørte det, så tænkte jeg, hvad pokker har de gang i. Men jeg kan jo godt forstå, at vi skal have finansieret nogle ting. Det er jo ikke gratis at holde militæret kørende, siger Peter Christensen.

Niels Henrik Godtfredsen, Lagermedarbejder, Peter Larsen Kaffe, Winston Rose, Kafferistemester, Peter Larsen Kaffe. Peter Christensen, Butikschef, Imerco, Sct. Mathias Centret.
Niels Henrik Godtfredsen, Lagermedarbejder, Peter Larsen Kaffe, Winston Rose, Kafferistemester, Peter Larsen Kaffe. Peter Christensen, Butikschef, Imerco, Sct. Mathias Centret.
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST


Penge til forsvaret - nej tak

For nogle handler debatten også om, hvorfor der overhovedet skal bruges flere penge på at opruste militæret.

- At det lige er forsvaret, det kan jeg ikke lige forstå, for jeg synes, at der er så mange andre steder, det kunne bruges, siger Niels Henrik Gotfredsen, som er lagermedarbejder hos Peter Larsen Kaffe i Viborg.

Enig med ham er kollega og kafferistermester Winston Rose.

- Vi har problemer nok med vores sundhedsvæsen og ældrepleje, så hvis jeg skal være tvunget til at arbejde på Store Bededag, så synes jeg, at vores penge skal bruges til noget mere fornuftigt. Ikke på militæret, siger han.

- Hvis de skal købe nye fly til forsvaret, så er jeg imod.

Biskop Henrik Stubkjær mener, at det er respektløst af regeringen ikke at henvende sig til Folkekirken og dens medlemmer, inden man foreslog afskaffelse af Store Bededag.
Biskop Henrik Stubkjær mener, at det er respektløst af regeringen ikke at henvende sig til Folkekirken og dens medlemmer, inden man foreslog afskaffelse af Store Bededag.
Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

Største konfirmationsdag

Henrik Stubkjær, der er biskop i Viborg Stift, er skuffet over, at regeringen ikke er gået i dialog med Folkekirken om at finde den bedste løsning - for han mener ikke, at Store Bededag stod først for.

- Store Bededag er vores største konfirmationsdag, og de er allerede planlagt i 2024 og 2025. Samtidig bliver den brugt at mange mennesker, der kommer i kirkerne, som en refleksionsdag, siger Henrik Stubkjær. 

Han mener, at de med samarbejde og dialog kunne have fundet en løsning, der kunne hente den samme økonomi uden at måtte droppe en helligdag.

- Generelt så synes jeg, at det er respektløst, at man gør det uden overhovedet at kontakte de 75 procent af danskerne, der er medlem af Folkekirken. Det kunne jo være, at vi sammen kunne have fundet nogle andre løsninger, så vi kunne have nået det samme mål.

- Det kunne være, at vi danskere skulle arbejde tre minutter mere hver dag, eller at vi skulle tage en anden helligdag, som ikke ville gribe så voldsomt ind i så mange menneskers hverdag, som 2. juledag eller skærtorsdag, hvor vi alligevel i de fleste kirker først holder gudstjeneste om aftenen. Men det ville jo kræve, at der er en god dialog om det her, for selvfølgelig vil kirken også gerne bidrage.

Han appellerer til, at helligdagene kan forblive fridage, fordi mange har stressede hverdage og ikke får tid til den slags åndehuller, helligdagene bliver. 

- Jeg tænker, at vi i dén grad har brug for bøn og fordybelse, vi har brug for at åbne os mod en tilsigelse udefra, og det er dét, der bliver samlet om på Store Bededag.