Brian Holm: Løbet er kørt for Fuglsangs podiedrøm i Touren
Quick-Steps danske sportsdirektør, Brian Holm, aflyser Jakob Fuglsangs podiechance i næste års Tour de France.
- Glem det. Det løb er kørt. Det tror jeg ikke mere på.
Sådan lyder ordene fra Quick-Steps danske sportsdirektør, Brian Holm, om Jakob Fuglsangs podiechance i Tour de France i fremtiden, efter at den danske cykelrytter tirsdag udgik fra årets Tour.
- Drømmen om podiet viste han, at det havde han ikke benene til. Til hverken at vinde eller at stå på podiet, siger sportsdirektøren.
Selv om man ifølge Brian Holm kunne have håbet på mere fra Fuglsang, roser sportsdirektøren cykelrytteren, der 27 kilometer før mål måtte køres væk i en ambulance efter det alvorlige styrt.
- Han havde et fantastisk forår, og det har han stadig haft. Det bedste forår nogensinde.
- Med det forår han har haft, kunne man godt have drømt om, at han kunne have vundet Touren eller i hvert fald blive blandt favoritterne, siger Brian Holm.
- Det bliver bare lidt for voldsomt for ham med de høje bjerge, og det kan man dårligt klandre ham for, tilføjer han.
Ingen brud efter styrt
Astana har meddelt på Twitter, at Fuglsang ikke har brækket noget, men blot pådraget sig slemme skrammer på hånden, armene og knæene.
Årets Tour blev dermed aldrig nogen succesoplevelse for Fuglsang, som inden tirsdagens etape lå nummer ni i det samlede klassement.
Fuglsang gik ind i Tour de France med podiedrømme og blev efter et stort forår regnet blandt topfavoritterne til at tage den samlede sejr. Den nåede han aldrig at komme i nærheden af.
Han styrtede allerede på 1. etape, kæmpede sig igennem de næste, blev fanget i sidevinden og tabte tid på 10. etape, og nu er han så ude af løbet efter endnu et styrt.
- Til næste år vil han tage et roligt forår og satse mere på Touren og være mere restitueret. Sådan er cykling, så finder man en undskyldning. Og næste år kan han sige det en gang til, og der er han 35 år, siger Brian Holm.
- Så er der nogen, der vil tro på det et år mere, og andre vil ikke. Det bliver nok bare svært for ham fremadrettet i Touren. Det er sjældent, at man bliver så meget bedre som 35-årig.
- Men jeg synes da godt, at man kan rose ham. Man kan godt være en god cykelrytter uden at gå på podiet i i Tour de France, siger han.
Det er anden gang i karrieren, at Fuglsang udgår af Touren. Det skete også i 2017.
/ritzau/