Corona får butikker til at sprede Black Friday ud over flere dage
Store virksomheder som Elgiganten og Power har af coronahensyn spredt Black Friday ud over flere dage.
Store virksomheder som Elgiganten og Power har af coronahensyn spredt Black Friday ud over flere dage.
Normalt er Black Friday noget, man forbinder med lange køer og folk, der går tæt op og ned ad hinanden.
Sådan bliver det næppe i samme grad i år. Coronavirusset har givet begrænsninger for, hvor mange der må være samlet samme sted. Samtidig er der flere, der bliver væk fra steder med mange mennesker.
Forholdene har fået en del butikker til at udvide konceptet omkring Black Friday til mere end bare én dag.
Blandt andet Elgiganten, der er en af de største forhandlere af elektronik, har spredt handelsdagen ud over flere dage.
Det sker af hensyn til smitterisikoen, forklarer Peder Stedal, der er administrerende direktør i Elgiganten.
- Intet er mere vigtigt for Elgiganten end vores kunders og ansattes sikkerhed.
- Derfor har vi truffet en række foranstaltninger, der lever 100 procent op til myndighedernes anbefalinger - og mere til, siger Peder Stedal.
Blandt andet er der truffet beslutning om at strække Black Friday ud over ti dage for at undgå kødannelse.
Afstandsmarkeringer og opsynspersonale
Derudover har Elgiganten sat afstandsmarkeringer op, så kunderne undgår at stå for tæt samlet, og der er også håndsprit og mundbind til rådighed.
Endelig er der også opsynspersonale, som skal sikre, at der ikke er for mange i butikkerne ad gangen.
Samme tiltag har Power også gjort brug af. Det forklarer Jesper Boysen, der er administrerende direktør i Power, som på linje med Elgiganten er en af de største forhandlere af forskellige elektroniske produkter.
Direktøren fortæller, at Power kun har haft gode erfaringer med at sprede handelsdagen ud over flere dage.
- De foregående år har Power på Black Friday haft en omsætning, der svarer til 14 dages omsætning. Så det er selvsagt, at det vælter ind med kunder.
- For at kunderne og medarbejderne skal kunne føle sig sikre, har vi besluttet at sprede Black Friday ud over en hel uge i stedet for, siger Jesper Boysen.
Ifølge Dorte Wimmer, der er direktør hos Retail Institute Scandinavia, som analyserer detailbranchen, kan de danske butikker i år gøre klogt i at sprede Black Friday ud over flere dage.
På grund af coronasituationen er der nemlig en risiko for, at folk ikke i lige så høj grad vil handle i de fysiske butikker på én bestemt dag.
- Der er helt sikkert nogen, der har tænkt, at hvis de spreder tilbuddene ud over flere dage, så vil chancen for at nå en større omsætning også være større, siger Dorte Wimmer.
Black Friday udspringer fra USA. Men de seneste år har fænomenet spredt sig til resten af verden, herunder Danmark.
I Danmark handles der typisk for mange millioner på Black Friday.
/ritzau/