De unge venstreløver er blevet grå i manken: - Det er en udfordring, lyder det fra magtfuld venstreformand
Flere steder i landsdelen lever Venstres Ungdom en lidt henslumrende tilværelse. Det kan give udfordringer i et parti, der mangler unge.
En gang kom fornyelsen i Venstre fra de unge venstreløver, der havde fået politik ind med modermælken i Venstres Ungdom.
Nu er det som om, de unge venstreløver er blevet lidt grå i manken. Samtidig mister Venstres Ungdom terræn.
- Lige nu er det måske ikke så populært, at diskutere politik, men det ændrer ikke på, at det er mega sjovt, lyder det fra VU-formanden i Herning, Margrethe Hølledig Nørgaard.
Hun er til bowlingaften med 15-20 andre fra Venstres Ungdom i Herning. Borgmesteren er der også.
Først skal de bowle en time, der efter viser borgmesteren rundt på rådhuset.
- Ungdomspolitik er lige så meget det sociale, og det at man hygger sammen, siger VU-formanden.
Ingen VU i Venstre-kommuner
Måske har Venstres Ungdom i Herning fat i noget. De er en levedygtig ungdomsforening i en landsdel, hvor VU andre steder slumrer en del.
I følge VU's egen hjemmeside er der ingen aktivitet i Struer, Vesthimmerland og Favrskov.
Heller ikke i Lemvig og Ringkøbing-Skjern er der gang i den. Det er ellers kommuner, hvor Venstre traditionelt sidder tungt på magten, både når der skal vælges medlemmer til kommunalbestyrelse og folketing.
Der bliver heller ikke holdt mange ungdomsfester i venstres folketingsgruppe. Yngste medlem er i dag Morten Dahlin på 34.
Det er det, man på jysk kalder en udfordring for Venstre.
- Det er en udfordring, som vi selvfølgelig skal tage seriøst, at der også skal være nogle efter os andre, siger Jens Nicolai Vejlgaard, som ud over at være formand for Venstre i Region Midtjylland, også er en mand, der bliver lyttet efter i Venstre.
- Der skal være nogle, som lærer det politiske spil og lærer, hvad politik er. Så det er selvfølgelig en udfordring, at vi skal have folk til at blive medlem af VU, siger Venstre-formanden.
Politik ind med modermælken
I Venstre har VU i mange år været vejen til magt og indflydelse i partiet.
- Det er en af Venstres fødekæder. Det er en af de måder, hvor folk lige så stille lærer, hvad politik er og får det ind med modermælken, om man så må sige, siger Jens Nicolai Vejlgaard, formand for Venstre i Region Midtjylland.
Når det halter i venstrekommunen Ringkøbing-Skjern, hvor Jens Nicolai Vejlgaard selv bor i Hvide Sande, så skyldes det i følge formanden, at mange unge flytter til større byer for at studere.
- Det bliver lidt svært at holde gang i det. Man skal hele tiden finde nye til at tage over, og det er en udfordring, siger Jens Nicolai Vejlgaard.
En anden udfordring er, at stadig færre er medlem af et politisk parti.
- Det er svært, at få folk til at melde sig ind i et politisk parti eller ungdomsorganisation. Og det ærgrer mig , siger Torsten Schack Pedersen, politisk ordfører, Venstre.
Venstre folketingsgruppe lidt grå i toppen
Da VU havde sin storhedstid før årtusindeskiftet var der i følge Dansk Ungdoms Fællesråd mere end 3000 medlemmer - nogle år endda mere end 4000. Sidste år indberettede Venstres Ungdom, at de var lige omkring 2000.
Også på Christiansborg er venstremedlemmerne ved at blive lidt grå i toppen. Yngste mand er som sagt den nyudnævnte minister for blandt andet byer og landdistrikter, Morten Dahlin, der selv har en fortid som VU-formand.
Venstre gruppeværelse har tidligere været i en noget yngre forfatning.
Den nyvalgte formand, Troels Lund Poulsen kom i Folketinget, da han var en ung mand på 25 år. I dag er han 47 år.
Også Venstres tidligere næstformand Kristian Jensen, transportminister Thomas Danielsen, sundhedsminister Sophie Løhde og den nuværende politiske ordfører, Torsten Schack Pedersen var alle i 20'erne, da de blev valgt til folketinget første gang.
Med sine 47 år hører Torsten Schack Pedersen stadig til den yngre del af Venstres Folketingsgruppe, hvor gennemsnitsalderen er 51 år.
Måske manglen på ungdom også skal findes i valgresultatet.
- Der er ingen tvivl om, at der er blevet færre stole i Venstres gruppeværelse oven på de sidste par valg, og det har helt åbenlyst en konsekvens. Den bedste måde at få nye generationer er selvfølgelig, at vi lægger os i selen og sørger for, at Venstre går frem, siger den politiske ordfører, Thyboen Torsten Schack Pedersen.
VU havde afgørende betydning
På Christiansborg er det ikke lang tid siden, Torsten Schack Pedersen blev udnævnt til politisk ordfører.
Inden han blev valgt til Folketinget 29 år gammel, var Thyboen også landsformand for Venstres Ungdom fra 2001-2003.
Det er en tid, han ikke sådan lige glemmer.
- Jeg er overvældet af gode minder. Det var en fantastisk tid, hvor man som ung brugte oceaner af tid, fortæller Torsten Schack Pedersen.
Det var i VU Torsten Schack lærte det politiske håndværk, og for alvor, da han stillede op til kampvalg om at blive VU-formand.
- Det var en blodig valgkamp. Og det giver selvfølgelig noget robusthed, at man i sådan en valgkamp virkelig skal stå tidligt op. Man lærer at føre kampagne på den gode måde, men man lærer måske også lidt af de beskidte tricks fra værktøjskassen, siger den politiske ordfører i Venstre, Torsten Schack Pedersen.
Fra VU-formand til statsminister
Listen over VU-formænd, der har drevet det vidt, er både lang og markant.
Tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen fik politik ind med modermælken på Viborg-egnen. Længe inden han blev statsminister, var han formand for Venstres Ungdom fra 1974 til 1976.
Lars Løkke Rasmussen var formand for VU 1986-1988. Kristian Jensen lærte politik i VU i Lemvig og var landsformand for VU 1995-97.
I 1997 var det en ung Troels Lund Poulsen, der satte sig for bordenden som formand i Venstres Ungdom. I dag er han formand for hele partiet Venstre.
- Det er en vigtig fødekæde for os i Venstre, at der kommer nogle ind med god erfaring fra VU, ikke bare i folketinget, men også i kommunalbestyrelser og regionsrådene. For man er rundet af noget helt særligt som VU'er, siger politisk ordfører og tidligere VU-formand, Torsten Schack Pedersen.
- Det betyder gevaldigt meget, at der er unge (i politik, red.). Det gør, at vi får talt de unges sag, for det er meget de ældre, eller i hvert fald dem over 30, der bliver hørt, siger Margrethe Hølledig Nørgaard, der er formand i Venstres Ungdom i Herning.
Og så er vi tilbage i bowlinghallen i Herning. Som lokal VU-formand er Margrethe Hølledig Nørgaard en af dem, der kunne have en politisk fremtid i partiet.
- Det kunne godt være, jeg kunne finde på at aktivere mig selv i lokalpolitik på et tidspunkt, siger hun.
TV MIDTVEST har tidligere fulgt unge i ungdomspartierne, der yder en utrættelig indsats for det Danmark, de tror på. Stream alle afsnit på TV MIDTVEST PLAY.