DMI udsender varsel om vindstød af orkanstyrke
Her i landsdelen gælder varslet for Thy og Mors, Vestjylland, Skive og Vesthimmerland.
DMI forventer stormende kuling med 20-23 meter i sekunder fra sydvest med vindstød af orkanstyrke på søndag.
Det fremgår af DMI.dk.
Varslet gælder fra søndag den 9. februar kl. 16.00 til den 10. februar kl. 00.00.
DMI oplyser, at vindstød af stormstyrke medfører, at tagsten blæser ned og store grene kan knække.
Derudover kan træer vælte og spærre tog- og vejstrækninger. Der er også stor sandsynlighed for, at broer må lukkes for trafik.
Usikkerhed om de kraftigste vindstyrker
Jesper Eriksen, der er vagtchef hos DMI, skriver:
- Prognoserne har været ret stabile, hvad blæsevejret angår, men der er endnu lidt usikkerhed om de kraftigste vindstyrker. Prognoserne kan derfor ændre sig til en decideret storm i middelvinden, især ved Vestkysten.
- Det er også lidt usikkert præcist hvilke dele af landet, der bliver hårdest ramt af den kraftige vind. Hold derfor godt øje med de opdaterede vejrudsigter og varsler i weekenden.
I starten af næste uge kommer der også flere dage med kraftig blæst fra vest. Den lange periode med blæst fra en vestlig retning betyder, at der er risiko for forhøjet vandstand - især i Limfjorden.