Efter stribe af svindelsager: Politi kommer med særlig opfordring

Efter flere sager, hvor tricktyve har svindlet sig til ældre borgeres dankort, opfordrer Midt- og Vestjyllands Politi til, at man er ekstra opmærksom.

Efter seks identiske sager om tricktyveri på en uge, slår politiet nu alarm.
Efter seks identiske sager om tricktyveri på en uge, slår politiet nu alarm.
Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

- Der er en konstant trussel om bedrageri på nettet eller telefonen.

Sådan siger Hans Roost, der er politiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi.

- Det helt konkrete råd er, at man aldrig må udlevere sit kort eller kontooplysninger til nogen, man ikke har tillid til, siger han.

For mange er det måske indlysende. Ikke desto mindre er rådet blevet højaktuelt på det seneste.

I Midt- og Vestjyllands politikreds har der været flere sager om svindel, hvor tricktyve har kontaktet ældre borgere og udgivet sig for at være fra banken.

Torsdag og fredag i sidste uge gik det ud over tre kvinder på henholdsvis 83, 84 og 87 år fra Skive.

Mandag var den igen gal i Skive, hvor offeret var en 92-årig kvinde. Og igen onsdag blev både en 89-årig og en 77-årig borger snydt af falske bankmænd i Skjern.

De unge skal hjælpe de ældre

Fremgangsmåden har i alle tilfælde været præcis den samme. Mens én person ringer til offeret og siger, at deres kort skal udskiftes, kommer en anden og banker på døren og tager imod kort og pinkode med løftet om at tage sig af problemet.

- Når der er flere borgere, der får de her henvendelser, så føler vi, at det er vores pligt at oplyse om, at nu er der den her form for aktivitet i vores område, så det er vigtigt at være ekstra agtpågivende, siger Hans Roost.

Derfor bringer Midt- og Vestjyllands Politi nu en opfordring på Facebook om at passe på de ’falske bankmænd’ – og om at hjælpe de ældre.

For som politiinspektøren påpeger, er det nok i højere grad ofrenes efterkommere, der støder på opslaget.

- I og med det er møntet på de ældre borgere, bør de pårørende være obs på at spørge, om der har været mærkelige henvendelser fra banken, siger han.