Endelig fik fiskerne deres licenser, men noget er galt: - Det er så uordentligt, som noget kan være

Efter mange ugers venten fik muslingefiskerne i sidste uge sine licenser. Men en ændring i licenserne gør, at fiskerne må blive i havnen, og det skaber utilfredshed. Fiskeristyrelsen afviser kritikken.

310814Muslingefiskeri.jpg

Torsdag i sidste uge var en glædens dag for muslingefiskerne. Her kom de længe ventede licenser fra Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, og fiskerne kunne igen smide fortøjningerne. Troede de...

Men i de nye licenser var der en vigtig ændring.

Muslingefiskere har tidligere skullet skrive ind i elektronisk logbog, hvor mange tons fangst, de kommer ind til havnen med. Og når de kom ind, blev det igen vejet for at se, om det stemte overens med logbogen.

Men med de nye licenser er det fortid. Nu skal der opgøres mere detaljeret.

- Styrelsen vil have, at når fiskeren laver sin logbog, så skal han stå ude på båden og vurdere, hvor mange tons muslingeskaller han har og hvor meget, der er søstjerner, krabber og sten. Og så skal han skrive de enkelte segmenter ind i logbogen, fortæller Jan Christensen, der er direktionschef ved Vildsund Blue.

Det er dog ikke noget, som er lige til for fiskerne. I hvert fald ikke, hvis man spørger Henrik Nielsen, som er daglig leder og formand for Foreningen Muslingeerhvervet.

- Det vil være meget, meget svært for fiskerne at leve op til de krav. Selvom de laver nogle sorteringsprøver ude på havet, vil det være tæt på umuligt for dem, for de ved jo ikke præcis, hvor mange søstjerner, tomme skaller, krabber og sten, der er i fangsten.

- Helt til grin

Ifølge Henrik Nielsen har Landbrugs- og Fiskeristyrelsen lovet Foreningen Muslingeerhvervet, at der fredag 1. november vil være en skriftlig vejledning klar til muslingefiskerne, ligesom der vil blive afholdt et informationsmøde for dem.

Men hvorfor har styrelsen ikke informeret fiskerne noget før? Det kan Jan Christensen ikke forstå, og han føler sig ført bag lyset.

- Det er fuldstændig tåbeligt. Når de vidste, at de ville indføre ændringerne, hvorfor har de så ikke informeret os før, i stedet for at vente til vi modtager licenserne.

- Licenserne skulle have været her 1. september. På fredag skriver vi 1. november. Det er altså to måneders forsinkelse. Det er helt utilstedeligt, siger Jan Christensen.

Han stiller sig desuden spørgende overfor, hvorfor ændringen overhovedet er nødvendig.

- Hvad glæde har man i styrelsen af at vide, at der var så og så mange kilo søstjerner og strandkrabber i fangsten? Det bliver jo alligevel smidt ud igen efterfølgende. Jeg synes, det er helt til grin. Det er så uordentligt som noget kan være, siger Jan Christensen.

Fiskeristyrelsen fastslår i et skriftligt svar til TV MIDTVEST, at man har gjort opmærksom på de nye regler.