Esben Lunde undskylder for manglende oplysninger
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen afviser, at han har løjet. Alligevel undskyldte han i dag over for sine folketingskollegaer.
Esben Lunde Larsen var fredag morgen hasteindkaldt til samråd af flere partiers fiskeriordførere.
Ordførerne mener, at han har tilbageholdt information om, hvordan man på bedst mulig vis kan komme de såkaldte fiskekvotekonger til livs.
Under samrådet skulle ministeren bl.a. forklare, hvorfor Folketinget blot blev gjort bekendt med to løsningsforslag, når NaturErhverstyrelsen i 2015 oprindeligt præsenterede 16 forslag.
- Jeg undskylder for, at partierne gerne ville have haft flere oplysninger i sagen, end jeg har givet. Det har ikke været min hensigt at tilbageholde oplysninger, sagde ministeren efter samrådet til TV2.
Ministeren erkendte på samrådet, at han har kendt til minimum tre af de 16 forslag, men at han er usikker på, hvorvidt han er blevet præsenteret for alle 16. Han understregede i øvrigt, at han fremadrettet vil bære sig anderledes an.
'Meget tynd beklagelse'
Det var bl.a. Dansk Folkepartis Ib Poulsen og Socialdemokratiets Simon Kollerup, der havde indkaldt ministeren til samråd. Og selvom ministeren undskyldte, er begge endnu usikre på, om de fremadrettet har tillid til ministen.
- Vi skal i partiets ledelse have drøftet, om Esben Lunde Larsen fortsat kan sidde som minister. Jeg føler stadig, at han har løjet over for Folketinget. Men nu har vi fået alle de 16 punkter at vide, så nu kan vi finde en løsning på det problem, det egentlig handler om.
Sådan lød det efter samrådet fra Thy-politikeren Ib Poulsen (DF), og den betragtning var hans socialdemokratiske kollega enig i:
- Det var en tilståelsessag. Ministeren har erkendt, at han har ligget inde med værdifuld viden og talt usandt i kampen mod kvotekongerne, sagde Simon Kollerup til TV2.
Under samrådet kaldte han dele af ministerens forklaring arrogant, og Simon Kollerup mente, at beklagelsen var "meget, meget tynd".
Også han vil nu drøfte med sit bagland, om der fortsat er tillid til Esben Lunde Larsen.