Falsk sirenevarsel skyldtes menneskelig fejl
En tastefejl var skyld i, at sirenerne fredag hylede i store dele af landsdelen. Rigspolitiet undskylder fejlen.
Fredag aften lød sirenerne i store dele af landsdelen. Det viste sig at være falsk alarm, og nu forklarer Rigspolitiet, at det skyldtes en menneskelig fejl.
- Der sket en tastefejl hos en af vores medarbejdere, da han skulle aktivere sirenerne, og han er kommet til at sætte et flueben for meget. Det er både han og vi kede af, og vi undskylder mange gange, siger vagtchef og politikommissær Erik Skriver fra Rigspolitiet til Skive Folkeblad.
Rigspolitiets afdeling i Glostrup har stået for betjeningen af landets sirener siden begyndelsen af marts. Da Midt- og Vestjyllands Politi udsendte beskeden om, at sirenerne skulle tændes i Viborg, var det derfor en begynderfejl, at de blev aktiveret i hele politikredsen.
- Det er en fejl, som vi meget gerne skal undgå i fremtiden, og derfor har vi stor fokus på træningen. Jeg vil gerne kunne love, at det ikke kan ske igen, men da det er mennesker, der skal aktivere sirenerne gennem et system, kan der desværre altid ske fejl, siger Erik Skriver.
Rødglødende telefoner
Sirenerne blev tændt på grund af en kraftig brand i en erhvervsbygning i Viborg. Branden udviklede farlig røg, og sirenerne skulle derfor advare borgerne og opfordre dem til at blive inde døre.
Men da sirenerne ved en fejl lød i hele politikredsen, ringede bekymrede borgere ind til politiet.
- På grund af de her sirener havde vi 600 i kø, som vi ikke kunne besvare, fortalte Henrik Nielsen, som er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Sirenerne bliver brugt ved større ulykker og katastrofer, hvis mange mennesker er i en akut livstruende situation.