Ferie i eget rullende hjem hitter: Salget af autocampere er eksploderet
Udsigten til en sommer i Danmark på grund af coronakrisen har fået mange til at investere i en autocamper.
I år får de fleste af os ikke luft under vingerne, når vi skal på ferie, men i stedet har mange valgt at få asfalt under hjulene.
Danskerne har købt sommerhuse og lystbåde som aldrig før under coronakrisen, og nu har vi også kastet vores kærlighed på autocampere. Tal fra Biltorvet viser, at der i årets første fem måneder blev solgt næsten fyrre procent flere autocampere i forhold til samme periode sidste år.
Hos Volkswagen i Viborg er salget af autocampere fordoblet.
- Det har været eksplosivt. Fuldstændig. Vi har kæmpet med næb og klør for at møde den efterspørgsel, der har været, siger salgschef hos forhandleren, Jesper Thomassen.
Han har endda måtte slukke drømmen om ferie på landevejene denne sommer hos flere potentielle kunder.
- Vi gnider os i hænderne, men det er lidt ærgerligt, at vi også må sige nej til folk, der håber, at de kan komme på ferie her i den kommende sommer. Der har vi desværre måtte skuffe flere.
Ferie i autocamper giver frihed
To af dem, der nyder ferien i eget rullende hjem, er ægteparret Lene og Lars Nielsen fra Hvidbjerg på Thyholm.
- Når vi starter hjemmefra, kører vi ud til hovedvejen, og så slår vi plat eller krone om, om vi skal til højre eller venstre, siger Lars Nielsen.
- Nogle gange har vi også et mål, men vejen dertil er ikke planlagt, supplerer Lene Nielsen.
Faktisk er parret så vilde med ferieformen, at de netop har bestilt en ny og større autocamper.
Det er især den frihed, der er forbundet med ferieformen, der har fanget dem.
- Tidligere kørte vi bare fire timer til København eller to timer til Aarhus. Nu kan vi afsætte en eller to dage til det og så køre fra A til B-C-D-E-F og så se, hvor vi rammer undervejs. Hvis noget fanger vores interesse undervejs, så drejer vi bare til højre fra motorvejen, siger Lars Nielsen.
Parrets næste tur går til Sønderjylland - medmindre de falder over noget mere spændende på vejen.