Forskere kalder ny risikovurdering af minkavl for urealistisk

Statens Serum Institut møder kritik fra forskere i forbindelse med ny risikovurdering af genoptag af minkavl.

Seks forskere fra Københavns Universitet kritiserer en risikovurdering fra Statens Serum Institut (arkivfoto).
Seks forskere fra Københavns Universitet kritiserer en risikovurdering fra Statens Serum Institut (arkivfoto).
Foto: Mads Claus Ramussen/Ritzau-Scanpix

Statens Serum Institut (SSI) tegner et "unuanceret billede" af coronafaren ved at genoptage dansk minkavl.

Det mener seks forskere fra Københavns Universitet, der arbejder tæt sammen med instituttet. Det skriver Berlingske.

Forskerne kalder en ny risikovurdering fra SSI om minkavl for urealistisk og advarer om, at regeringens krav til SSI gør det umuligt at få brugbar viden om sundhedsfaren.

Konklusionen i den nye risikovurdering er ifølge Berlingske, at det vil udgøre en sundhedsrisiko for mennesker, hvis der igen skal etableres minkproduktion i Danmark.

Konklusionen læner sig op ad den vurdering, der blev lavet i forbindelse med beslutningen om at aflive alle mink i landet i begyndelsen af november.

SSI har opdateret denne vurdering efter ønske fra Sundhedsministeriet.

Kommer ikke med løsninger

Men de seks forskere advarer om, at den nye risikovurdering ikke er realistisk, fordi den ikke tager højde for eksempelvis smittereducerende tiltag.

Var det sket, ville billedet af en fremtidig minkproduktion ifølge forskerne have været mindre dystert, skriver Berlingske.

Forskerne savner blandt andet bud på, hvordan test og vacciner kan sikre mindre smitte på minkfarme.

- For at lave en reel risikovurdering af smitte imellem mennesker og mink kræver det, at der opstilles scenarier for både minkproduktion og den humane situation – ellers er det uklart, hvad man risikovurderer, skriver forskerne til Berlingske.

Der er blandt forskere undren over det politiske opdrag, som SSI har fået i minksagen. Det bliver også kritiseret, at vurderingen ikke lægger op til mulige løsninger.

Hos Statens Serum Institut betoner man i et skriftligt svar, at vurdering af konkrete løsningsforslag lå uden for den politiske bestilling.

I Sundhedsministeriet vil man ikke forholde sig til kritikken. Ministeriet konstaterer blot, at risikovurderingen er udarbejdet af Statens Serum Institut og koordineret med Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed, skriver Berlingske.

/ritzau/