Halv pris på oplevelser: - Det vækker stof til eftertanke
Regeringens sommerpakke har lokket midt- og vestjyderne på museum.
Museer, zoologiske haver og andre kulturinstitutioner har kigget langt efter besøgende, mens landet har været lukket ned.
Nu er samfundet for alvor ved at lukke op, og som hjælp mod manglende salg af billetter i foråret har regeringen vedtaget en såkaldt sommerpakke, der skal få danskerne og turisterne til at bruge penge på oplevelser.
Sommerpakken betyder blandt andet, at museer og zoologiske haver kan sælge billetter til halv pris. Det kan lige nu mærkes her i landsdelen.
- Det går rigtig godt i dag. Der er kø helt ud af døren. Det er første gang i år, at vi oplever det, fortæller Ulla Barrit Nielsen, der er marketingchef på frilandsmuseet Hjerl Hede.
Og også hos Energimuseet i Tange vrimler det med glade gæster, der benytter sig af billetter til den halve pris.
- Vi er superglade, det er vidunderligt. Én ting er, at vi kan køre halv pris og får hjælp til det, men en anden ting er også, at det er superfedt at kunne vise sit sted frem til rigtig mange mennesker, fortæller Tina de Linde, der er daglig leder på stedet.
Sommerpakken blev skudt i gang den 27. juni og løber frem til den 9. august. Energimuseet har oplevet en stigning i antallet af besøgende på 35 procent.
- Helt personligt, så tror jeg, at det kan vække lidt stof til eftertanke med prissættelsen rundt omkring på attraktioner og museer – altså at der måske i virkeligheden er rigtig mange mennesker, som gerne vil ud at besøge museer, lyder det fra Tina de Linde.