Han blev dømt for at mishandle sin kæreste, men ankede: Her er landsrettens afgørelse
Manden er blandt andet dømt for at have voldtaget sin kæreste, låst hende inde og tvunget hende til at drikke urin.
33-årige Mathias Pedersen blev i november dømt til forvaring ved Retten i Herning for at have mishandlet sin daværende kæreste over en længere periode.
Den dom har landretten nu stadfæstet. Det oplyses i et domresumé fra Vestre Landret.
Mathias Pedersen blev anholdt i Skarrild syd for Herning i september i 2022. Han blev senere tiltalt og dømt for at have udsat sin daværende kæreste for grov vold, seksuelle overgreb, langvarig frihedsberøvelse, alvorlige trusler og ulovlig tvang.
Lovovertrædelserne er sket mellem februar og september 2022 på forskellige adresser i Jylland, blandt andet i Borris og Skarrild mellem Skjern og Herning, fremgår det af anklageskrifter, som TV MIDTVEST tidligere har refereret fra.
I 2023 blev Mathias Pedersen dømt ved Retten i Herning. Han blev blandt andet han dømt for at have slået sin daværende kæreste med aluminiumsbat og med pisk flere gange, tvunget hende til at indtage stoffer, til at sove på gulvet og til at drikke urin.
Han har også holdt kvinden indespærret i et skab og i en bil, uden hun havde adgang til mad og drikke og truet både kvinden selv og hendes familie.
Mathias Pedersen er dømt til forvaring, en tidsubestemt straf, som domstolene tager i brug over for personer, der anses for at være særligt farlige.
Her lagde landsretten vægt på Retslægerådets udtalelser om, hvor farlig manden er.
I landsrettens afgørelse står der, at manden i følge Retslægerådet udgør en "væsentlig og nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, og at anvendelse af forvaring i stedet for fængsel med overvejende sandsynlighed er påkrævet for at forebygge denne fare."
Han er desuden tidligere straffet askillige gange - også for sager om vold og trusler.
Mathias Pedersen er polsk statsborger og blev udvist med livslangt indrejseforbud.
Han blev desuden dømt til at betale kvinden en erstatning - også kaldet godtgørelse for tort - på 300.000 kroner.